Initiativprisen

Indvandrere mødes i mandeklub

Besøgende i mandeklubben i Esbjerg leger navneleg med en ballon. - Foto: Ole Jørn/Scanpix

I Esbjerg skaber en international mandeklub så stærkt et fællesskab, at konceptet er efterspurgt i flere andre sogne. Klubben er først og fremmest diakonal, men har også et missionalt formål

Tonen er allerede munter, da præsentationsrunden når til 39-årige Monday Michael fra Nigeria. Han rejser sig og præsenterer sig på et lidt vaklende dansk.

”Jeg har boet ét år og tre minutter i Danmark,” siger han til stor morskab for de andre, der hurtigt kommenterer muntert på den sproglige fadæse, mens Monday Michael tager hånden til hovedet og griner.

Vi befinder os i en international mandeklub i et selskabslokale ved Kvaglund Kirke i Esbjerg, hvor de 28 mænd i lokalet på skift præsenterer sig for de andre. I alt er 11 forskellige nationaliteter samlet, og spørger man, om de taler dansk, svarer de fleste ”lidt”. Præsentationsrunden foregår derfor også på et søgende dansk, men desto større er smilene og grinene. Og stemningen synes blot at blive lystigere, jo længere vi når rundt om det aflange bord, hvor mændene forinden har spist aftensmad sammen.

”Jeg underviser i dans, og kan da godt vise det, hvis du vil være damen,” lyder det fra den næste i rækken, 61-årige Erik Voldsgaard Jakobsen, henvendt til 34-årige Jens Jørgen Bjerg, der leder aftenen.

”Jah, altså nu?” svarer Jens Jørgen Bjerg lidt usikkert, hvorefter Erik Voldsgaard Jakobsen hurtigt hopper op fra stolen og giver ham en kvik og spontan svingom, mens humøret i lokalet stiger, for hver takt de to herrer tager i deres kluntede dans.

Mandeklubben er del af en større palet af tværkulturelt arbejde, der er samlet i Folkekirkens Tværkulturelle Center i Ribe Stift. Klubben blev dannet for to år siden efter inspiration fra en tilsvarende kvindegruppe i Kvaglund Kirke.

Mandeklubben er så succesfuld, at konceptet i dag er efterspurgt i flere omkringliggende sogne.

Hver anden gang mødes mændene til spisning og laver mad fra deres hjemlande. I aften er menuen en kyllingeret fra Eritrea. De resterende tirsdage holdes der bibelstudiegruppe forinden. Derudover samles mændene om et kolonihavehus og et cykelværksted, hvor de ordner cykler, der efterfølgende doneres til flygtninge.

Mændene bevæger sig udenfor og begynder en navneleg, hvor de skal gribe en ballon, inden den når jorden, hvis deres navn bliver nævnt. Selvom de fleste er midaldrende, leger de alle med, som var de unge drenge - indtil ballonen pludselig springer.

”Neeeej,” bliver der råbt rundt i rundkredsen og rystet på hovedet. Enkelte fortsætter dog muntert, selvom ballonen er væk.

”Jeg var med i klubben første gang for en uge siden og nød det virkelig,” forklarer Monday Michael fra Nigeria og forklarer videre:

”Dengang cyklede vi ud til statuerne ved havet. Der har jeg aldrig været før. Jeg nyder aktiviteterne og maden, som stammer fra forskellige lande. Det er underholdende, og det er dejligt at mærke den der internationale følelse, der er her. Og så får vi jo også snakket dansk. Jeg ville faktisk ønske, at jeg var begyndt at komme her tidligere.”

For de fleste er muligheden for at lære dansk en motivation for at komme, ligesom fællesskabet mændene imellem tydeligvis spiller en stor rolle. Selvom mandeklubben er en del af stiftets tværkulturelle arbejde, er den ikke forkyndende, forklarer stiftspræst Daniel Ettrup Larsen.

”Vi deler vores aktiviteter op i neutrale og religiøse rum, så man ikke bliver overrasket over, hvor man befinder sig. Og i det neutrale rum, som mandegruppen er, fokuserer vi på fællesskabet. Det er derfor først og fremmest en diakonal opgave. Men dernæst er det også missionalt. Det foregår bare mest i de personlige relationer, som vi danner, og hvor vi gerne taler om kristendom. Og så er det en hjælp for de kristne, der kommer til landet. For uden et fællesskab kunne de risikere at miste deres tro,” siger Daniel Ettrup Larsen.

De fleste mænd er kristne, andre muslimer, og enkelte ikke-troende. De religiøse forskelle synes dog ikke at optage mændene i klubben synderligt. Det er heller ikke tilfældet for 49-årige Said Dabbas, der er fra Damaskus i Syrien og en af muslimerne i klubben.

”Her er alle mulige religioner. Det er fint. Min far har lært mig, at forskellige religioner ikke er noget problem,” siger han og fortæller, at han håber at udvikle gode venskaber blandt de andre mænd i klubben:

”Som min bedstemor sagde: 'Hellere have en ven i nærheden end en bror, der bor langt væk'.”

Aktiviteterne slutter med fællessang - Grundtvigs ”I alle de riger og lande” - inden der stilles spil frem på bordene, mens fem frivillige tager sig af opvasken.

”Nu sørger du for, at fotografen får taget et billede af alt det porcelæn, de smadrer, ikke?”, bemærker en af de frivillige muntert i forbifarten.