Påskefejring fra Jesu tid til idag

Jesus og hans disciple fejrede jødisk påske. Her skildret af Da Vinci i "Den sidste nadver". Foto: Web Gallery of Art

Den kristne påske har rødder i jødisk påske. Op igennem kirkehistorien har påskefejringen ændret karakter, og idag er der forskel på de forskellige kirkeretningers påsketraditioner

Påsken er en fest for Jesu opstandelse og fejres med rige kirkelige traditioner fordelt på fasten, Palmesøndag, stille-ugen, Skærtorsdag, Langfredag, Påskedag og 2. Påskedag.

Men den kristne påske har sine rødder i den jødiske tradition, hvor man primært mindes befrielsen og udvandringen af fangeskabet i Ægypten.

Den jødiske oprindelse

I 2. Mosebog kapitel 12 og 13 finder man den første beskrivelse af Påskefejringen i Det Gamle Testamente. Det omhandler den nat, Israel forlader fangeskabet i Ægypten, hvor folket blev givet nøje forskrifter for at afholde et måltid, der i sin form danner grunden for den jødiske påskefejring.

Til måltidet hørte slagtningen og tilberedningen af et mindre dyr, hvis blod skulle smøres på dørstolperne for at rede husstanden fra dødens engel, der ville drage gennem byen og dræbe alle de førstefødte børn.

I den jødiske tradition er påskefejringen, Pesach, således mindefesten om, at Gud reddede Israel og førte folket ud af Ægypten til det land, han ville give dem.

Dette fejrede man ved at slagte et påskelam i templet, som man derefter tog med hjem, hvor familien efter mørkets frembrud nød dette traditionsrige måltid, der blandt andet indebar, at dyret, der mindst skulle være et år gammelt, skulle steges helt.

Til kødet spiste man usyret brød og bitre urter og drak fire bærer vin. Til måltidet skulle man også have bundet sin kjortel op, samt have sandaler på og vandrestav i hånden, alt sammen til minde om den udvandring, som Israelitterne startede denne nat.

Måltidet, en slags hjemme-liturgi, skulle spises hurtigt, og indebar derudover flere pædagogiske elementer så som højtlæsninger fra Mosebøgerne. Således opfylder jøden i påske-ritualet budet: "På den dag skal du sige til din søn: Det er på grund af det, Herren gjorde for mig, da jeg drog ud af Ægypten" (2. Mosebog 13,8).

Overordnet set mindes jøderne således i påskefejringen de begivenheder som grundlagde det jødiske folk: Guds befrielse og udvandringen fra Ægypten.

De første kristne

Jesus var selv jøde og fejrede jødisk påske. På hans tid blev påsken oftest fejret i Jerusalem, hvorfor Jesus som 12-årig også valfarter med sine forældre til påskehøjtiden i Jerusalem. Sandsynligvis har de første kristne i længere tid fortsat med at fejre den jødiske påske, ligesom de også fortsat besøgte synagogen.

Med Jesu liv, død og opstandelse får påsken en helt ny betydning, en kristen betydning. Dette skyldes, at Jesus ifølge Bibelen tidsmæssigt døde og opstod midt i den jødiske påskefejring.

Den kristne påske handler således om Jesu død og opstandelse, hvilket for de kristne også er Guds frelseshandling, der har gyldighed ikke bare for jøderne, men for alle. Indholdsmæssigt overføres der således megen betydning fra den jødiske til den kristne påske-tradition.

I Det Nye Testamente kan man læse, hvordan Jesus fejrede den jødiske påske med disciplene i Jerusalem. Og det er netop ved påskemåltidet, Jesu sidste måltid før sin korsfæstelse, at Jesus fortæller og med det jødiske påskemåltid forklarer, hvad det er, der skal ske.

Denne omfortolkning af det jødiske påskemåltid, som Jesus foretager med brødet og vinen, er grundlæggelsen af det kristne nadverritual, som den kristne kirke fejrer hver søndag.

Således tages de jødiske traditioner og symboler med i den kristne påske og nadverfejring, som stadig omhandler Guds frelseshandlinger, dog ikke fra ægyptisk fangeskab, men fra synd og død. Derfor kaldes Kristus også offerlammet i den kristne nadvertradition.

Oldkirken indfører fastetiden

I oldkirken begynder man at få en forberedelsestid for påsken, og det bliver fastetiden, forklarer lektor i praktisk teologi Bent-Flemming Nielsen.

"Man begynder at fastlægge forskellige bibeltekster, som man skal læse, og som ordene siger: faste, for at forberede sig til påsken, som er den mest centrale højtid på kristen grund. Blandt andet var påskenat i den tidlige kirke dåbstermin. Det var den nat, hvor alle nye medlemmer af kirken efter at have gået til undervisning, det man kalder et katekumenat, deltog i en slags påskegudstjeneste, der varede natten mellem lørdag og påskemorgen, for så at blive døbt om morgenen i forventning om at få del i opstandelsen. Efterhånden som kirken bredte sig mere og mere ud og barnedåben vandt større og større indpas, så måtte man tage andre søndage i brug til dåb. Og det er sådan set den praksis vi er end op med i dag," siger han.

"Men vi fejrer ikke påsken samtidig med den jødiske påske. Det var allerede et punkt, hvor oldkirken i år 325 besluttede et nyt tidspunkt på året for påskefejring. Den jødiske påske blev holdt den 14. nissan (en bestemt dag i måneden) uanset hvilken ugedag det var. Men ved det kirkelige koncil i Nicæa i 325 blev det besluttet, at påsken skulle holdes på den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Sådan er det stadig. Og det var allerede en måde at kristianisere påsken på for de tidlige menigheder. Og tidsfastsættelsen, den er jo vigtig for en højtid".

I det store hele ændrer traditionerne sig ikke voldsomt op gennem middelalderen, men vægtlægningen af de forskellige symboler og ritualer tager sig forskelligt ud i øst- og vestkirken. Fælles er da, at påsken er kulminationen af en række mærkedage, med individuelle ritualer. Således er fasten fortsat en vigtig tradition, der indleder hele forløbet med adskillige messer frem til opstandelsesfesten.

Påske i øst- og vestkirken

Både den græsk-ortodokse og den romersk-katolske kirke har båret rige traditioner gennem hele middelalderen. Helt særligt for disse ritualer omkring påskehøjtiden er de meget symbolrige messer, hvor alle sanser sættes i spil. Dertil kommer at deltagelsen ved en påskehøjmesse ofte kræver alles aktivitet. Således indgår man deltagerne ved messen i en gennemspilning af ritualer til minde om begivenhederne omkring Jesu lidelser, død og opstandelse.

I den romersk-katolske kirke fejrer man blandt andet påsken med påskevigilien (latin: vigilare = at våge). Dette er en natmesse, som fejres påskenat (påskelørdag aften), hvor liturgien omhandler Kristi opstandelse.

Ved messen tænder man påskelyset som symbol på det nye liv. Dette bæres så op gennem den endnu mørke kirke og anbringes i koret, hvorefter påskelovsangen synges. Derefter følger syv bibellæsninger, som indeholder de vigtigste begivenheder fra verdens skabelse, over jødernes udfrielse af Ægypten til Kristi opstandelse.

Så synges der Gloria, mens der ringes med kirkens klokker. Derudover indvies dåbsvandet, dåbsløfterne fornyes, og der foretages til tider dåb, som er den praksis man har overtaget fra oldkirken. Den højtidelige messe slutter med nadver og velsignelse.

På lignende måde holder man påske i den ortodokse kirke, hvor også processioner rundt om kirkebygningen er en central del af ceremonien. Det er ligeledes en gammel skik i den ortodokse kirke at råbe Kristi opstandelse ud over tagene påskenat. Ligesom i den romersk katolske kirke er det lyset, der tændes i en mørk kirke, som bære den centrale symbolik.

I stole dele af ortodokse verden modtages lyset med fakkel fra Gravkirken i Jerusalem, hvor påskehøjtidens 'lysunder' finder sted hvert år. På denne måde binder påsken ortodokse kirker sammen med en ild, der udgår fra Jesu grav.

Den lutherske kirke

Det gælder alle de ritualer og gudstjenester, vi har i den danske folkekirke, at de er et udtryk for en reformation af den liturgi og de liturgier, der var i 1600-tallet i den romersk-katolske kirke, forklarer Bent-Flemming Nielsen.

"Lutherdommen gør typisk det, at den skærer ned på det, som den opfatter, som det mest udvendige af traditioner, skikke og liturgier, og lader det væsentlige blive stående. Man kan derfor sige, at vores traditioner og vores påsketradition på afgørende måde er bestemt af reformationstiden og reformatorerne".

Den nordiske lutherske tradition i Danmark rummer ikke så megen pomp og pragt og fest og heller ikke så megen liturgi, som man har andre steder i verden, også i lutherske kirker, mener Bent-Flemming Nielsen.

"Jeg har for eksempel for nogle år siden været i USA og jeg fejrede påske i en luthersk kirke. De havde altså nogle noget mere omfattende ritualer end dem, vi har her hos os, hvilket kom lidt bag på mig".

"Den påske, som den lutherske kirke holder, med de gudstjenester og ikke mindst de salmer, som vi har, rummer rigtig meget for eftertanken. Vi kan således fejre en meget fin og meningsgivende påske inden for folkekirkens rammer. Jeg synes ikke, man nødvendigvis skal gå hen og finde på noget nyt eller vende tilbage til noget gammelt, som er faldet bort i tidens løb. Jeg synes i høj grad, at man skal se på, hvad vi allerede har og prøve at finde ind i det".