Kirkerummet indvies stadig som et helligt sted

Kirkens rum opfattes stadig som et helle set i lyset af Brorsons Kirkes rydning. Hvad kirkerummet egentlig kan bruges til har imidlertid ændret sig. Få en historisk oversigt her

Selv om de afviste asylsøgere blev fjernet fra Brorsons Kirke, hvor de havde søgt kirkeasyl, kan kirken stadig opfattes som et helle. Kirkebygningen giver rum til gudstjenester, kirkelige handlinger, personlig andagt, bøn og stilhed. Få her en historisk oversigt over kirkerummets betydning.

Kirken startede i private hjem
Den første gudstjeneste, som Ny Testamente kan fortælle om, er Jesu nadvermåltid med disciplene Skærtorsdag aften. Dette måltid fandt sted i et privathus. Den første kristne menighed samledes da også i et privat hjem om aftenen den første dag i ugen til et fællesmåltid, der blev indledt med velsignelsen af brød og vin.

På sine missionsrejser oprettede Paulus husmenigheder. Stedet, hvor menighederne kom sammen for at holde dåb, fejre nadveren og få del i det kristne evangelium gennem undervisning og forkyndelse, var altså midlertidigt.

Som oftest var det velhavende kristne familier, der stillede deres villa til rådighed. Kirken var altså fællesskabet af troende og dets fundament var den opstandne Kristus, sagde Paulus.

Overgangen fra hjem til kirkebygning
Overgangen fra husmenighed til egentlig kirkebygning finder vi eksempler på fra midten af 200-tallet. Den bedst bevarede er det kristne hus udgravet i Dura-Europos i den nordlige del af Irak. Bygningen var indrettet som en almindelig villa, men med særlige rum til dåb, gudstjeneste og undervisning.

I 391 bliver kristendommen Romerrigets statsreligion. Det satte for alvor gang i et egentligt kirkebyggeri. Grundformen var i den vestlige del af kristenheden den kejserlige hyldningssal, den rektangulære basilika. I øst blev grundformen det græske kors, dvs. et ligearmet kors.

I baslikaen blev alteret anbragt i den østlige ende. Den var udformet som et bord, hvor under der var en lukket kasse, hvori man om muligt anbragte levninger fra en martyr. Den begyndende kirkelige kunst bidrog yderligere til at understrege rummets særlige karakter. I dette rum var det hellige altså tilstede.

I den østlige, dvs. i den græske kirke, markerede man det helliges tilstedeværelse i kirkerummet ved at rejse en centralkuppel, hvor kirkens korsarme skar hinanden. I centralkuplen fremstillede man den himmeltronende Kristus.

Kirkens rum var altså mødestedet mellem den himmelske og den jordiske verden. Såvel den katolske som den ortodokse kirke har beholdt denne opfattelse.

Kirken blev ved lov til et tilflugtssted for flygtninge
Kirkerummets karakter af at være et helligt sted, førte konsekvent nok til en lovgivning for kirkens brug. Kirken skulle være et helle. Således forordnede kejser Theodosius den Store, der i øvrigt gjorde kristendommen til Romerrigets statsreligion, at kirken skulle være fristed for flygtninge.

Forfulgte, der havde søgt tilflugt i kirken, kunne kun udleveres med biskoppens tilladelse. Der måtte heller ikke udøves vold i kirken, ligesom våben ikke måtte medbringes i kirkens rum.

Henrettelsen af Knud den Hellige var et brud på loven
Denne opfattelse af kirken som et fredhelligt sted blev understreget i middelalderen. I 1086 blev Knud den Hellige og hans hirdmænd myrdet foran alteret i Odense domkirke. Det var et klart brud på datidens opfattelse af kirkefreden. Kong Knud blev helgenkåret og hans ben lagt under hovedalteret.

I de middelalderlige love blev der fastlagt straffe for krænkelse af kirkefreden. Drab forøvet i kirken eller på kirkens område blev straffet med fredløshed. Samme straf idømtes i øvrigt ved drab i privathjem eller under tingmøder. Brugte man iøvrigt våben i kirken med sår og andre skader til følge var straffen store pengebøder.

Loven om kirkefred bortfaldt i Danmark i 1866
Loven om kirkefreden blev herhjemme opretholdt gennem de følgende århundreder og gentaget i Danske Lov fra 1683. I 1866 vedtog rigsdagen en straffelov, hvor reglerne for kirkefred bortfaldt.

Bevidstheden om, at kirken er et helligt sted består stadig
Vi tager hatten af og sænker stemmen, når vi går ind i kirken. Kirkerummets særlige karakter af gudstjenesterum har bevirket, at der i tidens løb er fremsat en række love for kirkers brug.

Af lovene fremgår det, at kirken først og fremmest er til gudstjenestelig brug og kirkelige handlinger, men at kirken også kan anvendes til andet som f.eks. kirkekoncerter, foredrag mv. der ligger indenfor det kirkelige.

I praksis er brugen af kirkerummet blevet stærkt liberaliseret. Og det er alene menighedsråd og sognepræst, der afgør, hvad kirken kan bruges til ud over det gudstjenestelige.

Ifølge Luther er intet sted i sig selv helligt
Det blev klart understreget af Luther i hans opgør med den katolske kirke og dens helgendyrkelse, at intet sted i sig selv er helligt altså heller ikke kirken som rum og bygning. Hvad der alene helliger kirken er evangeliets forkyndelse. og fra Grundtvig har vi fået den opfattelse, at kirken er det sted, hvor Kristus er tilstede i sit ord og i dåbens og nadverens handlinger.

Nybyggede kirkerum indvies i dag som et helligt sted
At kirkerummet men ikke de tilstødende lokaler er noget særligt kommer til udtryk ved, at enhver nybygget kirke indvies.

I ritualet for kirkers indvielse, autoriseret 1992 hedder det i den indledende bøn: "Vi beder dig, at du vil være hos os med din velsignelse i dag, og hver gang din menighed samles her, så dette hus må være et helligt sted for os og kommende slægter, bygget til din ære.