På besøg hos en nordafrikansk kirkefader

Augustin forklarer de tilrejsende, at det er muligt at opretholde både nådens afgørende betydning og tanken om den frie vilje, skriver Mette Birkedal Bruun Foto: Arkivfoto

Jeg ville gerne have fulgt med de tre munke, der i år 427 opsøgte biskop Augustin af Hippos for at få svar på, om de havde levet forgæves, skriver professor Mette Birkedal Bruun

Udfordringen er tankevækkende. Ideen er vel, at fluen på væggen får en anden oplevelse af hændelser og mennesker i kirkehistorien end den, der læser de tekster, de har efterladt. En mere sanselig oplevelse, noget mere autentisk?

Tanken er ikke ny. Hvor tit har mænd og kvinder i kirkehistorien ikke drømt om at stå ved korsets fod for at komme sagens kerne nærmere. Men kommer man sagens kerne nærmere?

For mig er det de fysiske omstændigheder, der aftvinger den største nysgerrighed. Hvordan håndterede Konstantin mødeledelsen i Nikæa? Nåede Urban II ned til de bagerste rækker, da han udråbte korstog på en mark i Clermont?

Eller de menneskelige relationer: Hvad tænkte Héloise om Abelard, da hun sad i klosteret? Hvordan var omgangstonen mellem Luther og Melanchton?

Turen går til Hippo
Men jeg ville gerne have været en flue på væggen i 427, da tre munke fra klosteret i Hadrumentum (det nuværende Sousse i Tunesien) fik foretræde for biskop Augustin i Hippo (det nuværende Annaba i Algeriet). De havde rejst 200 km for at møde den vestlige kirkes største kirkefader.

Tidligere på året havde munken Florus været på biskop Evodius bibliotek i Uzalis (i det nuværende Tunesiens nordlige del). Her havde han fundet en kopi af et brev, som Augustin i 418 havde skrevet til præsten Sixtus om nåde og prædestination.

Her harcelerer Augustin over pelagianernes benægtelse af arvesynden. Brevet foruroliger Florus, og han sender en kopi til sine medbrødre i Hadrumentum, hvor det skaber uro og splid. 

Augustin skriver om Guds almagt og menneskets frie vilje
Hvis mennesket er syndigt og kun kan frelses ved Guds nåde, hvis menneskets egne handlinger ikke spiller nogen rolle, hvad betyder så livsførelsen? Kan man ikke bare forlade sig på nåden?

Abbed Valentinus sender de unge munke Felix og Cresconius, og siden endnu en Felix, af sted til Hippo for at få syn for sagn. Augustin forklarer de tilrejsende, at brevet er skrevet imod pelagianerne og belærer dem om, at det er muligt at opretholde både nådens afgørende betydning og tanken om den frie vilje.

Han vil have dem til at blive, så han kan få dem til at forstå synspunktet til bunds; men de vil hjem til påske. Undervejs sendes breve mellem de implicerede om forståelsen af udvalgte bibelsteder, om hvor vanskeligt det er at forstå, at Gud kan være almægtig og enerådende med hensyn til frelsen, at mennesket siden syndefaldet står i en grundtilstand af syndighed og at det alligevel giver mening at tale om, at det har en fri vilje.

Efter besøget skriver Augustin "De gratia et libero arbitrio" (Om nåden og den fri vilje) til munkene i Hadrumentum, hvor han udfolder spørgsmålet i detaljer og skriver et afgørende kapitel i vores kirkehistories diskussion af forholdet mellem nåden og den fri vilje.

Teksterne er ikke faldet ned fra himlen
Episoden minder os om, at vores kirkehistoriske tekster har to liv. De er tekster i deres egen ret; tekster, vi læser og kan forholde os til på tværs af afstande i tid og rum.

Ingen vil vel hævde, at Augustins skrift kun giver mening, hvis man har set tre, måske støvede og svedige, rejsende på bispekontoret i Hippo. Og det forbliver et åbent spørgsmål, om dén nordafrikanske kirkefader, vi møder i hans verden, er mere forståelig end ham, vi møder i teksterne.

Samtidigt viser historien, at teksterne ikke er faldet ned fra himlen. Næsten ti år gik der, før Florus opdagede Augustins brev i biblioteket; tohundrede kilometer måtte de tre munke rejse gennem det nordafrikanske landskab, før de kunne få biskoppens svar på, hvorvidt det liv, de havde valgt, var forgæves.

Også vi må nærme os teksterne med møjsommelighed. Gennem en forståelsesmæssig rejse, som ikke kan springes over. Heller ikke af en flue på væggen.

Mette Birkedal Bruun er professor i teologi ved Københavns Universitet
og forsker pt i cistercienserordenen