"Migrantkirkerne er en gave til vores danske kristendom"

Med globaliseringen følger bevidstheden om, at kristendommen er én blandt mange religioner og livssyn. Dette har i sig selv en enhedsskabende effekt. Når kristne kirker brændes af og kristne slås ihjel i Egypten sympatiserer vi instinktivt med dem som vores trossøskende. Vi begynder ikke først at analysere den koptiske kirkes teologi. Både de og vi er kristne, skriver Birger Nygaard, der er teolog i Folkekirkens Mission. Foto: Leif Tuxen.

Hos migrantkristne kan vi iagttage, hvordan kristentroen fungerer identitetsgivende, når vore traditioner og rødder i øvrigt rives op, mener teolog Birger Nygaard

Kirkernes Verdensråd blev dannet i 1948 med en fantastisk vision for at se verdens kirker aflægge fælles vidnesbyrd om, at der kun er én kirke, som vi alle hører til, skønt vi befinder os i forskellige lande og forskellige kirkesamfund.

LÆS OGSÅ: Vi skal værne om den fælles nadverfejring i folkekirken

Rådets opgave er at arbejde for denne synlige enhed. Det blev til det, vi kalder den økumeniske bevægelse.

Bevægelsen var livskraftig i den første generation. Det økumeniske blev en hjertesag for en række mennesker, som oplevede værdien af at relatere til og virke sammen tværkirkeligt. Men de sidste 20 år har Kirkernes Verdensråd kæmpet med både identitet og økonomi.

LÆS OGSÅ:
Tag tværkirkeligheden alvorligt

I dag er der tale om en ikke særlig stærk organisation og en økumenisk bevægelse, som kun få kæmper for. Kirkernes Verdensråd ved, at den i dag kun er én af flere spillere i globale økumeniske strømninger. Hvad er sket?

Den økumeniske virkelighed har på mange måder overhalet den økumeniske bevægelse:

Vilkårene er blevet ændret
Kirkernes Verdensråd var de første år i front med at skabe forbindelser på tværs af kirkesamfund. Men den tiltagende globalisering og hermed følgende bevidsthed om global forskellighed har drastisk ændret vilkårene for tværkirkelig kontakt.

Interaktion på tværs af lande, kulturer, sprog og kirker er blevet meget mere almindeligt. Det er ikke først og fremmest en sag for kirkebureaukrater, men noget, der sker almenmenneskeligt gennem international handel, global migration, turistindustrien med videre.

Så tværkirkelig kontakt og erfaring er nærmest umulig at undgå, hvis man bevæger sig lidt rundt i verden.

LÆS OGSÅ:
Hvad betyder globalisering for kristendom og islam?

Tusindvis af unge har på deres obligatoriske dannelsesrejse med rygsækken oplevet andre kirker og igennem dette personlige møde genkendt andre kirketraditioner som lige så legitime som deres egen. I denne verden kommer Kirkernes Verdensråd til at fremstå som en gammeldags og tung bevægelse.

Der opstod nye bevægelser
I 60erne og 70erne opstod en global karismatisk vækkelsesbevægelse, som berørte et meget stort antal kristne i rigtig mange kirkesamfund over hele verden. Denne bevægelse var en pendant til den pentekostale vækkelse, som netop havde evnen til at bevæge sig fra land til land og kultur til kultur.

Disse bevægelser fik et stærkere folkeligt gennemslag end den økumeniske bevægelse og fik som sådan stor økumenisk betydning både i og uden for kirker, der er med i Kirkernes Verdensråd.

Verden er blevet mindre
Med globaliseringen følger bevidstheden om, at kristendommen er én blandt mange religioner og livssyn. Dette har i sig selv en enhedsskabende effekt.

Når kristne kirker brændes af og kristne slås ihjel i Egypten sympatiserer vi instinktivt med dem som vores trossøskende. Vi begynder ikke først at analysere den koptiske kirkes teologi. Både de og vi er kristne!

LÆS OGSÅ:
Religion er en integreret del af globaliseringen

Denne globale udvikling har stærke paralleller i Danmark: En forholdsvis svag økumenisk bevægelse, som kun få er engageret i. Og en økumenisk åben kirkelighed med en bred erkendelse af, at også dem i andre kirkesamfund er kristne på deres måde.

Men sammen med en generelt større anerkendelse af de andre er de fleste af os stadig hjemmefødninge, der har det bedst inden for egen tradition og kun deltager i arrangementer på tværs ved særlige lejligheder.

Vi kan lærer af andre
De 250 migrantkirker i Danmark udfordrer os til større interaktion. Det sker allerede ved, at vi udlåner folkekirkebygninger til gudstjenestebrug for migrantmenigheder. Men det betyder normalt ikke, at sognemenigheden ønsker for tæt et fællesskab med migrantmenigheden.

Men disse migranter kan være en gave fra verdenskristenheden til vores danske kristendom. Hos dem kan vi iagttage, hvordan kristentroen fungerer identitetsgivende, når vore traditioner og rødder i øvrigt rives op.

Birger Nygaard er teolog og arbejder i Folkekirkens Mission.