Historien om en salme: Barn Jesus i en krybbe lå

H.C. Andersen har skrevet teksten til en af juletidens fine, små salmer, der måske særligt appellerer til børn og barnlige sjæle - og dem, der kan lide et godt stemningsbillede

Selvom H. C. Andersen mest er kendt for sine eventyr, beskæftigede den berømte forfatter sig med meget andet. Salmedigtning er en anden facet af hans alsidige begavelse. Mættet med billeder og næsten eventyrlig i sit sceneri. Julesalmen "Barn Jesus i en krybbe lå" fremstår til trods for sine kun små to vers alligevel lige så livagtig som en hel roman. 

H.C. Andersen (1805 - 1875) digtede salmen i 1832. Den er så levende fortalt, at det er let at se det hele for sig. Men hvad inspirerede ham? Og hvad var mon den dybere ide med digtet?

H. C. Andersen er verdenskendt for sine eventyr, men mindre kendt for sine religiøse digte. Ganske få har han skrevet. Det er først i den nye udgave af Den Danske Salmebog (udgivet 2003 af Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag), at hans salme "Barn Jesus i en krybbe lå" er medtaget.

Oprindeligt er digtet udgivet som en del af ”December” i hans samling ”Aarets tolv Maaneder. Tegnede med Blæk og Pen”. I begyndelsen af 1832 begyndte H. C. Andersen arbejdet. Det var hans tanke at skildre alle 12 måneder med hver deres lille stemningsbillede.

”Aarets tolv Maaneder. Tegnede med Blæk og Pen” er et lyrisk-dramatisk værk. Det består af en række digte i dialogiseret form. Og ”Barn Jesus” indgår som en sang, han lader en flok fattige børn synge på gaden. Ordene er altså børnenes. Hele vejen igennem.

Samlingen ”vovede” han at udgive, og den 18. december 1832 kom den på gaden. Da havde han arbejdet på den i næsten et år.

Han sendte samlingen til sin ven forfatteren B.S. Ingemann. Denne modtog imidlertid ikke værket med kyshånd. ”Digtene hang ikke rigtig sammen”, var Ingemanns kommentar. De tolv måneder blev da heller ikke genudgivet samlet i H. C. Andersens levetid. Og selvom den ”af kritikere er blevet omtalt som en bog, der indeholder flere af mine bedste lyriske digte, så blev den dengang forkastet og sparket til”, bemærker H. C. Andersen i ”Mit Livs Eventyr” (p118).

Men i dag er i det mindste den lille salme ”Barn Jesus i en krybbe lå” kendt blandt de fleste børn og voksne herhjemme.

Juledigtet kom nærmest sendt fra himlen. Det var ikke lang tid siden, at H.C. Andersen var hjemvendt fra en tur til Tyskland. Som altid havde han nydt at rejse - og at leve. Alt overraskede og opfyldte ham. Han havde også besøgt Dresden. Og selvfølgelig havde han, som jo holdt så uendeligt meget af billedkunst, også lagt vejen forbi byens mange kirker og gallerier heriblandt Gemäldegalerie Alte Meister.

Galleriet havde en verdensberømt samling malerier fra renæssancen til barokken. Særligt var der et billede, der i den grad havde betaget ham. Det var malet af den italienske maler Correggios over en årrække på 8 år, helt nøjagtigt mellem 1522-30. "Natten" (Nativity eller Holy Night) var titlen.

Sanseligt i sin figurskildring og med en illusionistisk dybde der var med til at skabe en usædvanlig lysvirkning. ”Især den quindelige Figur der holder for Øinene for det blændende Lys, der falder fra Barnet”, bemærker H. C. Andersen i sin dagbog. Scenen var et julenatsbillede ("nativity"). Jesusbarnet i staldens mørke krybberum med jomfru Maria. Omgivet af dyr der står og ser ned på barnet. Lyset strømmer ud fra barnet- det nærmest blænder.

H .C. Andersen var ikke i tvivl om, at han skulle drage dette guddommelige lys ind i digtet. Nu hvor han igen sad hjemme i det vintermørke Danmark og her genkaldte sig Correggios Nat. Samtidig ville han gendigte juleevangeliet som et poetisk øjebliksbillede med afsæt i den evangeliske tekst, han kendte fra Lukasevangeliet 2,1-20.

Lyset blev kaldt frem af mørket i billedet. Midt i verset anbringer han derfor ordet ”mørkt”, så vi klart og tydeligt kan se den mørke stald for vores indre blik. Jesus bliver dermed en næsten selvlysende spotlight. Barn Jesus.

Selvfølgelig skulle barnet med. H. C. Andersen kan simpelthen ikke lade være med at bruge ordet "barn" eller "børn" i digtets to små vers, og de kommer således til at optræde i alt syv gange. Tanken om at blive som børn på ny og ideen om at vi alle deler barnekår med frelseren, er grundfæstet i H. C. Andersens livssyn, menneskesyn og gudssyn.

Den har sin rod i kristendommen. Den betyder, at mennesket er i en ren modtagersituation i forhold til Gud. Helt på samme måde som vi er ved dåben, når dåbsordene lyder, og vi får givet et nyt livsvilkår. ”Bliver vi ikke som børn på ny, kommer vi slet ikke ind i Guds rige”.

Det, han således forkynder, er, at i forhold til Gud, er vi alle som børn. På den måde deler vi skæbnefællesskab med Jesus. Også han blev født som den mest hjælpeløse og sårbare skabning - et barn. Og dermed født til at blive elsket. Barnet – både Jesus og os menneskebørn - er fuldstændig afhængig af at blive hjulpet og blive fundet, hvis vi skulle forvilde os væk. Det kan være en trøstende tanke for det voksne menneske at tænke på, at Gud stadig ser mennesket som sine børn.

H. C. Andersen digter Guds tegn til verden ind i sine vers. Det er en grundfæstet kristen tanke og et teologisk dogme, at Jesus er både Menneskesøn og Guds søn. Guds tegn er altså barnet i krybben, mørket, fattigdom, ensomhed og at der lyser en stjerne over det hele.

Samtidig er H.C. Andersen selv et barn af romantikken og deler periodens syn på barndommen som en lykketilstand. Den barnlige dimension er intuitionen, og den er bevaret og findes i særlig grad hos barnet og hos digtergeniet. Barnlighed er et talent, som dermed ikke er bundet til nogen alder.

Vi kan aldrig blive børn igen, men vores barndom kan i et glimt blive bragt ind i vores erindring. Det sker, når vi ser barnet i krybben. Barnet låner os nye øjne, så vi kan se. Med de øjne kan vi se på verden som afhængig og sårbar, men også se ud og væk fra os. Og møde verden. I tro. Med kristne øjne. Se Jesus som både menneskesøn og Guds søn.

Fordi Jesus bliver født i en stald, er dyrene selvfølgelig også med. Som barn har H. C. Andersen selv set, hvordan dyrene står og puster ned i krybben med halm. Og hos profeten Esajas i Det gamle testamente 1,3 har han læst, at ”Oksen kender sin ejer, æslet sin herres krybbe; men Israel kender ikke mig, mit folk fatter intet” (Es. 1,3).

Det er dyrene, de umælende skabninger, der genkender deres herre. Oksen kysser barnets fod. Med kysset som hengivenhedens pant og anerkendende kærtegn på kærligheden. Gestussen inddrager en fabelagtig eventyrlighed og giver kærligheden rum.

Til forskel fra menneskene genkender dyrene Jesus, selvom han ligger som et lille barn i en krybbe.

Ved at tage afsæt i sin samtids romantiske forestillingsverden og en teologisk, kristen tradition digter han nærmest et lille eventyr på to vers. De rummer på én og samme gang H. C. Andersens nøgle til troen. Nemlig en tro funderet på barnesindet. Og således handler ”Barn Jesus i en krybbe lå” også om at genfinde barnetroen.