Tanzania - en stor kontrast til Danmark

Julemorgen er der stor fest i kirken og en dag, hvor man besøger venner og familie, fortæller Mette Lauridsen. Privatfoto.

Når man lever i et fattigt land som Tanzania, er det dejligt at vide, at vi har en ting til fælles, nemlig at Jesus blev født for at frelse alle mennesker, skriver Mette Lauridsen

I Tanzania, et af verdens fattigste lande, er der i denne tid ikke meget, som vidner om, at julen står lige for døren.

I nogle få butikker er der stillet et plasticjuletræ op og kulørte lamper blinker bag sælgeren, men ellers er julen ikke noget, som starter før den 24. december, hvor folk gør deres julehandel. Det lokale marked er fuldstændig proppet af mennesker og rundt omkring langs vejkanten kan man se kød hænge til salg.

Om aftenen den 24. december er der en kort gudstjeneste i kirken, og julemorgen er der så den store fest i kirken. Kirken er denne dag dekoreret med en masse blomster og udenfor er der pyntet med små palmer. Alle folk har fået nyt tøj og en sådan gudstjeneste kan sagtens vare både 4 og 5 timer. Korene synger og stemningen er høj.

Og denne dag møder folk hinanden med et "Jesu alizaliwa, halleluja" - "Jesus blev født, halleluja". Efter gudstjenesten går de folk, som har råd til det, på café og drikker en sodavand, og ellers er det en dag, hvor man besøger venner og familie. Gaveræset kendes ikke her.

Dette år er 4. gang, jeg og min familie skal fejre jul her til Tanzania. Siden oktober 2004 har min mand og jeg været udsendt af Danmission, som missionærer til et arbejde for den lutherske kirke i Karagwe, som ligger i det nordvestlige hjørne af landet, tæt ved Victoria Søen.

Vi er her sammen med vores tre børn, (Caroline på seks år, Frederik på fire år og Laura på et år), og for dem synes vi, at det er lidt vigtigt, at vi markerer, at det snart er jul. Derfor har der også hvert år været hængt en pakkekalender op den 1. december. Huset er blevet pyntet op og plasticjuletræet er blevet foldet ud. Der er blevet lavet adventskrans, og julestjernen er hængt op i vinduet.

I år kan vi vist godt sige, at der var julelys i øjnene på Caroline og Frederik, da julekassen blev åbnet. I vores hus er jul også lig med "Jesus og Josefine", så det er rigtig hyggeligt hver aften i december måned at samles foran den bærbare computer for at se et afsnit.

Selve juleaften er det i vores stue ikke nemt at se, at vi er i Tanzania. Her spiser vi flæskesteg med hjemmelavet rødkål og nyopgravede kartofler, og godt mætte danser vi om juletræet. Børnene får gaver, hvilket mængdemæssigt dog ikke er at sammenligne med andre danske børn. Dette er en aften, som alle i familien ser meget frem til.

Når man lever i et fattigt land som Tanzania, hvor kontrasten til ens eget land, Danmark er så stor, er det dejligt at vide, at vi i hvert fald har en ting til fælles, nemlig at Jesus blev født for at frelse alle mennesker - lige meget om man er rig eller fattig, sort eller hvid, ung eller gammel.

Lad os bruge denne juletid til at blive mindet om, hvor stor betydning denne julenat fik for os alle.

Glædelig jul!