Fra Peter til Pius - syv vigtige paver
Som den romersk-katolske kirkes øverste ledere har paverne gennem tiden haft stor indflydelse på historiens gang. Den første pave var apostlen Peter, som gik med Jesus. Men der har været flere markante skikkelser siden. Få et overblik her
Det kan være ret afgørende, hvem den romersk-katolske kirkes kardinaler vælger til pave. Paven bliver set som kirkens suveræne overhoved, der endda i særlige tilfælde kan udtale sig ufejlbarligt. Pavernes magt er vokset gennem tiderne og de har derfor også været grund til splittelse i kirken. Ortodokse og protestantiske kristne anerkender ikke den romersk-katolske pave som overhoved.
Der har i alt været 265 paver foruden et antal modpaver, der blev valgt i protest mod de siddende paver men ikke er blevet anerkendt af eftertiden som legitime paver. De nedenstående syv paver har haft stor betydning for paveembedets og hele kirkens historie.
Peter den første biskop i Rom
Apostlen Peter blev ifølge den romersk-katolske kirke indsat af Jesus selv som den første pave. Denne opfattelse støtter sig på nogle særlige bibelsteder, blandt andet Matt. 16,18-19, hvor Jesus siger: Du er Peter [græsk for klippe], og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.
En anden tekst, som katolikkerne bruger som argument for deres opfattelse, er slutningen af Johannesevangeliet, hvor Jesus tre gange formaner Peter med ordene Vær hyrde for mine får eller lignende (Joh. 21,15-17). Det menes, at Peter mod slutningen af sit liv bosatte sig i Rom og var leder for den kristne menighed der. Derfor betragter biskoppen af Rom som er pavens egentlige titel sig som Peters efterfølger og dermed hele kirkens suveræne leder.
Andre kristne betvivler dog den romersk-katolske kirkes tolkning. Man er enige om, at Peter havde en fremtrædende plads blandt apostlene, som man kan se i Apostlenes Gerninger. Men det er kun den romersk-katolske kirke, der mener, at Peter og hans efterfølgere har autoritet til at være kirkens eneste suveræne leder.
Det er tvivlsomt, om apostlen Peter selv betragtede sig som hele verdenskirkens leder. Der var også mange andre på hans tid, der blev betragtet som lige så store autoriteter, f.eks. Paulus. Både Peter og Paulus døde ifølge traditionen i Rom omkring midten af det første århundredes 60'ere under kejser Neros kristenforfølgelser. Den berømte Peterskirke i Rom en af verdens største kirker er bygget oven på det sted, hvor man mener, at Peter ligger begravet.
Pave Leo I forsvarer af paveembedets autoritet
Mens det er tvivlsomt, hvilken autoritet, apostlen Peter egentlig tilregnede sig selv, så er det ganske sikkert, at Leo den Første (også kendt som Leo den Store; pave 440-61) mente, at han selv havde en meget stor autoritet, fordi han var Peters efterfølger som biskop af Rom. Derfor kaldes han også nogle gange for den første pave selvom katolikkerne altså regner Peter selv for den første pave.
Leo regnes af den katolske kirke for doctor ecclesiæ kirkens lærer. Dette er en særlig titel, som den romersk-katolske kirke har givet til foreløbet 33 personer, der har haft en særlig indflydelse på kirkens lære. Leos bidrag til teologien er dels hans stærke forsvar for paveembedets autoritet og dels hans kamp mod monofysitter og pelagianere. Det var to afvigende grupper, som lavede splid i kirken på Leos tid.
|
Leo var en af hovedmændene bag Chalkedon-koncilet. Dette resulterede i et bekendelsesskrift, der endeligt definerede den rette lære om de omstridte emner: Kristi natur og treenigheden.
Derudover er Leo kendt for, at det lykkedes ham at få hunnerkongen Attila til at vende om, da han i 452 stod uden for Rom og var klar til at angribe byen. Hvorvidt det var Leos overtalelsesevner alene, der gjorde udfaldet, eller om han havde en bestikkelse med, er dog uvist.
Gregor I: Modvillig, men magtfuld pave
På den tid, da den vestromerske statsmagt var i hastigt forfald og den såkaldte mørke middelalder var ved at begynde, var Gregor den Første pave (590-604). Han var den første munk, der blev valgt til pave. Selvom han egentlig hellere ville være blevet i sit rolige kloster, blev han en af de mest aktive og indflydelsesrige paver nogensinde.
Da staten ikke magtede at sørge for den romerske befolkning efter nogle voldsomme oversvømmelser, tog Gregor over som en stærk administrator og sørgede for uddeling af korn. Dette var begyndelsen på den udvikling gennem middelalderen, hvor paven og kirken fik stor politisk betydning.
Ligesom Leo I kaldes Gregor også den Store, og også han har fået titlen doctor ecclesiæ. Hans bidrag til teologien drejer sig især om den praktiske side: gudstjeneste, spirituel praksis, præstens rolle i forhold til menigheden osv. Hans anvisninger på disse områder har haft en varig indflydelse på kirken, også efter middelalderen.
Gregor beundres ikke kun af katolikker, men også af mange østlige ortodokse og protestanter og det til trods for, at også han udvidede pavedømmets betydning. Netop pavedømmet er jo et afgørende problem i forholdet mellem katolikker og andre kristne. Blandt andet indførte Gregor to af pavens særlige titler: Servus servorum Dei (Guds tjeneres tjener) og Pontifex maximus (Den største brobygger, oprindeligt en titel for den romerske ypperstepræst).
Pave Gregor VII i magtkamp med kejseren
Ligesom Gregor den Første var Gregor den Syvende (pave 1073-85) oprindeligt benediktinermunk. Han huskes især for sin rolle i den såkaldte investiturstrid. Det var middelalderens mest betydningsfulde konflikt mellem kirke og stat, repræsenteret ved pave Gregor på den ene side og den tysk-romerske kejser Henrik IV på den anden side. Striden handlede om, hvem der havde ret til at indsætte (latin: investire) kirkelige ledere såsom biskopper og abbeder.
På dette tidspunkt var sammenblandingen af kirke og stat på sit højeste. Biskopperne var ikke kun religiøse leder men også politiske: De fungerede nærmest som en slags herremænd, som var forpligtet til at hjælpe fyrsten (f.eks. i krig) og til gengæld havde ret til at råde over en del af landet med alle de indtægter, som det medførte. Derfor mente fyrsterne også, at de skulle have ret til at udnævne biskopperne, ligesom de kunne udnævne andre herremænd. Omvendt mente pave Gregor, at han som den øverste biskop havde eneret til at udnævne biskopper.
Set fra kirkens side var striden et led i en større reformproces, den såkaldte gregorianske reform, opkaldt ikke efter Gregor VII men efter Gregor I, som Gregor VII så som sit store forbillede og derfor også havde taget sit pavenavn efter. Reformen gjorde op med nogle af de misbrug, der havde sneget sig ind i kirken i løbet af de foregående par århundreder. Reformen betød blandt andet, at forbuddet mod ægteskab blev håndhævet for alle gejstlige og at simoni (salg af kirkelige embeder) blev strengt forbudt.
Som en del af reformen blev det også besluttet, at paven ikke skulle vælges af kejseren som hidtil, men af en særlig gruppe af højtstående gejstlige: kardinalerne. Gregor VII var som ærkediakon i Rom med til at gennemføre denne beslutning, der var et direkte opgør med de tysk-romerske kejseres magt over kirken. Han var selv den anden pave, der blev valgt af kardinalerne og denne ordning er fortsat helt indtil nutiden.
I polemik mod kejsermagten hævdede Gregor, at den katolske kirke er og altid vil være fuldstændig ude af stand til at fejle. Denne ufejlbarlighed blev sikret af biskoppen af Rom, der som den eneste havde ret til at blive kaldt pave.
Striden med kejsermagten blev ikke løst i Gregors tid, men fandt først en foreløb løsning i 1122, da man nåede til et forlig: Worms-konkordatet, der betød en magtdeling mellem pave og kejser men ikke en adskikkelse af kirkelig og politisk magt.
Johannes XXII overflodsliv i Avignon
Under Johannes den Toogtyvende (pave 1316-34) kom pavestolen til at ligne mere og mere et verdsligt kongeligt hof med fornem levestandard, dyre garderober og overdådige banketter. Johannes var den anden af syv paver i den periode, da paverne regerede fra Avignon i Frankrig (1305-77). Johannes' forgænger, Clemens V, der ligesom Johannes var franskmand, havde flyttet pavestolen til Avignon for at være på afstand af stridighederne mellem de romerske adelsfamilier.
Som mange andre af senmiddelalderens paver var Johannes mere interesseret i den verdslige side af pavedømmet end af den religiøse side. Han øgede pavedømmets indtægtet og verdslige magt, men på den anden side fordømte han læren om pavens ufejlbarlighed mest for at kunne ændre på sine forgængeres beslutninger. Da den berømte filosof William fra Ockham kritiserede dette, ekskommunikerede Johannes ham. Også teologen og mystikeren Meister Eckhart blev fordømt af Johannes XXII.
Også Johannes XXII var i konflikt med den tysk-romerske kejser. Han nægtede at anerkende Ludvig IV af Bayern som kejser men bandlyste ham derimod som kætter. Som modtræk fik Ludvig i 1328 udnævnt en modpave Nicolaus V, som regerede i Rom, men som ikke er blevet anerkendt af eftertiden som legitim pave. Johannes og Nicolaus bandlyste gensidigt hinanden, men det endte med, at Nicolaus underkastede sig Johannes' autoritet og blev tilgivet. Ludvig derimod forblev i konflikt med Johannes og hans efterfølgere resten af sin regeringstid.
Pave Leo X ekskommunikerede Martin Luther
Ligesom Johannes den Toogtyvende var Leo den Tiende (pave 1513-21) også meget interesseret i den verdslige og økonomiske side af pavedømmet. Han var ud af den magtfulde florentinske købmandsfamilie Medici, ligesom flere andre paver i denne periode.
|
Allerede som 13-årig (i 1489) blev Leo udnævnt til kardinal af sin slægtning, pave Innocens VIII. Som 37-årig blev han valgt til pave den hidtil sidste pave, der ikke allerede var ordineret til præst. Da Leo var blevet valgt til pave, skrev han i et brev til sin bror: Eftersom Gud har givet os pavedømmet, så lad os nyde det. Leo var vild med renæssancekunst og flotte bygningsværker, og han hentede mange af tidens berømte kunstnere og arkitekter til Rom for blandt andet at arbejde på Peterskirken.
Byggerierne blev for en stor dels vedkommende finansieret gennem afladshandel. Da den tyske munk Martin Luther udgav sine 95 teser mod afladshandlen, havde han egentlig forventet, at paven ville give ham ret. Luther havde måske ikke gennemskuet, hvor store økonomiske interesser paven havde i handlen. I hvert fald blev Luther ekskommunikeret af pave Leo, og Leo gav dermed startskuddet til Reformationen.
Pius IX fastslog pavens ufejlbarlighed
Da Giovanni Mastai-Ferretti blev valgt til pave i 1846, blev han betragtet som en liberal og moderne kandidat. Men i løbet af sin regeringstid som pave Pius den Niende den længste regeringstid nogensinde for en pave: 1846-78 viste han sig tværtimod at blive en af de mest konservative paver i historien.
Pius IX var pave i en vanskelig tid for den romersk-katolske kirke. Den nationalistiske bølge strømmede hen over Italien, og da den italienske stat blev samlet i 1870, mistede pave Pius sin konkrete politiske magt. Indtil da havde paverne i over 1000 år regeret over et område i Italien kendt som Pavestaten.
Men Pius var også mere interesseret i interne forhold i den romersk-katolske kirke. Året før i 1869 havde kan sammenkaldt det Første Vatikankoncil. Mens det Andet Vatikankoncil (1962-65) ofte bliver set som et revolutionært koncil, der bragte den romersk-katolske kirke på omgangshøjde med samtiden, var det Første Vatikankoncil snarere rettet mod fastholdelse af den kirkelige tradition.
Dette koncil er mest kendt for at have fastslået dogmet om pavens ufejlbarlighed. Det betyder ikke, at alt hvad paven gør og siger, er ufejlbarligt, men han har ret til i særlige tilfælde at udtale sig ex cathedra fra stolen, altså Peters stol, idet Peter betragtes som den første pave, som senere paver har deres autoritet fra.
Pius selv brugte denne ret allerede i 1854, da han fastslog dogmet om jomfru Marias ubesmittede undfangelse. Pius selv var nemlig en dybt from mand, der nærede stor beundring for jomfru Maria. Men denne beslutning blev altså først endelig anerkendt som ufejlbarlig under Vatikankoncilet 15 år efter. Også en række andre tidligere pavelige beslutninger er blevet anerkendt som ufejlbarlige ex cathedra-udtalelser, f.eks. Leo I's brev, der definerede Kristi to naturer.