Biskop: Vi forstår os selv bedre gennem det mellemkirkelige

I vores sekulariserede land har vi sandelig også traditioner for at tro. Traditioner og tro, som vi generøst kan og bør dele ud af til andre interesserede, skriver Peter Skov-Jakobsen, biskop i Københavns Stift

Det mellemkirkelige arbejde er båret af nysgerrighed og længsel efter at forstå de andre. I de forløbne år tror jeg, at flere og flere præster har læst anden teologi end den, der er fremstillet i deres hjemland. Ligesom vi på alle andre måder nu er trådt ind i samarbejde med andre nationer og verdensdele, således er vi nu også begyndt at indrette vores eftertanke tematisk.

LÆS OGSÅ: Blog: Knækker Kirkernes Verdensråd sig selv ved at italesætte uenighed?

Hvis vi står over for et sjælesørgerisk problem, et teologisk, et praktisk teologisk problem, søger vi ikke kun hos vores bekendte. Vi går over grænser for at få svar.

Yngre opsøger inspirationen over grænser
Vi er blevet glokale. Vores spirituelle og teologiske spørgsmål er selvfølgelig rettede efter vores opfattelse af samtiden, og det vi kæmper med til daglig; men vi er ikke bange for at søge svarene i andre sammenhænge. Vi leder efter autenticitet efter de rigtige ord de sande ord de befriende ord, og de kan godt komme fra en anden sammenhæng.

Nok er der mange modsætninger i verden; men det er min oplevelse, af yngre generationer er mere generøse end tidligere generationer, når det drejer sig om at tage inspiration til sig fra verden uden for vores grænser. Det mellemkirkelige kan ofte være et trin på stigen til at forstå sin egen situation bedre.

Grundtvig og palæstinenserne på samme spor
Da jeg for et par måneder siden oplevede den lutherske menighed i Betlehem, og så, hvad den arbejdsomme og tænksomme præst og teolog Mitri Raheb udrettede, mindede det hele mig om noget jeg kendte, men som nok var blevet så stor en selvfølgelighed, at det næsten truede med at glide ud af bevidstheden.

LÆS OGSÅ: - Både palæstinensere og israelere har brug for håb

En aften var der danseteater. Palæstinensere fra nær og fjern var kommet til Betlehem for at se det stykke, hvor der blev sunget og danset og sprogets vigtighed blev udtrykt. Her blev det fremført med krop og stemme, hvor vigtig Ånden i fortællingen, i sangen, sproget er, og at det alt sammen er med til at skabe et folk, der kommer til sig selv og bliver værdigt.

Det slog mig, mens jeg sad der, at det jo egentlig ikke var andet end det, jeg kendte fra vores egen sammenhæng som det grundtvigske projekt: fortællingen om sandheden, der udtrykkes af folket og for folket og i folket. Ord skal have liv og hjertelighed, de skal være meningsbærende og ikke bare besværgende, hvis et folk skal overleve. I Ånd og Sandhed læser vi i Johannesevangeliet, og det sidder man pludselig og oplever.

Men tanken standser naturligvis ikke dér. Man sidder ikke bare og glæder sig over genkendelsen. Oplevelsen af at have set ind i menneskers længsel og oplevet et folks vilje til at finde sandhed og frihed efterlader en længsel i én selv: hvordan kan jeg udtrykke den længsel i min egen sammenhæng? Hvad er det, der kalder på besindige ord i dag i min sammenhæng? Hvad er det der kalder på oprør? Hvad kalder på protest her midt i velfærden og konkurrencestaten?

Vi har sandelig også tradition for at tro
Disse spørgsmål vender mine tanker mod for eksempel den finske kirke. Her ved jeg, at man i årtier har studeret løs på vores lutherske tradition og erfaret den tradition ud fra en helligåndsteologisk oplevelse. Man har i årtier studeret på, hvordan de reformatoriske bevægelser også forandrede menneskers åndelige liv dybt.

Men mine tanker går også mod den anglikanske tradition, hvor man lever med et stærkt behov for hele tiden at udtrykke gudstjenesten her på jorden. Anglikanere siger altid, at enhver teologisk erkendelse skal prøves i gudstjenesten og ønsker dermed at påstå, at hvad der bedes om, længes efter i gudstjenesten også vedgår verden. Troen og menneskets handlinger, troen og etikken er altså nært forbundne.

Det er svært at sige, hvor den grænse er, som man ikke vil gå henover, når man altid er et menneske på vej henover grænser. For mit eget vedkommende synes jeg, at det ligegyldige, overfladiske og besværgende får én til at sige fra. Men det er jo ikke noget, der især gælder det mellemkirkelige. Det er en grænse, der også hævdes af en del af os i den hjemlige debat.

Besværgelser er båret af enten fanatisme eller tankeløshed eller begge dele, og ingen af delene kan efter min mening kræve noget menneskes respekt og tid, og er under alle omstændigheder en fornærmelse af menneskets gode vilje og intellekt.

LÆS OGSÅ: Kirkernes Verdensråd fremlægger befriende modigt dokument

Det mellemkirkelige er den naturlige nysgerrighed, en fond af viden, som er med til at udvide horisonten og forståelsen. I vores sekulariserede land har vi sandelig også traditioner for at tro. Traditioner og tro, som vi generøst kan og bør dele ud af til andre interesserede. Det går altid begge veje.

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og formand for Porvoo-fællesskabet (formandsskabet deles med den anglikanske biskop, Martin Wharton).