Indføring

10 vigtigste ting i den kristne historie

Ved et stort kirkemøde i Nikæa i år 325 blev der igen udformet en trosbekendelse for at få fastslået, at Jesus Kristus både var helt Gud og helt menneske. Trosbekendelser blev altså til som et værn mod afvigende opfattelser.

Den kristne historie er historien om kirkens udvikling og fornyelser i opfattelsen af kristendommen. Især har Vesteuropas kristenhed været præget af begivenheder, der har betydet nye spring i kirkens udvikling. Dem kan du læse om her

Se tidslinje nederst i artiklen.

1. Apostelsmødet
Dette møde er den centrale begivenhed i den første kristenheds historie. På et møde i Jerusalem mellem Paulus på den ene side og ledelsen af den kristne menighed i Jerusalem med Jesu bror, Jakob i spidsen.

Mødet angik hvilke betingelser man skulle stille til ikke-jøder, der søgte om optagelse i den kristne menighed. Paulus var af den opfattelse, at ikke-jøder kunne optages i menigheden uden omskærelse og uden at skulle overholde Moseloven. De ledende i Jerusalem forlangte derimod, at ikke-jøder skulle via jødedommen for at blive kristne.

Paulus´ standpunkt sejrede, hvilket muliggjorde kristendommens udvikling til en universel religion uden etnisk binding.

Mødet omtales i Apostlenes Gerninger kap 15,1 30 og Galaterbrevet kap 2, 1- 10 og fandt sted cirka år 48.

2. Den kristne trosbekendelse og kanon
Allerede meget tidligt i kristendommens historie blev der udviklet en egentlig kristen lære.

En særlig betydning fik læren om, at Gud er én og dog tre, altså at Gud viser sig som Skaberen, Sønnen (Kristus) og Helligånden. Det blev en del af dåbsritualet, som den, der blev døbt, skulle sige ja til.

Den ældste fuldstændige trosbekendelse er den apostolske trosbekendelse, som kom til at fungere som kriterium for ret kristen lære.

Ved et stort kirkemøde i Nikæa i år 325 blev der igen udformet en trosbekendelse for at få fastslået, at Jesus Kristus både var helt Gud og helt menneske. Trosbekendelser blev altså til som et værn mod afvigende opfattelser.

På samme måde var det vigtigt at få fastslået, hvilke skrifter, der skulle gælde for at udgøre den kristne Bibel. Men først i år 367 fik man fastslået, at de bøger, som i dag udgør Bibelen, skulle være kanon, dvs. autoritative skrifter for kristendommen.

3. Kristendommen bliver Romerrigets religion
De kristne blev flere gange i de første århundreder udsat for forfølgelser fra de romerske kejsere. Men i begyndelsen af 300-tallet blev situationen en anden. Det skyldtes Romerrigets nye kejser, Konstantin den Store.

Efter at han havde tilkæmpet sig eneherredømmet gjorde han kristendommen til en tilladt religion på lige fod med Romerrigets officielle religion. Men kristendommen selv kunne ikke anerkende andre religioner ved sin side. Konstantin den Store valgte da at fremme kristendommen ved at bygge kirker, give penge til kirkens ledelse og arrangere kirkemøder.

I løbet af 300-tallet havde Romerriget reelt skiftet religion og i år 391 bestemte kejser Theodosius, at kristendommen skulle være statens religion. Alle andre religioner blev forbudt.

4. Europa bliver kristent
I løbet af 300- og 400-tallet bredte kristendommen sig til hele Romerriget, fra Nordafrika i syd til England i nord, mens grænsen mod øst nogenlunde fulgte Donaufloden.

Da Karl den Store o. år 800 blev kejser over et samlet Tyskland, Frankrig og Italien sørgede han for, at alle i hans rige blev kristne. Han forsøgte også mod nord, men Norden blev først kristent i løbet af 900-tallet. Og mod øst fulgte Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn med i det følgende århundrede. Dette blev så til den samlede katolske kristenhed med Rom som det kirkelige centrum.

I øst bredte kristendommen sig fra Grækenland og op i Balkanlandene og i slutningen af 900-tallet ind i Rusland. Konstantinopel blev efterhånden centrum for en østlig kristenhed, som mere og mere skilte sig ud fra den vestlige. Navnlig ville man ikke anerkende Roms biskop som pave og kristenhedens øverste leder. I 1054 kom det endelige brud mellem øst og vest.

5. Munkevæsenet
En afgørende kraft i kristendommens udbredelse og kulturelle og sociale virksomhed var munkevæsenet. Det var en italiensk eneboer, Benedikt fra Nursia (ca. 480-547), som fik den idé at samle andre fromme eneboer i et klosterfællesskab.

Benedikt udformede nu en regel for et fællesliv for munke. Man skulle aflægge et bindende løfte om altid 1) at forblive i klosteret, 2) at være lydig mod klosterets leder og 3) at leve i fattigdom og kyskhed.

Munkene dagligdag skulle deles mellem bøn og praktisk arbejde. Det første kloster, som Benedikt grundlagde, var på Monte Cassino i Italien. Herfra bredte klostrene sig i de næste århundreder ud over hele Vesteuropa.

6. Korstog og pilgrimsrejser
I løbet af 600 - 1000-tallet havde den islamiske religion bredt sig ud over Mellemøsten og Nordafrika og langt op i Spanien.

I 1095 opfordrede paven til korstog, dvs. en fælles organiseret indsats for at sikre adgang for de kristne til de hellige steder i Palæstina, som var erobret af muslimske herskere.

I løbet af de næste 200 år blev der organiseret korstog, hvor Europas fyrster og riddere forsøgte at erobre Jerusalem og de omkringliggende områder. Reelt lykkedes det for de kristne at fastholde en god del af Palæstina i hele 1100-tallet.

I middelalderen blev det populært med pilgrimsrejser. Man rejste til Jerusalem, Rom og Santiago de Compostela i den nordvestlige del af Spanien. For Jerusalem var stedet, hvor Jesus led og døde, i Rom var apostelen Peters grav - og i Santiago de Compostela var apostelen Jakob begravet, som i praksis var det vigtigste pilgrimsmål. Pilgrimsrejser finder stadig sted.

7. Reformationen
I 1500-tallet blev Vestkirken splittet og den protestantiske kirke opstod. Vesteuropa havde nu to store kirkesamfund: Den katolske kirke og den protestantiske.

Man kan sige, at det var en splittelse mellem søskende, som kulturelt og religiøst ellers stod hinanden nær. Reformation betyder gendannelse, nemlig gendannelse af kirken, sådan som den mentes at være oprindelig.

Det var den tyske munk, Martin Luther, der med sin protest med den katolske kirkes lære og autoritære ledelse startede den reformatoriske bevægelse.

Mest berømt er den protest mod den katolske kirkes lære om afladshandel, som Luther offentliggjorde i 1517. Herfra regnes starten på reformationen.

I løbet af to årtier havde den nordlige del af Europa kirkeligt løsrevet sig fra den katolske kirkes dominans. Reformationens kernepunkt var et folkeligt krav om, at den enkelte selv kunne forholde sig til det centrale i kristendommen uden at kirken med dens præsteskab stod som formidlere mellem Gud og mennesket.

8. Peterskirken og reform af den katolske kirke
Efter Luthers reformation og dannelsen af en række protestantiske kirker samlede den katolske kirke alle kræfter for at genvinde sin dominans i Europa. Ved et stort anlagt kirkemøde i midten af 1500-tallet strammede man op på kirkens lære og fik fjernet diverse vildfarelser bl.a. afladshandelen.

Der blev oprettet nye munkeordener, bl.a. jesuitterne, der med en grundig videnskabelig uddannelse skulle skabe respekt om kirken og være i fronten med udbredelse af kristendommen i den nyopdagede verden (Amerika og Asien).

Rom blev markeret som kirkens centrum med et stort anlagt byggeri af kirker. Den gamle kirke over Peters grav blev erstattet af en kæmpemæssig kirke. Det blev den nye Peterskirke, som man allerede havde påbegyndt omkring år 1500.

9. Kristendommen bliver verdensreligion
Med de store opdagelsesrejser i 1500-tallet fulgte nu en eksport af kristendommen til den nye verden. I Sydamerika, som blev opdaget og erobret af spaniere og portugisere, fik den katolske kirke et solidt fodfæste. Her er 90 % af befolkningen i dag katolikker.

Den protestantiske kirke slog derimod rod i Nordamerika, idet den store udvandring hertil kom fra den nordlige del af Europa.

Koloniseringen af Afrika, som for alvor tog fart i 1700- og 1800-tallet har bevirket, at godt halvdelen af befolkning i dag er kristne med lidt flere katolikker end protestanter. Endelig kom europæerne til Asien. Men religionerne her stod stærkt, så kun en tiendedel af Asiens befolkning kan regnes for kristne i dag.

10. Kirkerne mødes
I løbet af 1900-tallet blev der dannet en række sammenslutninger af protestantiske kirker. I første omgang var det for at kunne samarbejde om mission og social indsats. Men senere opstod der også et behov for at føre en dialog om forskelle og ligheder i den kristne lære.

I 1948 sluttede den østlige kirke, den ortodokse kirke sig til den såkaldte økumeniske bevægelse. Kirkernes Verdensråd blev dannet med i dag omkring 330 medlemskirker. Dog er den katolske kirke kun med på observatørplan.

I 1962 indkaldte den katolske kirkes pave (Johannes d. 23.) til et stort kirkemøde i Rom. Formålet med mødet var en nyorientering af kirken i forhold til den moderne tid. Kirkens isolation skulle brydes i forhold til kommunismen og de fremmede religioner. Gudstjenesten skulle nu holdes på modersmålet og menighedens aktivitet styrkes. Med dette kirkemøde ville kirken forberede sig på at gå ind i en ny tid.