Kristendommens udbredelse i de første århundreder

romerrigets

romerrigets udstrækning som var størst under kejser Trajan (98-117 e.Kr.)

Kristendommens udbredelse gennem 300

Kristendommens udbredelse gennem 300 år

Menneskelige, religiøse, geografiske og politiske faktorer var medvirkende til, at kristendommen bredte sig. Den kristne menighed blev til det, vi i dag forstår ved kirke

Paulus og missionærerne fik i løbet af nogle årtier kristendommen til at brede sig hastigt - endda til lande så langt væk som Italien. Det hang sammen med, at Jesu forkyndelse ikke var rettet mod nogle specielt udvalgte folk, men var for alle uanset nationalitet, stand og køn. Folk af lav stand har set det som et stort gode og har fået værdighed af at komme med i et fællesskab, hvor man holdt sammen. Folk af høj stand kan have været tiltrukket af den status, de velorganiserede kristne menigheder havde.

Budskabet om, at alle var lige over for Gud vandt genklang hos mange, og folk fra alle samfundsklasser har været tiltalt af budet om næstekærlighed og solidaritet. Nogle ville gerne give, nogle ville gerne have. Det gav sig helt konkret udslag i, at de kristne hjalp syge, fattige og andre nødlidende. Den tids syge blev ofte udstødt af samfundet, fordi man anså dem for angrebet af en ond magt, og dermed var de farlige for andre. Trods denne gængse indstilling tog de kristne sig af dem, og for den syge betød dette ikke blot pleje, men tillige at han fik en tilværelse sammen med andre mennesker, og ikke skulle leve som udstødt på grund af sin sygdom.

Jesus selv havde befalet apostlene at gøre alle folkeslag til hans disciple (Matthæusevangeliet kapitel 28 vers 16-20). Derfor blev det en slags motto for missionærerne og andre kristne, at budskabet skulle ud til hele verden. Et motto, som blev fulgt med iver.

Andre sekter og religioner, som fandtes på den tid, havde mange indviklede love og regler som skulle overholdes før frelsen blev en mulighed. Nogle regler var endda hemmelige, indtil man var blevet optaget i den pågældende sekt. Kristendommen var derimod meget enkel med kravet om at leve i næstekærlighed og solidaritet, og desuden var den åben om sit indhold.

Samtidig forventede mange kristne, at Gudsriget var lige om hjørnet, og derfor gjaldt det om at være med "på vognen", så man kunne blive frelst og få del i dette Gudsrige. Udsigten til at blive frelst ved en så enkel handling som at lade sig døbe - og så leve efter kravet om næstekærlighed og solidaritet - har tiltalt mange.

Folk rejste meget, og kristne handelsmænd, soldater, håndværkere og slaver bragte deres tro med rundt i Romerriget. Romerriget var stort, og det var velorganiseret. Et godt udbygget vejsystem mellem de store byer gjorde det nemt at komme omkring, og det var også fortrinsvis i byerne, at menighederne blev dannet. Især i hovedstaden Rom og i andre større byer var der stor interesse for det kulturelle og religiøse samtidig med, at folk var åbne over for nyt. Sproget har også haft betydning, og da græsk var hovedsprog i hele det romerske imperium, var det let for folk at kommunikere med hinanden.

I de første 30 - 40 år efter Jesu død tillod romermagten kristendommen, fordi den blev betragtet som en del af jødedommen, som var tilladt, og kristendommen kunne derfor brede sig frit. Senere, da kristendommen blev forbudt, har det virket fascinerende og tiltrækkende, at mennesker kunne holde fast i deres tro, selv om de fik konfiskeret deres ejendom, blev kastet i fængsel, tortureret og meget mere. (Herom i Kristendommen bliver statsreligion.)

Mange af de første kristne menigheder var fælles om alt, og ofte solgte de alt, hvad de ejede og delte ud til dem, der trængte til hjælp. Menighederne, som kaldte sig selv "Guds menighed" blev også kaldt "Guds kirke", fordi menighed og kirke betød det samme. Når man taler om den første kristne kirke, er der altså tale om den første forsamling eller menighed af kristne.

Med tiden går de bygninger, hvor menighederne samledes, over til at hedde kirker, og i det 2. århundrede begyndte man tillige at skabe bygninger, kirker, til det formål at samles i troen på Gud.