Roskilde Domkirke er regenternes sidste hvilested

Roskilde Domkirke har siden middelalderen været kongehusets foretrukne gravkirke. Sidst den var i brug var også ved Dronning Ingrids begravelse i 2000

Roskilde Domkirke er både sognekirke og sidste hvilested for de fleste af landets regenter. Den store røde domkirke ligger midt i Roskilde by mellem fjorden og vikingeskibsmuseet på den ene side og stationen og den gamle middelalderby på den anden.

Et stykke stilhistorie

Gennem mere end 30 slægtled er der bygget på og omkring Roskilde Domkirke, der oprindelig er bygget som en gotisk kirke. Men de mange kapeller bygget i forskellige stilarter gør, at Roskilde Domkirke også er et stykke stil- og kirkehistorie, hvis lige næppe findes i Danmark. Årsagen skal selvfølgelig søges i, at kirken siden 1400-tallet har været kongehusets foretrukne gravkirke.

Det nuværende kirkebygning blev påbegyndt engang i 1170erne af biskop Absalon, og er den tredje eller måske fjerde kirke på lokaliteten.
Den første kirke på stedet var af træ og blev bygget af Harald Blåtand, der også menes at være stedt til hvile her.

Den næste kirke af frådsten blev opført af Harald Blåtands barnebarn Estrid, der var søster til Knud den Store og mor til Svend Estridsen. Men ingen af de kirker klarede tidens tand, og i stedet er det Absalons kirke, som i dag står som vartegn for både kongemagt og Roskilde.

Cirka 100 år efter påbegyndelsen stod teglstenskirken færdig omkring 1280. Cirka 1400 var de to vesttårne færdige, mens selve spirene er fra 1636. Det vil sige: Margretespiret over korsskæringen er dog fra første halvdel af 1400-tallet.

Kapellerne

Roskilde Domkirke rummer kun få kongegrave fra middelalderen. En markant undtagelse er Margrethe d. 1. Til gengæld hviler samtlige danske konger og næsten alle dronninger fra tiden efter reformationen i 1536 i Roskilde Domkirke.

De kongelige gravkapeller er: Christian d. 1.'s kapel fra omkring 1460, Christian d. 4.'s kapel fra omkring 1620., Frederik d. 5.'s kapel fra omkring1775, Christian d. 9.'s kapel, der også kaldes det Glücksborgske kapel, fra 1925 og endelig Kong Frederik d. 9.'s udendørs og ottekantede begravelsesplads fra 1985.

I 1995 blev Roskilde Domkirke i øvrigt optaget på Unescos liste over verdens umistelige kulturarv, den såkaldte World Heritage.

To af de regenter, som ligger i Roskilde Domkirke, er Margrethe d. 1. og Christian d. 4., der ofte fremhæves som de mest populære danske regenter gennem tiderne.

Margrethe d. 1.

Margrethe d. 1., som i virkeligheden aldrig var dronning af Danmark, men derimod Rigets fuldmyndige frue og husbond, er mest kendt for at være hende, der samlede Norden i Kalmarunionen. Hun levede 1353-1412. I dag ligger hun i sit flotte sarkofag bag alteret, men oprindelig lå hun foran højalteret på kirkens mest fornemme plads.

Som de fleste andre i middelalderen var Margrethe en stærkt troende katolik, og for hende betød det blandt andet at hun tilbragte megen tid hos den hellige Birgitta af Vadstena, som var Margrethes samtidige. Store gaver blev også givet til kirker og klostre blandt andet Roskilde Domkirke. Det var vigtigt at have Gud på sin side, mente Margrethe.

Christian d. 4.

Christian d. 4. mente ligesom Margrethe at et godt forhold til Gud var vigtigt, selvom han levede to århundreder senere og var ivrig protestant. Blandt andet deltog han med meget begrænset succes i 30-års-krigen, der var en stor europæisk krig mellem katolikker og protestanter.

Udover at sidde hele 60 år på tronen fra 1588 til 1648 er Christian d. 4. især kendt som byggekongen, der står bag blandt andet Rundetårn, Rosenborg, Børsen, Regensen, Holmens Kirke, Nyboder og Christianshavn.

På privatfronten er hans stormombruste ægteskab med Kirsten Munk berygtet sammen med myterne om kongens store lyst til dagligt at feste, drikke og spise igennem.

Men Christian d. 4. var også en mand, der levede i en tid, hvor heksebålene for alvor begyndte at flamme, og selv var han meget bange for netop troldkvinderne. Der findes flere sagn og historier om, hvorledes han var frygtede for at være forfulgt af alskens trolddom og især heksene.

I 1617 udsendte Christian d. 4. også den hekselov, der førte til de mest intense hekseforfølgelser i Danmark nogensinde.

Mest kendt er sagen om Maren Spliid, en uheldig borgerkone fra Ribe, som ellers var blevet frifundet ved Riber ret. Men anklageren sendte sagen til Højesteret, hvis øverste dommer var Christran d. 4., og dermed var Maren Spliids skæbne beseglet. Efter at være blevet torteret flere gange indrømmede hun at være en heks og blev derefter brændt på bålet.