Kirken er Guds hus - ikke præstens

Daglig bøn, begge ben på jorden og opmærksomheden rettet mod kirkens frivillige og ansatte afværger, at egoet vokser sig så stort, at kirkegængerne ikke længere kan få øje på Gud, mener flere populære præster

Landet over er der præster, som på en særlig måde har gjort sig bemærket. Gennem landsdækkende tv, gudstjenester med et talstærkt fremmøde eller en stor personlighed er de blevet kendt ud over det enkelte sogns grænser. Kristeligt Dagblad har talt med fire markante præster om, hvordan det er at være en synlig profil i et levende kirkeliv. For dem alle er det vigtigt at bevare begge ben på jorden og pege på de medarbejdere, der er med til at give kirken det afgørende løft, som præsterne ikke kan klare alene. Alligevel har succesen indimellem sin pris, og stressen melder sig.

Esper Thidemann er præst i Christians Kirke i Århus, som ifølge tal fra Danmarks Statistik er landets bedst besøgte kirke. Ved søndagens højmesse taler han til flere hundrede mennesker i det ofte fyldte kirkerum. Bønnerne til Gud og samtalerne med sin kone minder ham om, at han ikke er centrum.

- Jo mere man er i fokus, jo større ydmyghed kræves der af én over for opgaven. Jeg kan komme til at tro, at det er mit værk og ikke Guds værk. Det er en stor fristelse, som jeg tror, alle præster kender til, siger Esper Thidemann og tilføjer:

- Mit bønsliv er en stor hjælp til at bevare ydmygheden, og min kone kan få mig ned på jorden. Når vi er i enrum, er hun den, der siger, hvad jeg ikke burde have sagt.

Faren for at miste fodfæste på grund af mediernes opmærksomhed er noget, Henrik Højlund kender til. Han er sognepræst i Løsning og Korning, og som månedens præst stod han i februar for fire højmesser i DR Kirken, som blev transmitteret på landsdækkende fjernsyn.

- Jeg har flere gange haft behov for at standse op, tænke mig om og trække følehornene til mig. Det er ikke let, hvis det går slag i slag, og den ene journalist tager den anden, siger han og uddyber:

- Det handler om at bevare troværdigheden og nærværet og ikke blive et menneske, der hele tiden skal være på, for så bliver man ikke andet end en ydre skal. Man bliver så bevidst om hele tiden at spejle sig i omgivelserne og ender som et omvandrende spejlbillede af, hvad andre tænker om én. Så er man milevidt fra det, som bør være det bærende som præst, nemlig et menneske, der lever i et dagligt forhold til Gud og formidler hans ord til andre, siger han.

Den daglige andagt hjælper tv-præsten til at bevare begge ben solidt plantet i den jyske muld.

- Det er en del af mit daglige liv, og det er enormt vigtigt, for det holder præstekaldet og forholdet til Gud levende, siger han og peger på, at sognets beboere også hjælper ham til at bevare fokus på præstegerningen.

- Det får mig helt ned på jorden igen, når jeg for eksempel besøger fru Jensen i sognet, som ikke har høje tanker om sig selv. Og så er det godt at have en familie, for dér holder image ikke et øjeblik.

Mikkel Wold er præst i Marmorkirken, som ved søndagens højmesse er en af Københavns mest fyldte kirker. Kirkebænkene indtages af særligt mange unge mennesker, og ifølge Mikkel Wold er halvdelen af kirkegængerne under 40 år. Han er opmærksom på, at man uden at ville promovere sig selv kan blive meget synlig som præst.

- Jeg gør meget for, at min profil fylder så lidt som muligt. Har man en markant personlighed, vil den selvfølgelig skinne igennem, men man skal arbejde på, at den ikke gør det. Gør man ikke det som præst, bør man finde noget andet at lave. Der er nemlig kun én, der er vigtig i gudstjenesten, og det er ikke præsten, siger Mikkel Wold, som i kraft af sin stilling oplever, at mange mennesker gerne vil tale med ham.

- Jeg har op til fire ugers ventetid på sjælesorg, og jeg giver mig tid til enhver, for jeg mener, at det skal være præsten, der tager sig af sjælesorgen, fortæller han.

Mikkel Wold er ene om sjælesorgen for sognets beboere, men han er langtfra alene om kirkens andre aktiviteter, og samarbejdet med kirkens ansatte spiller en afgørende rolle, når søndagens højmesse skal forberedes, understreger han.

- Vi forsøger i fællesskab at lave en klassisk gudstjeneste, som er af så god kvalitet som muligt. Kirketjenerne har en fabelagtig evne til at pynte kirken op og arrangere lyset, og organisten har et liturgisk flair, som gør, at musikken passer til teksterne og prædikenen. Musikken er en meget vigtig del af gudstjenesten for os, og under altergangen opføres musik af koret, som er på otte personer.

Kirken ville ikke fungere uden samarbejdet med kirkens ansatte og frivillige, mener Helge Pahus, som er præst i Karlslunde Strandkirke. Han har netop modtaget en pris af Roskilde Stift for at have skabt et levende og tiltrækkende miljø omkring kirken, oplyser stiftets biskop, Jan Lindhardt.

- Præsten er jo hovedforkynderen og derfor en væsentlig figur, men det er vigtigt at opfatte menigheden som et fællesskab, hvor alle har funktioner, som ikke kan undværes. Vi er en menighed med mange bolde i luften, men samtidig er der utroligt mange medledere - der er over hundrede, der har nøgle til kirken - og det kunne ikke fungere uden dem, siger Helge Pahus.

Esper Thidemann lægger vægt på samarbejdet såvel som det gode sammenhold mellem kollegerne.

- Det er en positiv oplevelse ved ens gerning, at man er så synlig, men den største betydning for kirken er, at vi er tre præster, som arbejder godt sammen, og at menigheden fornemmer, at vi har det godt sammen

Selvom de fire præster har masser af hjælpende hænder omkring sig, kender de alle til at have flere pligter, end der er timer til. Og så melder stressen sig.

- Det er en konstant udfordring ikke at have for travlt, og lige nu har jeg alt for travlt. Jeg er ikke gået ned på det, men pludselig er der et par uger, hvor jeg kan mærke, at humøret står lavt på barometeret, og arbejdsglæden er væk, siger Henrik Højlund og giver sig selv et godt råd:

- Umiddelbart må man gennemføre det, man skal. Men jeg forsøger så at presse nogle frikvarterer ind - en bio-graftur med konen eller en øl med en god ven.

Mikkel Wold har mærket travlheden på egen krop, selvom det mangeårige kald har givet nogle erfaringer.

- Efter 12 år har jeg lært meget, men jeg begår stadig fejl, og jeg har haft stress.

Det har både sine fordele og ulemper, at sognets beboere er glade for præsten og ønsker at samtale, mener Esper Thidemann.

- Det er glædeligt, men det har også sine belastninger. Man er nødt til at tage væk fra sognet, når man vil have fri, siger han.

Det kan Helge Pahus nikke genkendende til. For ham handler det om at komme langt væk og lade sig opsluge af noget helt andet end kirken.

- Der er perioder, hvor jeg føler mig flad. Så rejser jeg til Tjekkiet og kører med små skinnebusser, siger han.