"Jeg omgås glad og gerne troende fra andre kirkesamfund"

Men det er alene i den ortodokse kirke, at sandhedens fylde er bevaret uden at lægge til eller trække fra, mener ortodoks præst Poul Sebbelov

Jeg ville ønske, at jeg og hele Gudsmoders Beskyttelses Menighed kunne være en del af folkekirken i Danmark. For vi er en menighed af ortodokse kristne, som er danske af tunge og id om end ikke alle af æt.

Vi lever vort kristne liv på dansk, og forholder os til den danske, folkelige virkelighed. Vi er ikke nogen emigrantmenighed, ej heller en menighed med naturligt tilhør langt fra Danmark. Vi er kort sagt en dansk menighed.

LÆS OGSÅ: Katolik: Hvilken rigdom har jeg ikke fået i mødet med andre kristne!

Som sagt jeg ville ønske, vi kunne være en del af folkekirken. Og var det ikke også dét, kirkefader Grundtvig forestillede sig: en folkets kirke, hvor der var plads til meget forskellige måder at forstå og udleve den kristne tro på?

Men som sagerne står, er der blot det problem ved projektet, at så ville vi være nødsaget til at godtage et biskoppeligt tilsyn defineret af og forpligtet på luthersk forståelse af kirke og kristenliv.

For vi ville vist nok ikke få lov til at forblive i ortodokst regi med en biskop, som står i den apostolske rækkefølge, og som er garanten for, at oldkirkens tro i den ortodokse kirke er bevaret fuldt og uforvansket.

LÆS OGSÅ: De ti vigtigste ting om den ortodokse kirke

Luther grundlagde ikke kirken
Jamen, den ortodokse kirke og kristendom er da heller ikke en del af dansk tradition, vil nogen måske indvende. Og den indvending kan synes rigtig set fra en markeret luthersk vinkel.

Men den har vel at mærke som forudsætning, at man indsnævrer perspektivet til de seneste små 500 års yderst lokale tradition.

Nogle af os, som er af en vis alder, husker tydeligt, hvordan vi i skolen lærte, at Martin Luther og Hans Tausen på det nærmeste var de egentlige grundlæggere af kristendommen. Og først senere gik det op for os, at den kristne tro og den kristne kirke er bygget på mere end 1500 års tradition forud for disse to.

Det gælder også i Danmark og for den danske kristenhed, at rødderne er langt ældre og dybere end den ramme, der sættes af Luther og Reformationen.

Vi repræsenterer den oprindelige kirke
Den ortodokse kirke i Danmark (det navn, vor menighed er registreret under) repræsenterer den oprindelige kirke, dén som kom til Danmark med Ansgar og Harald Blåtand.

Men i dagens Danmark er vi et forsvindende mindretal. Det forhold finder af og til nogle morsomme udtryk. Når det gælder det økumeniske, er vor menighed medlem af Danske Kirkers Råd, hvor man imidlertid har vanskeligt ved at placere os i den rette kategori.

Man opererer nemlig med folkekirken, den katolske kirke, frikirkerne og så de såkaldte immigrantmenigheder. Og den ortodokse kirke er ingen af delene.

LÆS OGSÅ: Ortodokse i Danmark

I den ortodokse kirke er sandhedens fylde bevaret
Gudsmoders Beskyttelses Menighed er en ortodoks menighed. At være ortodoks indebærer den principielle opfattelse, at alene i den ortodokse kirke er sandhedens fylde bevaret uden at lægge til eller trække fra.

Andre kristne kirkesamfund, de som gennem historien har udskilt sig fra den oprindelige (ortodokse) kirke, mangler på forskellige måder større eller mindre dele af den fulde og hele kristne sandhed.

Denne position forekommer nogle at være både hoven og eksklusiv. Det synes vi ikke selv. Men den er kernen i den ortodokse kirkeforståelse: at kirken er én og udelelig.

Ortodokse kristne abonnerer ikke på den såkaldte gren-teori (af engelsk: branch-theory), efter hvilken alle kirkesamfund tilsammen udgør kirken, blot på forskellige måder.

LÆS OGSÅ: Den kristne kirkes stamtræ

Vi vil gerne have fællesskab
Så meget som baggrund for at kunne svare på de stillede spørgsmål. Jeg omgås og samtaler glad og gerne med præster og troende fra andre kirkesamfund end den ortodokse kirke. I mangt og meget er jeg på god bølgelængde med danske lutherske og katolske kristne.

Deltagelsen i Danske Kirkers Råd finder jeg gavnlig, selv om ikke alt kan diskuteres dér, selv om der i nogle sager er uoverstigelige meningsforskelle, og selv om Rådet, naturligt nok, er præget af en klar folkekirkelig, altså luthersk dominans.

Grænsen går ved nadveren
Når det gælder grænserne for det økumeniske fællesskab, så er de enkle at definere: Vi kan samtale om ganske meget til gensidig inspiration og nedbrydning af fordomme, og vi kan, inden for rammerne af det mellemkirkelige, knytte personlige venskaber. Vi kan i et vist omfang også have fælles bøn.

Når det imidlertid gælder det fulde, kristne, sakramentale fællesskab, er det desværre ikke muligt. En ortodoks præst kan alene meddele nadver til ortodokse kristne, og ortodokse troende kan ikke modtage nadver andre steder end i den ortodokse kirke. Dér ligger den afgørende begrænsning for, hvor meget og hvor tæt vi kan engagere os med andre kristne.

Poul Sebbelov er præst i den ortodokse menighed Guds Moders Beskyttelse.