Jesu lignelser

Lignelsen om huset på klippen og huset på sand

Jeg kan til nød klare at være from og gudhengiven når jeg sidder i kirken om søndagen. Men der kræves andet og mere af mig, mener lektor Hans Raun Iversen, der forklarer lignelsen om huset på klippen og huset på sand. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

Man kan ikke nøjes med at være from og gudhengiven, man skal også bruge sit hoved og tage ansvar for sit eget og andres liv, siger lektor i praktisk teologi Hans Raun Iversen

Hvad siger Jesus egentlig her?

Denne lignelse er helt central for Jesu forkyndelse, sådan som Mattæus har forstået den. Det slår ikke til at være from og gudhengiven. Ej heller slår det til at aflægge bekendelse til Jesus eller at gøre alverdens ting og sager i Jesu navn. Det fremgår af de foregående passager. Gør man kun det, er man en falsk profet. Hvad skal man så i stedet gøre. Ja, man skal være klog, man skal bruge sin gode forstand og handle derefter, som manden der bygger sit hus på klippegrund.

Tre kapitler længere fremme hos Mattæus siger Jesus de berømte ord om, at kristne skal være snilde som slanger og milde som duer. At være milde hedder på græsk akeraioi – det betyder, at man skal være ærlig, ikke-beregnende eller ikke-udspekuleret, men handle ud af et rent hjerte.

Men samtidig skal man være snild som en slange, der jo er rigtig god til at finde de bedste smutveje. Det græske ord er her fronimos, klogskab, det samme ord, som bruges om den kloge mand i lignelsen om husbyggeriet. Mattæus bruger også ordet om den årvågne tjener (Matt 24,45) og om de kloge brudejomfruer, der har taget nok olie med til deres lamper (Matt 25,2). Forstanden, klogskaben både kan og skal tages i brug i kristenlivet. Man kan ikke nøjes med at være from og gudhengiven, man må tage ansvar for sit eget og andres liv.

Hvad kan vi bruge lignelsen til i dag?

Lignelsens budskab er meget centralt i dag, lad os bare tage flygtningesituationen som eksempel. Kristne skal lade deres hjerter og målestokke forvandle af Kristus, siger Paulus i Rom 12,2. Men kristne skal altså ikke gå rundt med hovedet under armen og lade stå til, for vi skal nemlig være både milde og snilde.

Det vil sige, at vi skal tage os af flygtningene her i Danmark, og samtidig har vi også et ansvar for at gøre det klogt, så vi får indrettet forholdene bedst muligt for alle flygtninge. Det nytter altså ikke noget at vende blikket den anden vej og lade andre lande som f.eks. Tyskland stå med hovedansvaret for flygtningesituationen – vi må også tage ansvar i stedet for at læne os mageligt tilbage og passe os selv.

Kan du genkende dit eget liv i lignelsen?

Jeg kan til nød klare at være from og gudhengiven når jeg sidder i kirken om søndagen. Men der kræves andet og mere af mig.

Jeg skal også bruge min forstand og handle derefter til dagligt, for eksempel når jeg skal elske min næste som mig selv. Det handler altså ikke kun om at have en god forstand – man skal også bruge den.