Lignelsen om farisæeren og tolderen

I lignelsen om farisæeren og tolderen advarer Jesus de selvretfærdige, for Guds rige er ikke for enden af vores bedrifter og ihærdige indsats. Riget er dér, hvor vi selv kalder det til os, siger sognepræst Karen Giødesen

Læs lignelsen om farisæeren og tolderen nederst i artiklen

Hvad mener du, at Jesus siger i lignelsen?

Lignelsen er en del af en større sammenhæng i Lukasevangeliet, hvor Jesus på forskellige måder viser, hvor umuligt det er for os ved egen kraft at komme ind i Guds rige. Det er lettere at få en kamel igennem et nåleøje, siger han

Lignelsen fortælles til ”nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige”, og farisæeren er netop sådan en mand med plus på kontoen. Han har en eksemplarisk livsførelse og tænker om sig selv, at han er på rette vej. Det bekræftes behageligt for ham, når han ser på tolderen, som har forspildt sit liv: Man kunne næppe synke dybere end at være tolder, en slags værnemager. Godt man ikke er som ham!

Men Jesus advarer de selvretfærdige, for Guds rige er ikke for enden af vores bedrifter og ihærdige indsats. Dér er kun vores egen og menneskers anerkendelse.

Guds rige er der, hvor vi kalder det til os. Og når vi gør det, giver vi slip på vores eget. Men når vi på den måde giver slip på kontrollen og mister vores liv, som vi kendte det, så vinder vi livet, forklarer Jesus.

Tolderen udsatte sig selv for det ubehag, det er at bringe sine fejl og sin sårbarhed frem for Gud. Det kan være så angstprovokerende, at vi som tolderen må væltes omkuld af livet, før vi bliver i stand til uforbeholdent at bøje os og sige: ”Gud, vær mig synder nådig!”

Kan du genkende din egen profession i lignelsen?

For mig er lignelsen en påmindelse om ydmyghed.

I min tid som fængselspræst tænkte jeg ofte, når jeg låste efter mig og cyklede hjem: "Pyh, hvor er jeg glad for, at det ikke er mig, der er havnet der!". Taknemmeligheden var stor, og sommetider krydret med lidt selvretfærdighed: "Godt jeg ikke lever et liv, der fører dén vej".

Som fængselspræst havde jeg det ind imellem som tolderen. Luften derinde er tyk af røg, sorg og savn, og frustrationen driver af væggene. Her møder man sin egen begrænsning, både som indsat og som ansat.

Ligesom uden for murene mødte jeg i fængslet både træk fra tolderen og farisæeren hos de indsatte. Der var mennesker, der som tolderen råbte på hjælp fra Gud. Samtidig sammenlignede de sig med de andre, ligesom farisæeren gjorde. En mand, der har begået indbrud i et firma, hvor forsikringen formodes at dække tabet, følte sig bedre end den, der har brudt ind i private hjem. Og en drabsmand følte sig hævet over ham, der har gjort kvinder og børn fortræd.

Men midt i ensomheden og afmagten i fængslet, var Gud til stede med hele sit rige, nærvær og styrke på en måde, som jeg ikke har oplevet mange andre steder. Guds rige er fløjlsblødt og løfter mennesket, når det ydmygt stiger ned fra sin tronstol. I fængslet så jeg det ske for nogle af de indsatte.

Sand ydmyghed er ikke at gøre sig til dørmåtte for at bære andre eller for at opnå anerkendelse. Dén anerkendelse er som sukker. Den smager godt, men kalorierne er hurtigt forbrændt.

Sand ydmyghed er derimod at forholde sig åbent og modtagende til hinanden, til livet og til Gud. At give slip på sine egne forbehold og trangen til at hævde sig selv og kontrollere sit liv. Give efter og kalde Guds rige til sig. Tænk, hvis vi kan øve os dagligt, så vi ikke behøver at blive slået omkuld af livet, førend vi kan bøje os og sige: Gud, vær mig synder nådig!

Lignelsen om farisæeren og tolderen (Lukas kapitel 18, 9-14)

v9 Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: v10 »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. v11 Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. v12 Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. v13 Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! v14 Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«