Gammelt kapel bliver til kirke for socialt udsatte

Maria Krogsøe Mienert, her foran diakonikirken i Vejle, ønsker særligt at trække unge udsatte ind i det nye fællesskab. - Foto: Scanpix

Diakonipræst Maria Krogsøe Mienert i Vejle har holdt udendørs gudstjenester under højbanen i Vejle med socialt udsatte. Men nu er hun rykket ind i et kapel

Hvis man er uden for det gode selskab, er det er svært at møde op til gudstjeneste i sognekirken søndag formiddag, og derfor har de udsatte behov for et sted, hvor de føler sig velkomne. Det har de fået i Vejle, hvor diakonipræst Maria Krogsøe Mienert har fået lov at omdanne Østre Kapel til diakonikirke for Vejle Provsti.

”Kapellet stod tomt, og da jeg kom med idéen, mødte jeg en meget stor klangbund,” siger hun.

Diakonipræstens menighed er alkoholikerne og narkomanerne, dem som sidder på Korshærens varmestue, på værestederne og under højbanen, som er de udsattes mødested i Vejle.

”Det er dem, som ikke orker at gå i bad og ikke klarer at komme op søndag kl. 10.30, og for dem er det rigtig svært at være en del af det etablerede fællesskab,” siger Maria Krogsøe Mienert.

Diakonipræsten har en fortid som gade- og ungdomspræst i Esbjerg og blev i september sidste år ansat som diakonipræst i Vejle Provsti. Her har hun op til højtiderne holdt udendørs gudstjenester under højbanen og har fået stor respons.

Hun ser frem til at kunne holde gudstjenesterne under bedre forhold og understreger, at initiativet ikke skal ses som en kritik af byens sognekirker.

”Diakonikirken er for de udsatte og ensomme, for alle dem, som ikke synes, de kan komme i sognekirken. Diakonikirken er for alle dem, som føler, at de hører til her og har lyst til at komme,” siger hun.

Det gamle kapel er ganske stort og skal ikke kun bruges til kirke, men til mange forskellige aktiviteter.

Stem på din favorit til Initiativprisen her 

”Foreløbigt drives stedet af mig og et par frivillige, og så må vi se, hvad det kan udvikle sig til,” siger Maria Krogsøe Mienert.

Foruden de kendte grupper har hun også en særlig gruppe udsatte unge i tankerne.

”I takt med at vort velfærdssystem bliver dårligere og dårligere, er der flere og flere unge, som ikke har råd til mad, og så går de i Korshærens varmestue. Her kan de få byens billigste måltid og finde fællesskab, men det er ikke nogen god løsning. Fordi man er 18 år og på kontanthjælp eller uddannelsesstøtte, er man ikke automatisk varmestue-materiale. Det er alt for farligt, når man er ung og påvirkelig, og derfor vil vi forsøge at trække denne gruppe ned til os,” siger Vejles diakonipræst.

Den nye diakonikirke har holdt de første arrangementer, men hvor det ender, ved hun ikke.

”I det gamle kapel står der en smuk engel, som favner alle, og på samme måde vil vi forsøge at favne alle i diakonikirken og lade dem vide, at de er velkomne i fællesskabet,” siger Maria Krogsøe Mienert.