Kristne kirker i Danmark

Den kristne grundstamme har i dag mange forgreninger. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

På kirkeministeriets liste over godkendte trossamfund er der mere end 50 navngivne kirkesamfund. Der er flere forskellige kirkesamfund i Danmark end der er politiske partier. Hvorfor er det sådan? Burde de kristne ikke frem for nogen kunne enes?

På kirkeministeriets liste over godkendte trossamfund er der mere end 50 navngivne kirkesamfund. Der er der både historiske og geografiske årsager til. Der er flest ortodokse kirker i Rusland og på Balkan, mens katolske kirker står stærkt i Sydeuropa og Sydamerika. I de engelsktalende lande står protestantiske kirker i forskellige forgreninger stærkest. I det ligeledes protestantiske Skandinavien er den lutherske forgrening næsten enerådende. Men hvorfor slår kirker, der ligner hinanden til forveksling sig ikke sammen?

Kristendom.dk har forelagt spørgsmålet om de mange kirker for professor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet, dr. theol. Viggo Mortensen. Han mener, at grunden er at finde i selve Bibelen.

"Kristendommen er jo ikke en religion men en oversættelsesbevægelse. Bibelen, der er de kristnes fælles grundlag, har en sådan karakter, at den skal oversættes, for at nye mennesker og kulturer skal kunne antage den. Den har en indbygget pluralisme, fordi den taler ind i kulturen og tager skikkelse derefter. Og det manifesterer sig nogle gange i nye kirkedannelser," siger Viggo Mortensen.

Der kan være noget om det Viggo Mortensen siger. Allerede da Markion i år 140 udgav sin version af Det Nye Testamente, gav det anledning til en splittelse af den kristne kirke. Han blev kirkehistoriens første kætter og blev udstødt af kirken. Han blev dog ikke kirkeløs af den grund, for han grundlagde sin egen kirke, der overlevede et par hundrede år. På reformationstiden var det Luthers udlægning af hvad der egentlig står om tro i Det Nye Testamente, der førte til, at protestanterne skilte sig ud fra katolikkerne. En ny tolkning i en ny kulturel situation kan føre en ny kirke med sig.

Men man kan også angive menneskers forskelle, som årsag. Nogle er til stilhed og meditation og bliver fascineret af mystik og er derfor tiltrukket af de ortodokse kirker. Andre synes bedst om en mangfoldighed af traditioner og tilslutter sig en katolsk kirke. Atter andre har det bedst i en protestantisk kirke, hvor prædikenen er central.

"Man kan selvfølgelig også se psykologisk på det, siger Viggo Mortensen. Mennesker er forskellige og det er naturligt, at de så hører budskabet forskelligt. Men det behøver ikke nødvendigvis at føre til nye kirker. Pietismen var for eksempel et åndeligt røre. Det har vi set inden for det, som i dag er Folkekirken med bl.a. Indre Mission, der i dag virker inden for kirken som en fornyende bevægelse".

Når kirkesamfund i dag forsøger at nærme sig hinanden og tale om hvordan en brobygning kunne være mulig, er det altid teologiske spørgsmål, der er på dagsordenen. Listen over stridspunkter kunne gøres meget lang. Højst på dagsordenen står dog spørgsmålet om præsten. Må det være en kvinde og hvad kan og må en præst?

"Der er en stor mangfoldighed blandt kirkerne i dag," siger Viggo Mortensen.

Men de er alligevel identificeret ved hvad de er fælles om - nemlig Bibelen, som er den kilde til kundskab, vi har om det kristne budskab. Der er tiltag til at slå bro mellem kirker, hvor man netop prøver at bygge på hvad der er fælles for alle kirker. Det ser vi i de økumeniske bevægelser, der udfører et meget vigtigt stykke arbejde.

På spørgsmålet om, hvordan han ville gribe sagen an, hvis han sad med tre repræsentanter for hver af de tre typer af kirker: ortodokse, katolske og protestantiske og opgaven var at bygge bro imellem dem, svarer Viggo Mortensen:

"Den afgørende forhindring i dag er spørgsmålet om præstens status. Det er på det spørgsmålet om de tre traditioner, du nævner, det for alvor er svært ved at mødes. Strategisk ville jeg derfor starte med det, som de har til fælles, og det er forpligtelsen på at forkynde budskabet om Jesus Kristus. Som kirker har vi alle modtaget en udfordring fra missionsbefalingen. Det næste spørgsmål gælder vanskeligheden med at realisere det, at føre det ud i livet. Vi er fælles om sendelsen (missionen, red.) og om vanskelighederne. Hvis vi kunne starte dér, så ville problemet om synet på præster være trængt i baggrunden og vi ville have en fælles problemstilling at arbejde ud fra.

I Danmark har Kirkeministeriet anerkendt 10 kristne trossamfund foruden folkekirken, som af staten har fået myndighed til at føre kirkebog og foretage navngivning og vielser med borgerlig gyldighed.

Derudover har ca. 50 kristne trossamfund uden for folkekirken fået myndighed til at foretage vielser. En del af disse ca. 60 forskellige kristne kirker har naturligvis meget til fælles og det kan ikke udelukkes at en del af kirkerne kun er adskilt af geografiske årsager og lignende.

Alligevel er forskellene i de fleste tilfælde store nok til, at de har skilt sig ud fra hinanden og ikke uden videre ville kunne slå sig sammen til én kirke, som Jesus bad om.

På verdensplan er billedet endnu mere broget med endnu flere kirker. Man kan dog groft set inddele alle kristne kirker i tre kategorier: Ortodokse kirker, katolske kirker og protestantiske kirker

Disse tre typer af kirker har alle dét til fælles, at de tror på den treenige Gud. Når der tales om den kristne kirke, er det altid en kirke, der falder inden for en af disse kategorier.