Indblik: Bispeembedets historie
Fra kirkefædre til kongelige embedsmænd - bisperollens historie fra oldkirken til i dag
Når en ny biskop bliver indsat i bispeembedet, træder han eller hun ind i en lang tradition, som går helt tilbage til den kristne kirkes begyndelse.
Tilsynsmænd
Titlen biskop stammer fra det græske ord epískopos, som betyder opsynsmand eller tilsynsmand. I Det Nye Testamente er det flere gange nævnt, at de første kristne menigheder havde sådanne tilsynsmænd blandt deres ledere. Der er dog store forskelle i forhold til senere tiders biskopper. Der kunne være flere tilsynsmænd eller biskopper i samme menighed (Fil. 1,1), og det er uklart, om tilsynsmændene var overordnet de andre ledere i menigheden (Tit. 1,5-9).
Omkring 100 e.Kr. begyndte bispeembedet mere at ligne det, vi kender fra senere tider. Kirkefaderen Ignatius var biskop i Antiokia på den tid. Han skrev en række breve til forskellige menigheder, mens han var på vej til Rom, hvor han blev henrettet som martyr. I disse breve gjorde han rede for biskoppens betydning. Han gjorde det klart, at biskoppen var den ubestridte leder i menigheden, og at der kun kunne være én biskop i menigheden ligesom der kun er én Gud.
På denne tid blev det også slået fast, at en præst skulle ordineres af en biskop, før han kunne virke som præst. Samtidig mente man, at en biskop kun kunne være en rigtig biskop, hvis han selv var indviet til det af en anden biskop. Man mente, at apostlene havde indviet de første biskopper. Derfor var man kun en rigtig biskop, hvis man var en del af en ubrudt række af biskopper, der kunne trækkes helt tilbage til apostlene. Dette kaldes den apostolske succession.
Den apostolske succession blev blandt andet brugt som argument imod kætterske bevægelser. Deres biskopper var nemlig typisk ikke en del af den ubrudte succesion. I mange kirker lægger man stadig stor vægt på den apostolske succession, bl.a. i den romerskkatolske kirke, den østlige ortodokse kirke og den anglikanske kirke. I den danske folkekirke blev den apostolske succession afbrudt ved reformationen, da de romerskkatolske biskopper blev afsat.
Mere magt til biskopperne
I løbet af oldtiden blev det sådan, at biskoppen ikke kun var leder for en enkelt menighed, men for alle menigheder i et større område et stift. I centrum for stiftet var normalt en større by, hvor biskoppen boede og var øverste leder for menigheden dér. Samtidig havde han ansvaret for at besøge de andre menigheder i stiftet og se efter, om alt gik ordentligt til.
I det fjerde århundrede blev kristendommen en lovlig religion i Romerriget, og snart blev kirken knyttet tæt sammen med den statslige administration. Den øverste biskop i en romersk provins blev nu kaldt for ærkebiskop. Det var nemlig blevet nødvendigt at have et hierarki blandt biskopperne, så det var klart, hvem der havde højest autoritet. Derfor opstod titler som ærkebiskop, patriark og pave.
Ved middelalderens begyndelse (omkring år 500) blev den romerske statsmagt efterhånden mere og mere svag. Kejserne og deres embedsmænd kunne ikke længere holde sammen på det store rige. I takt med at statsmagten blev svækket, fik biskopperne en større magt over hele samfundet, især i Vesteuropa. Kirken fik på denne tid hovedansvaret for omsorg for de fattige, og den fik efterhånden også store jordbesiddelser. Dette gav kirkens ledere, biskopperne, en stor magtbase. I middelalderen agerede biskopperne ofte mere som fyrster og statsmænd end som kirkeledere.
Fra pavekirke til statskirke
Da reformationen blev gennemført i Danmark i 1536, brød man forbindelsen til paven, som er biskop i Rom og den øverste biskop indenfor den romerskkatolske kirke. I stedet blev kirken knyttet tæt sammen med staten og kongen. Samtidig blev de gamle romersk-katolske biskopper i Danmark afsat.
Reformationen var blandt andet et opgør med det magtmisbrug, som nogle af kirkens ledere havde udøvet i middelalderen. Titlen biskop blev forbundet med dette magtmisbrug, og derfor indsatte man ikke nye biskopper, men i stedet superintendenter. Det er en latinsk titel, som betyder omtrent det samme som biskop, nemlig opsynsmand.
Superintendenterne var kongelige embedsmænd, som skulle holde øje med, at reformationen blev gennemført ordentligt. Efter nogle år mente man dog, at den lange titel var for besværlig. Derfor fik superintendenterne igen titel som biskopper. Man kunne jo også finde biskop-titlen i det Nye Testamente, som nævnt ovenfor.
Selv om de skiftede titel, blev biskopperne ved med at være kongelige embedsmænd, og det er de endnu i dag. Indtil 1922 blev de danske biskopper suverænt udpeget af kongen eller kirkeministeriet. Men siden 1922 har der været afholdt bispevalg, hver gang en af folkekirkens 10 biskopper er gået af. Ved bispevalget har alle præster og menighedsrådsmedlemmer i stiftet stemmeret.
Diskussion om biskoppernes rolle
I nogle andre kirkesamfund gik man mere drastisk til værks ved reformationen og afskaffede biskopperne helt. Det gjaldt især de kirkesamfund, der var påvirket af den franske reformator Jean Calvin. Denne form for kirke er stadig meget udbredt. Man kalder den presbyteriansk efter det græske ord presbyteros, der betyder ældste. Det skyldes, at man her kalder alle ledere for ældste (eller presbytere). Her tolker man nemlig det Nye Testamente sådan, at der ikke skal gøres forskel på ledertyperne ældste og tilsynsmand (biskop).
I den danske folkekirke har man stadig biskopper. Der er imidlertid en udbredt opfattelse af, at biskoppen ikke er overordnet præsterne. De har blot fået en særlig opgave som tilsynsmænd. Ikke desto mindre har de danske biskopper siden omkring 2. verdenskrig i stigende grad udtalt sig i fællesskab på vegne af kirken. Første gang det skete var i 1943. Da udsendte biskopperne en fælles protest mod den tyske besættelsesmagts behandling af de danske jøder.
I 1990'erne blev disse fælles udtalelser mere hyppige. Biskopperne udtalte sig blandt andet om den nye bibeloversættelse og om gudstjenesten autoriserede ritualer. Biskopperne sagde også et fælles nej på kirkens vegne til at underskrive to mellemkirkelige erklæringer: først Porvoo-erklæringen i 1995 og siden Fælleserklæringen om Retfærdiggørelse i 1998.