Pinsekirken

Australske John Mellor udfører healing i

Den australske prædikant John Mellor på besøg i Pinsekirken. Foto: Mogens Flindt / Scanpix Danmark

Da den moderne pinsebevægelse tog sin spæde begyndelse i USA i 1906, var tanken ikke at danne en ny kirke. På bare 100 år er pinsebevægelsen imidlertid blevet et af verdens hurtigst voksende kirkesamfund

Asien oplever det, Afrika oplever det. Amerika oplever det i syd og nord. Selv Europa oplever det. Tilslutningen til pinsekirkerne globalt er i eksplosiv vækst - ofte på bekostning af mere traditionelle og etablerede kirkesamfund som det lutherske, det anglikanske eller det romersk katolske. Og netop dette, at mange kristne forlader deres gamle kirker og søger over i pinsekirkerne er måske typisk for kirkens historiske oprindelse.

Da en metodistmenighed på Azuza Street i Los Angeles i 1906 følte, at Helligånden var over dem, blev denne oplevelse starten til et brud med de mere etablerede kirkesamfund. Bevægelsens stærke vægtning af Helligåndens frie virke passede dårligt ind i de gamle kirkers kristendomsforståelse og den naturlige konsekvens blev dannelsen af et nyt kirkesamfund.

At pinsekirkerne i dag trækker store skarer fra netop disse mere traditionelle kirker er måske et tegn på, at man med en sådan vægtning af Helligåndens virke har ramt en religiøs åre og en stil, som tiltaler mange mennesker. Selv mener kirken, at dens åndelige opgør med megen traditionel kristendoms vægt på ordets forkyndelse alene og med gamle kirkers stivnede forhold til embeder, ritualer og faste former er den primære konkrete årsag til, at pinsebevægelse er i fremgang.

Pinsekirken fremstår på mange måder som en moderne kirke, der i en dansk sammenhæng er karakteriseret af meget frie gudstjenester med nye salmer akkompagneret af elektrisk pop eller rock musik. Alligevel er det karakteristisk for kirken, at den søger tilbage til noget af det originale i den kristne tradition og forkyndelse. Selve navnets oprindelse i pinsens begivenheder, som de kan læses i Apostlenes Gerninger kapitel 2 vers 1-4, er også et udtryk for, at man ønsker at bygge menighed på samme grundlag som de første kristne menigheder.

Af samme grund er det typisk for kirken, at den ikke har nedfældet sin troslære eller bekendelse på skrift. Man holder sig til Bibelen, som man anser for Guds oprindeligt inspirerede ord og derfor tager som ufejlbarlige vidnesbyrd om Guds vilje med mennesker. Helligånden er så det element, der skal hjælpe menigheden og den enkelte troende til en nutidig forståelse af de bibelske skrifters inderste mening og betydning.

I det hele taget lægger Pinsekirken megen vægt på, at begrunde sin tro og praksis gennem bibelske vidnesbyrd. Dåben foregår ved fuld neddykning, idet man henviser til praksis blandt de første kristne, og man praktiserer såkaldt 'trosdåb' af voksne og ikke barnedåb, som de fleste andre kirker. Dåben af voksne henviser til Pinsekirkens vægtning af omvendelsen og troen på Jesus som en personlig frelser for det enkelte menneske.

Omvendelsen er på den vis en aktiv handling, hvor den troende skal kunne forstå den betydning, det har for én selv, at man nu vender sig helt og fuldt til Kristus. Vender man sig bort fra Kristus i dette liv, vil man heller ikke leve med Kristus efter døden, men opleve evig fortabelse.

Et særligt træk, som måske er det mest karakteristiske ved Pinsekirkens tro og lære, er den måde, Helligånden giver sig til kende dels gennem tungetale og dels gennem helbredelser ved bøn og håndspålæggelse i menigheden.

Tungetale er det fænomen, hvor enkelte eller flere af menighedens medlemmer under en trancelignende tilstand bryder ud i sang eller tale. Det sker spontant og normalt på et 'uforståeligt' sprog, som kun enkelte i menigheden er i stand til at 'oversætte' eller fortolke. Tungetalen menes, at indeholde budskaber direkte fra Gud, og spiller en stor rolle i pinsekirkernes tro og praksis.

Det samme gør helbredelse ved bøn og håndspålæggelse. I princippet er det muligt for alle i Pinsekirken at helbrede ved bøn og håndspålæggelse. Man har dog en udbredt forståelse af, at enkelte medlemmer har særlige 'nådegaver', der sætter dem i stand til at helbrede med stærkere helligåndskræfter end andre.

Globalt set er en række sådanne særligt stærke helbredere trådt frem, og enkelte har også besøgt Danmark fra tid til anden. Disse helbredelsesmøder i pinsekirkerne rundt om trækker naturligt nok stor opmærksomhed, men har også været udsat for en del kritik fra andre kirkesamfund og fra den traditionelle medicinske sagkundskab.

Pinsekirken har sit udspring i en række store åndelige vækkelser, som fandt sted i begyndelsen af det 20. århundrede. Konkret henlægger man kirkens oprindelse til metodistmenigheden på Azuza Street i Los Angeles i 1906. Herefter spredtes bevægelsen hurtigt til andre dele af USA og efter nogle få år også til store dele af Europa.

Skandinavien blev ret hurtigt en del af bevægelsen gennem en række fremtrædende norske og svenske evangelisters målrettede arbejde og allerede i 1908 blev der afholdt møder i Danmark, som førte til dannelsen af landets første pinsemenighed, Philadelphia menigheden, samme år. I dag har Pinsekirken i Danmark omkring 5100 medlemmer fordelt på ca. 50 menigheder over hele landet. Kirken mærker en del vækst i disse år, godt hjulpet på vej af et dygtigt PR arbejde.

Globalt set er Pinsekirken det hurtigst voksende kirkesamfund. Det skyldes formodentlig dels en institutionel træthed i de mere traditionelle kirkesamfund, dels en meget pågående missionsvirksomhed fra pinsekirkernes side, der indebærer såvel traditionelt evangeliserende missionsarbejde som en kraftig satsning på moderne elektroniske medier, radio, tv og internet. Der findes ingen præcise opgørelse over antallet af pinsemenigheder og medlemmer globalt. Konservative skøn siger omkring 115 millioner medlemmer mens andre kilder taler om op til 400 millioner.

Da Pinsekirken lægger megen vægt på den enkelte menigheds selvstyre er kirken i Danmark præget af at være en løs samling af enkeltmenigheder. Der findes dog en fælles hjemmeside, som fortæller om de grundlæggende trosforestillinger i kirken og om det missionsarbejde, skolearbejde og børne- og ungdomsarbejde, kirken er engageret i. Pinsekirken i Danmark som sådan er da heller ikke godkendt som trossamfund af Kirkeministeriet, mens en række enkelte menigheder dog har opnået denne status.

Globalt set er der ingen samlende organisation, som kan siges at omfatte alle pinsekirker. Dog øver en række af de store amerikanske pinsemenigheder en ikke ubetydelig indflydelse på mindre kirker rundt om i verden.