På tærsklen til et nyt kirkeår: Må Gud hjælpe os til at vove

Asser Skude. Sognepræst ved Kapernaum

Asser Skude, sognepræst i Bellahøj-Utterslev Sogn, funderer her over teksten og sin egen prædiken til kirkeårets og adventstidens første søndag. Foto: Scanpix. Foto: Ulrik Jantzen / Scanpix Denmark

Må søndagens evangelium lære os at tage imod nyt og vove at miste fodfæstet for at forandre os, skriver sognepræst Asser Skude

På tærsklen til et nyt kirkeår burde de fleste gøre sig tanker om det nye år. Men tanker er ikke nok. De nytårsforsætter, vi gør os, skal følges til dørs og ikke ende med tomme ord.

For vi er sat her med et formål, ligesom det hedder i dagens epistel hos Paulus: "For nu er frelsen os nærmere...dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på... iklæd jer Herren Jesus Kristus."

At "iklæde sig Kristus" er netop hvad vi gør, når vi modtager Jesu velsignelse. Dels når vi modtager den velsignelse, som Han rækker os ved dåben, dels når vi modtager den velsignelse, Han rækker os ved nadveren.

Med Guds hjælp kan vores liv bringes tilbage i den rette sammenhæng i forhold til vores relationer - som det var tænkt fra begyndelsen af - i ubekymrethed, hengivenhed, åbenhed, som præsten og filosoffen K.E. Løgstrup taler om.

Det er det, som vi på tærsklen til et nyt år er nødt til at forholde os til. Vil vi være parate til at møde det nye år, den nye tid med åbne og nye friske øjne? Vil og kan vi tåle at betale det, det vil koste os at gøre det bedre - af blod, sved og tårer?

Guds søn kom til denne verden for at forkynde, at nu ville Gud besøge sit folk. Han blev i dagens evangelium modtaget af Jerusalems borgere som den frelser, de ventede. Alle deres håb og drømme syntes nu at være opfyldt. Han var parat til dem. Men var de overhovedet parate til at modtage Ham?

Han ville give dem det mest kostbare af alt. Sig selv. Men var det det, de ønskede sig? Nej, for selvom de kaldte Ham "fredskongen", så var det underforstået, at han skulle være den som skænkede fred i kraft, af at han var en mægtig politisk figur, som var i stand til at bringe de omkringliggende lande i knæ med et overmåde stærkt militær. Han skulle være den nye Messias.

Men Han kom ikke som feltherre til Jerusalem. Han kom ikke riddende på en strids-hingst, men derimod et æsel og et trækdyrs føl. Æsel er her symbolet på hverdagslivet og trygheden: Han ville ikke give dem magt med sværdet eller vold. Og stemningen vendtes kort efter imod ham.

Hvad gjorde man ved en profet, hvis budskab man ikke kunne rumme? Man stimlede sammen, man hadede ham så meget for Hans ord, at man forsøgte at slå ham ihjel. Guds søn kom til verden for at frelse den, men verden kendte ham ikke. Sagt med Johannes' ord (Joh. 1,11f.) "Han kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham".

Måtte dagens evangelium tjene som en advarsel til dig og mig om ikke at begå samme fejl: At du og jeg ikke føler os så sikre og selvtilfredse, at vi ikke vil tage imod nyt og forsøge at forandre os. Måtte vi ikke handle af panisk angst for at miste det, vi har tilkæmpet os, men derimod være at åbne for at tage imod.

For at tage imod er netop hvad vi skal: Være parate til at omstille os og udvikle os. Forholde os positivt og åbent til livet: Som humoristen Storm P. sagde: "Hver gang 1 dør lukker i, er der 100 nye, der springer op."

For livet er vel om at være i stadig bevægelse? Livet er fuldt af forandring og bevægelse. Og derfor er livet vel om at vove, at satse og tage chancer, bevæge sig, udvikle sig, gøre alt for ikke at stå stille.

Livet er ikke om at fastholde det, som har været, livet er ikke at være bange for at miste det som var. For den som ikke vil flytte sig og lade sig bevæge med tiden, risikerer jo også at gro fast, krampagtigt og i sidste ende et umuligt projekt.

På tærsklen til en ny begyndelse, en ny tid, gælder det om at indprente sig Kierkegaards ord: "At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste sig selv."

Må Gud hjælpe os til at vove i det nye år, der kommer: At vove at elske, selvom vi risikerer at miste. At vove at give, selvom vi risikerer at noget tages fra os. At vove at lytte til andre, selvom vi risikerer, at de kan påvirke vores nuværende holdning.

- prædiken holdt første gang 2008 i Kapernaum kirke

Asser Skude er præst ved Bellahøj-Utterslev Sogn og har sin egen blog