Initiativpris

De landlige tanker spirer i lille beskeden tænketank

Hvordan udvikles kirkens rolle i landområder? Det arbejdes der med i et af de syv projekter, som er i finalen i konkurrencen om Kristeligt Dagblads Initiativpris. Her Krogstrup Kirke på Sjælland. - Foto: Leif Tuxen

Kirken på landet skal ikke bare være en model af kirken i byen, mener forhenværende provst Holger Villadsen. Netværket Kirken på Landet er en affinalisterne i Kristeligt Dagblads initiativkonkurrence

”Byerne er kommet til at dominere så meget i det moderne samfund, at livet på landet også bliver målt med en by-norm, men kirken på landet skal ikke bare være en model af kirken i byen. Det stiller helt andre krav at være præst i et landsogn end at være præst i et bysogn med kolleger, kordegne og andre ansatte omkring sig,” siger forhenværende provst Holger Villadsen, Radsted ved Sakskøbing på Lolland, der er sekretær for arbejdsgruppen Kirken på Landet, som gennem de seneste tre år har set nærmere på kirken uden for byerne.

Arbejdet nåede tidligere i år et foreløbigt højdepunkt med en konference i Løgumkloster med deltagelse af kirkeminister Marianne Jelved (R). Nu er arbejdsgruppen gået sammen med Landsforeningen af menighedsråd om en undersøgelse af kirken på landet. Det er et arbejde, der støttes af Kirkeministeriets nye videnspulje.

Arbejdsgruppen begyndte som et lokalt initiativ i Lolland-Falsters Stift med støtte fra Grundtvigsk Forum og Teologisk Pædagogisk Center.

”Udgangspunktet var nok, at Danmark uden for byerne bliver talt så meget ned, og at man i tide og utide støder på begrebet 'Udkantsdanmark'. På den ene side var der en erkendelse af, at man nok har nogle problemer, men at man på den anden side også har nogle meget store muligheder på landet, som man skal sørge for at bevare og passe på,” siger Holger Villadsen.

Stem på din favorit til Initiativprisen her 

Selv har han bidraget med en række praktiske forslag, som bunder i hans tid som provst i et landprovsti på Vestlolland.

”Der er mange, som taler meget om at lukke kirker på landet, og de kommer ofte med en alt eller intet-tilgang, som jeg synes er helt forkert. Virkeligheden i mit provsti var en helt anden. Det var de færreste sogne, som havde gudstjeneste hver søndag, og oftest finder man jo en løsning et sted midt imellem,” siger han.

Holger Villadsen mener dog, at arbejdsgruppen først og fremmest har spillet en rolle som katalysator og ved at sætte en proces i gang.

”Det er lykkedes os at sætte fokus på nogle problemer og sætte nogle overvejelser i gang med den rigtige positive vinkling, men det er vanskeligere at pege på konkrete resultater. Vi har været en lille beskeden tænketank, og nogle af tankerne spirer,” siger han.

Arbejdsgruppen har bestået af menighedsrådsmedlemmer, præster og teologer, som har nok at se til i forvejen, og hvis arbejdet skal fortsætte, skal der flere kræfter til, påpeger Holger Villadsen:

”Vi er ved at forsøge at få ansat en person til at følge op på arbejdet i nogle år. En, som er betalt for det, og jeg tror, det er en nødvendighed, hvis arbejdet ikke skal gå i stå, og hvis vi skal omsætte den nye viden til nye muligheder,” siger Holger Villadsen.