Tro&tvivl

Opvokset med Grundtvig, formet af Kant og Kierkegaard

”Troen var en del af den måde, man tænkte gård og samfund,” siger Grethe Rostbøll om sin opvækst i et grundtvigsk miljø på en gård ved Hadsten. - Foto: Leif Tuxen

Barndommens grundtvigske højskolemiljø har lært tidligere kulturminister Grethe Rostbøll, at ansvarlighed følger med troen. Men pligtetikken fra filosoffen Immanuel Kant har betydet mere i voksenlivet

Hvordan vil du beskrive din tro?

Min tro er i høj grad præget af min opvækst i højskolemiljøet. Den er grundtvigsk, og det betyder for mig, at troen giver mig frihed, og at den tager afsæt i det liv, jeg lever i hverdagen. Troen betyder, at jeg har ansvar for det liv og de mennesker, der er omkring mig i min hverdag.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Begge mine forældre gik på højskole. Min far var senere bestyrer af landbruget på Rødding Højskole og meget aktiv i modstandsbevægelsen. Det har præget min opdragelse meget. Når jeg ser tilbage, er det tydeligt, at den religiøse holdning og det at tro på noget var en integreret del af, hvordan man levede sit liv i det miljø, mine forældre var en del af. Troen var en del af den måde, man tænkte gård og samfund. Grundtvigianerne var med til at bygge både kirker og maskinstationer. Den ansvarlighed, der fulgte med troen i mit barndomshjem, har jeg taget med mig. Det betyder, at jeg har bevaret kontakten til frimenigheder og friskoler. Jeg var endda så heldig, at jeg selv fik lov at bo på og lede en højskole i en årrække.

II miljøet, hvor jeg voksede op, var det en selvfølge, at der blev sunget morgensang og bedt Fadervor. Det stod ikke til diskussion. Det hørte simpelthen med til den måde, man levede sit liv på, og vi børn gjorde heller ikke oprør mod det. Der var næsten en eller anden form for frihedskarakter i, at det var så stor en selvfølge.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg synes ikke som sådan, jeg er blevet udfordret. Troen har jeg levet med altid.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Jeg er grundtvigsk opvokset, men i højere grad end Grundtvig, har Kierkegaard, Kant og Løgstrup været mine følgesvende. I hvert fald i forhold til, hvordan min livsholdning er formet. Den er udsprunget blandt andet af Kants kategoriske imperativ, der stiller krav til mine motiver. Det handler om, at jeg har pligt til at hjælpe min næste. Det bliver til en pligtetik. Der kunne man måske antyde en konflikt mellem dette og kristendommen. Bibelen siger jo, at man er frelst ved nåde, ikke gerninger, mens pligtetikken mener, at det ikke er nok at have gode motiver. Det må nødvendigvis også komme til udtryk i handlinger.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Den betyder, at de mennesker, jeg er tæt på, kan regne med mig, hvis de er i problemer eller har det skidt. Jeg dømmer ikke, og min hjælp til andre mennesker skal ikke afhænge af, om jeg er enig med dem.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg har spekuleret på, om det kunne være Karen Blixen. Hendes breve fra Afrika har betydet meget for mig. De vidner om, at hun var en meget stærk person - en fighter - der var parat til at stå op med mod og styrke. Men på den anden side er det nok i højere grad hos filosofferne, jeg tidligere har nævnt, at jeg henter åndelig næring.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Man skal være meget forsigtig med at give gode råd. Det er risikabelt. Mange har lyst til at give gode råd, og mange forsøger det. Men jeg tror ikke, at det altid er gode råd, mennesker har brug for. Ofte har man brug for at reflektere over tilværelsen med andre mennesker med åndeligt overskud. I bund og grund mener jeg ikke, at man kan give gode råd til andre. De skal selv nå frem til det, og det sker blandt andet gennem samtale. Samtalen er en god refleksion, og jeg tror, at måden, hvorpå man kommer til svaret, ofte ligger i at tale med et andet menneske om de vanskelige og svære spørgsmål, der ligger én på sinde.