Julens salmer

Historien om en salme: Julen har bragt velsignet bud

"Julen har bragt velsignet bud" blev trykt i ”Trestemmige Sange til Brug ved Skoleunderviisningen” i 1841 og har haft en stor plads i datidens skolesangsrepertoire, ligesom mange andre af hans sange og salmer. Her ses børn i supermarkedskæden Wal-Mart foran et krybbespil

Børnenes julesang er B. S. Ingemanns romantiske hyldest til barnesindet og den borgerlige julefejring i familiens trygge skød. En oplevelse, der blev revet væk under fødderne på Ingemann selv, da hans far døde og moderen måtte flytte fra præstegården

H.C. Andersen omtaler sin ven B.S. Ingemann som ”En urtegårdsmand i poesiens have”. Hans barnesind og folkelighed, hans kristendomssyn og syn på naturen og kærligheden afspejler sig i den grad i hans børnejulesang ”Julen har bragt velsignet bud”. Den er en romantisk poets bekendelse om, at julen skaber forbindelsen mellem jord og himmel for os mennesker og giver os det tabte paradis tilbage.

Bag om salmen: B.S. Ingemann

B.S. Ingemann var et halvt hundrede år og på højdepunktet af sin karriere og havde siden 1822 været professor og lektor i dansk ved Sorø Akademi, da han skrev ”Julen har bragt”. Selvom han hverken var teolog eller præst, men derimod havde jurastudier bag sig, havde Ingemann et poetisk sind grundfæstet i sin samtids religiøse strømninger og digtede gerne.

For ham var litteraturens og poesiens land en åndelig fristat, hvor hvert lille menneske kunne være stor i sit mikrokosmos, alt imens det taknemmeligt kunne spejle sig i genskæret fra det paradisiske og det guddommelige.

”Ved at staae ene paa de høie Bjerge, ved at see Vulkaner og brusende Strømme under den gamle, rolige Stjernehimmel, hvor Karlsvognen pegede mod Nord og min Længsel fløi med Skyen mod Fædrelandet, følte jeg i de mest blandede Stemninger af Henrykkelse og Vemod Enkeltlivets underfulde Forhold til Universet og dets evige Bærer”, skriver han i ”Rejseliv” fra 1818-19.

En ægte romantiker

At han er barn af romantikken fornægter sig ikke, og det afspejles i den grad i det meste af hans forfatterskab, som både omfatter lyrik, drama, eventyr og historiske romaner. Det var hans gode ven Ferdinand Fenger, der var præst i Sorøegnen, som havde opfordret ham til at skrive nogle julesange. Det var da også ham, der senere, i 1845 udgav ”Psalmer og sange til Julen”, hvori også ”Julen har bragt velsignet bud” er trykt. Selv kaldte Ingemann sangen for ”Børnenes Julesang” og tilegnede den konkret til Fengers børn.

Som tilhænger af et Gudsvælde og med en tro på, at verden er i Gud, digter han sine sange. Han skriver om og for børn. Barnet fylder i hans menneskesyn, gudssyn og livssyn og er i den grad udsprunget af hans egne personlige oplevelser og erfaringer og vævet sammen med samtidens historiske begivenheder og åndelige strømninger.

Måtte forlade præsteboligen

Selv var hans egen barndom sorgløs. Indtil nytårsaften 1799. Ingemann var da 10 år og boede i Torkilstrup Præstegård på Falster, hvor hans far var præst. Han havde fået kristendommen ind med modermælken, og naturen omkring ham var en gave. Han holdt uendelig meget af Falsters frodighed og Guldborgsunds spejlende blå skønhed.

Men den 31. december døde hans far. Og den falsterske jord blev i bogstavliste forstand revet væk under benene på ham. Hans mor med den faderløse børneflok måtte forlade præstegårdens trygge rammer. De måtte flytte ind i et par små værelser i Slagelse milevidt fra hans lykkelige barndomsland.

Samtidig var der krise i Danmark. Og tragedien i Ingemanns lille bardomsverden bliver næsten et spejlbillede af den store verdens modgangstider. En dansk fregat opbringes af englænderne og varsler krigen mellem England og Danmark. Med krigen følger også en økonomisk krise med statsbankerot og tab af Norge.

In Deo Mundus

Meningen med livet bliver derfor i en forstand at bringe det tabte tilbage. Når det gælder det personalhistoriske plan, er der ingen tvivl om, at han med sine lyriske naturbilleder søger tilbage til Falsters guddommelige natur, som han tabte, da hans fader døde. Ingemann var teokrat og tilhænger af Gudsvælde.

Et af hans mottoer var: ”In Deo Mundus”, som betyder, at verden er i Gud. I et brev til Ingeborg Christiane Rosenørn fra 1851 fremgår dette også klart og tydeligt: ”Den eneste Stormagt, jeg stoler paa, er Vorherre”. Der er ikke tale om nogen streng og utilgivende Gud, men derimod en mild og menneskekærlig Alfader, som giver mennesket Paradiset tilbage. Gennem hele livet søger Ingemann tilbage og finder Paradiset i det tabte.

Ingemanns tro på det guddommelige nærvær er nært beslægtet med den romantiske opfattelse af tilværelsen som en stor organisme. Paradiset er til stede i naturen, lyset. Og Gud, natur og kosmos indgår i en samlet helhed. Det er ikke tilfældet, men Guds forsyn og kærlighed, der råder i verden.

”Enten vi see den evige Faders Grund eller ikke, vi vide jo, at den maa være Kjærlighed”, skriver han i 1859 i et brev til den norske digter V. Heise. På den måde bliver det kristendommen eller Gud, der gennemtrænger menneskeheden og naturen og styrer verden ud fra dens principper.

Poesi eller eventyr?

Poesien er medvirkende for dette Guds herredømme på jorden. Derfor er Ingemanns digte også fyldt med stemningsmættede billeder. De fremstår som en mellemting mellem glansbilleder og guldaldermalerier og er meget nær beslægtet med eventyrets billedverden.

H.C. Andersen var da også hans gode ven. I en nekrolog i Illustreret Tidende, fra 9. marts 1862, lidt mere end 14 dage efter Ingemanns død skriver eventyrdigteren:

”Ved hans Vugge stod Danmarks Genius og Poesiens Engel; de smaa igennem Barnets milde blaa Øjne i et Hjerte, der ikke kunde ældes i Aaringer: Barnesindet vilde aldrig forsvinde. Han skulde blive en sjælden Urtegaardsmand i Poesiens Have i det danske Land….Hvad han plantede, gror, thi det hat slaaet Rødder i Folkets Hjerter. Hans Tale lagde Toner i det danske Sprog, hans Fædrelandssind lægger Kraft i Sværdet….”

Den oprindelige salme

Oprindelig skrev Ingemann 6 vers til ”Julen har bragt”, men Weyse satte med sin melodi fra 1841 versene sammen to og to, således at den kom til at bestå af 3 vers. Melodien blev trykt i ”Trestemmige Sange til Brug ved Skoleunderviisningen” i 1841 og har haft en stor plads i datidens skolesangsrepertoire, ligesom mange andre af hans sange og salmer.

Sandsynligvis har Ingemann ikke skrevet bestillingssalmen med henblik på brug i kirken. Han taler heller ikke på menighedens vegne, men som menneske og på sine egne vegne. Og selvom sangen umiddelbart handler mere om fejringen af julen i de borgerlige hjem end i kirken, så afspejler den lille verden trods alt også den store verden. I universets store kirke eksisterer ingen modsætninger. Kun lyd, lys og farve er den poetiske teenighed i sfærernes harmoni.

I Ingemanns børnejulesang ”Julen har bragt” er barnet i den grad prismen, hvori lyset brydes og forener det jordiske og himmelske. Menneskebarnet smelter her sammen med gudebarnet, og det er næsten umuligt at skelne det jordiske barn, som danser på moderens knæ, fra selveste Jesusbarnet. De er så at sige én og samme person: ”Himmerigs konge blandt os bor”.

Julens store mirakel er for Ingemann det guddommeliges fødsel på jorden. I og med at julen har bragt den tabte natur tilbage, har mennesket også fået Paradiset tilbage – og det allerede i det jordiske liv. Stuens juletræ er simpelthen en kvist fra selveste træet i Paradiset, kundskabens træ: ”Grenen fra livets træ står skøn med lys som fugle på kviste”. Med Jesusbarnets fødsel genåbnes Edens Have for mennesket. Der er ingen tvivl hos Ingemann om at ”den have, Guds engle flyver i, vil Jesus for os oplukke”.

Og med dette guddommelige nærvær går det jordiske og det himmelske i harmoni med hinanden. Og julen bringer den tabte natur tilbage.