H.C. Andersen elskede julen

H.C. Andersens liv var et eventyr i sig selv. En fattig dreng fra Odense, der voksede op og blev verdensberømt. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

H.C. Andersen pyntede glad og gerne selv op til jul, hvis han fik lov, der hvor han fejrede højtiden. I år kan han også mødes på Hofteatret.

Danmarks nationaldigter oplevede mange forskellige slags juleaftner i sit lange liv. H. C. Andersens juleaftner var langtfra altid de samme. Snarere tværtimod.H.C. Andersen pyntede glad og gerne selv op til jul, hvis han fik lov, der hvor han fejrede højtiden. I år kan han også mødes på Hofteatret.

Barndomsjul og juletræ

Et år prøvede han sågar at gå hele vejen i stormvejr og med Shakespeare som eneste rejsekammerat fra København til Slagelse, blot fordi han ville have en ekstra forestilling i teatret med og derfor ikke kunne nå postvognen.

Kærest i erindringen stod dog livet igennem julen derhjemme på hans fødeø Fyn, som han kaldte Danmarks hjerte.

For nok var H.C. Andersens barndomsjul fattig og uden den glans, som mange af hans senere juleaftner kom til at stråle af, men i erindringen kunne ingen jul rigtig lignes med barndommens i Odense.

Juletræet, som først kom til Danmark, mens H. C. Andersen var barn og som han ikke havde i sit barndomshjem, blev senere en af H. C. Andersens foretrukne julevenner, som han også har skrevet om flere steder, mest kendt i eventyret Grantræet.

Han elskede at klippe og klistre pynt til juletræet. Fra de flettede julehjerter som tilskrives ham som opfinder over glitrende engle og guldstjerner til de kunstfærdige papirsklip. Alle kom de op og hænge på juletræet og H.C. Andersen pyntede glad og gerne selv, hvis han fik lov, der hvor han holdt jul.

Det var ofte på en herregård eller et slot med kanebjælder, skøjteløb, gaver til børn og tyende, drillegaver til de voksne og altså det strålende juletræ, hvis lys H. C. Andersen altid så et genskin af i børnenes øjne.

Juledag og salmesang

Juledag var på hans tid julens store festdag, hvor kirkeklokkerne kimede til den store julegudstjeneste tidligt julemorgen. En gudstjeneste, H. C. Andersen derfor sjældent gik glip af.

Julemorgen synger man julesalmer, og den troende H. C. Andersen, der var glad for både Brorson og Kingo, skrev i 1832 Barn Jesus i en Krybbe lå.

Barn Jesus i en krybbe lå,
skønt Himlen var hans eje.
Hans pude her blev hø og strå,
mørkt var det om hans leje!
Men stjernen over huset stod,
og oksen kyssed barnets fod.
Halleluja! Halleluja! Barn Jesus!

Hver sorgfuld sjæl, bliv karsk og glad,
ryst af din tunge smerte,
et barn er født i Davids stad
til trøst for hvert et hjerte.
Til barnet vil vi stige ind
og blive børn i sjæl og sind.
Halleluja! Halleluja! Barn Jesus!

Ensomhed og sjov i gaden

Som ung boede H. C. Andersen nogle år alene i København, og var også alene juleaften. I sine erindringer mindes han de juleaftner som lykkelige. For nok var han alene, men ikke ensom. Han stod ved vinduet og mindedes sine barndoms juleaftner og følte en varme i sit hjerte, fortæller han.

Men forskånes for ensomme juleaftener blev han nu ikke. Som berømt digter og dybt forelsket i den svenske sangstjerne Jenny Lind tog H. C. Andersen et år til Berlin, hvor Jenny var i forventningen om at de to skulle tilbringe juleaften sammen.

Så sikker i sin sag, men uden at have spurgt Jenny om, hvad hun ville, sagde H. C. Andersen nej, tak til alle invitationer om at tilbringe juleaften hos andre, der ellers gerne vil have besøg af den kendte mand på årets største aften.

Men H. C. Andersen havde taget fejl. Jenny Lind spurgte ikke, om de skulle være sammen, og H. C. Andersen kom til at tilbringe årets store højtidsaften helt alene på sit hotelværelse i Berlin. Stjernehimlen udenfor mit vindue var mit juletræ det år, skrev en trist og ensom H. C. Andersen.

Men han oplevede også mere muntre juleaftner som den i Rom sammen med den skandinaviske kunstnerkoloni med Bertel Thorvaldsen i spidsen.

Den glade flok ville have sjov i gaden juleaften, men det tillod bystyret i det katolske Rom ikke, så de lystige svende måtte leje et hus udenfor byen, hvor de i det sommerlige julevejr pyntede et appelsintræ om til et juletræ og senere spillede om et sølvbæger, mens de spiste og drak godt og rigeligt. H. C. Andersen vandt til sin store glæde bægeret.

Senere midt i julenat - var de skandinaviske kunstnere nødt til at krybe igennem en lille åbning for at komme tilbage til deres logier inde i selve Rom. Byporten var lukket.

Nytår og eventyr

På Hofteatret i København kan man denne december møde H. C. Andersen i skikkelse af Christian Steffensen i en meget stemningsfuld forestilling, der kalder på både latter og tårer.

Med indfølt troværdighed og stor autencitet læser han højt af eventyr, digte, gavevers og synger og ikke kun om juletiden. Men også om nytårsaften, som for H. C. Andersen ofte var en stille aften, hvor han nok bemærkede løjerne og fyrværkeriet omkring sig, men selv var mest optaget af at sige farvel til det gamle år og goddag til det nye.

Men over det hele både juleaften og nytår stod kristendommen. Den kristentro, der var så essentiel for H.C. Andersen, at han i sit mest berømte nytårseventyr Den lille pige med svovlstikkerne kunne skrive:

"Og hun strøg i hast den hele rest svovlstikker, der var i bundtet, hun ville ret holde på mormoder, og svovlstikkerne lyste med sådan en glans, at det var klarere end ved den lyse dag. Mormoder havde aldrig før været så smuk, så stor, hun løftede den lille op på sin arm, og de fløj i glans og glæde, så højt, så højt, og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angst de var hos Gud!"

Og om dén mand mente anmelderne i starten, at han ikke skulle skrive flere eventyr Heldigvis lyttede H. C. Andersen ikke. Heldigvis skrev han i en poesi-venne-bog, der han blev spurgt om, hvem han ville være andre end sig selv: Så ville jeg være H. C. Andersen.