16.000 ufødte børn dræbes årligt

Svend Løbner Madsen er egentlig uddannet grafiker og har siden taget en journalistuddannelse. Begge dele kan ...

Om 100 år vil man undre sig over kirkens tavshed og selvoptagethed i dag. Kirken skulle tale uretfærdigheden imod. Kirken skulle tage sig af de svage. Men kirken stod handlingslammet. Og lod i virkeligheden også kvinderne i stikken, mener Svend Løbner. Foto: Leif Tuxen.

De få, der tør tale imod disse uhyrligheder, bliver betragtet som sære og ekstreme. Men hvem er det i virkeligheden, der går til yderligheder, spørger præst og journalist Svend Løbner

Den 23. maj er det 40 år siden, det danske folketing legaliserede drab på ufødte børn. Eftertiden vil se tilbage på disse år som en periode, hvor kynismen fik overtaget over kærligheden. Man vil undre sig over, hvordan et sådant folkedrab kunne finde sted i en kristen kultur. Og man vil spørge: Hvor var kirken?

Hvor børn tidligere var kærlighedsfrugter, man glædede sig over og indrettede sig efter, er børn nu blevet et møbel, en brik i et selvrealiseringsprojekt eller en drøm om den perfekte familie. Passer de ikke ind - fordi de kom midt i en uddannelse, fordi de havde særlige udfordringer, fordi de havde det forkerte køn, fordi vi ikke kan overskue det økonomisk, eller fordi vi bare ikke har plads til flere på bilens bagsæde - så skiller vi os bare af med dem.

LÆS OGSÅ:
Etik kan ikke løsrives fra Bibelen

I 40 år har op mod 800.000 små danske børn måttet lade livet på den konto. I øjeblikket dræbes 16.000 ufødte børn årligt på danske sygehuse. Det er over 40 om dagen. Hvis ikke det er kold kynisme, så ved jeg ikke, hvad det er. Det er i hvert fald ikke de varme hænder, der hele tiden efterlyses i sundhedssektoren.

Veluddannede voksne er bødler
Jo, vi vil vise omsorg for mennesket fra vugge til grav. Men ikke fra befrugtning til fødsel. Livmoderen har vist sig at være det farligste sted, et barn kan opholde sig. Barnet er helt overladt til voksnes forgodtbefindende. Veluddannede og oplyste voksne er både dommer og bøddel over små uskyldige menneskebørn, der ikke har en chance for at forsvare sig. Uretfærdigheden råber jo til himlen! Men samfundet vender det døve øre til. Ingen politiske partier har længere mod til at protestere. Og kirken er mere optaget af sin egen overlevelse. Og de få, der tør tale imod disse uhyrligheder, bliver betragtet som sære og ekstreme. Men hvem er det i virkeligheden, der går til yderligheder?

Lad os se 100 år frem i tiden. Da vil man kigge tilbage på denne periode på samme måde, som vi i dag ser tilbage på kommunismens indtog i Kina og Sovjetunionen. Eller kolonimagternes overgreb på oprindelige folkeslag i Australien, Afrika og Amerika. Eller på Første og Anden Verdenskrigs drab og ødelæggelser. Man vil ikke kun græmme sig over menneskers ondskab, men også undre sig over kirkens ligegyldighed.

LÆS OGSÅ:Kan abort tilgives?

Hvorfor samarbejdede den ortodokse kirke med kommunismen, hvorfor understøttede den reformerte kirke apartheidregimet i Sydafrika, og hvorfor samarbejdede den lutherske kirke i det store og hele med nazisterne? På samme måde vil man undre sig over kirkens tavshed og selvoptagethed i dag.

Kirken skulle tale uretfærdigheden imod. Kirken skulle tage sig af de svage. Men kirken stod handlingslammet. Og lod i virkeligheden også kvinderne i stikken. Kirken kunne rådgive kvinderne og vise dem et alternativ til abort. De kunne tilbyde hjælp og penge til at tage imod de nyfødte. De kunne forkynde evangeliet om tilgivelse til dem, der må leve med samvittighedskvaler efter en abort. Det sker kun gennem små frivillige foreninger i dag, men burde ske gennem den kirke, der har pondus med 80 procent af danskerne i ryggen.

Om 100 år vil man se tilbage på vores tid som kynismens periode. Et samfund, som systematisk dræber sine egne indbyggere, har nemlig nået bunden. Og da må andre træde til og stoppe folkemordet. Derfor angreb de allierede Irak. Derfor greb NATO ind over for Libyen. Og derfor burde FN have grebet ind i Rwanda.

Kirken bør hjælpe ofrene
Kirken har et særligt ansvar, fordi den repræsenterer en stemme, som er uafhængig af folkeopinionen. Gud skal ikke genvælges, Bibelen skal ikke reformeres, og kristendommens historie kan ikke skrives om. Præsterne er sat til at forkynde evangeliet ud fra Bibelen om Gud søndag efter søndag. Her lyder en stemme, der siger noget, vi ikke kan sige os selv. Her forkyndes holdninger, der ikke er resultat af forhandling. Her er et lys, et håb, en trøst, som de fleste tyr til, når krisen kradser eller livet skal fejres.

Men er kirken andet end en ceremonianstalt? Ja! Men så skal Gud, Bibel og evangelium ikke blot forkyndes som noget, der blev sagt engang. Budskabet er lige så relevant i dag, som det altid har været. Og det bør forkyndes vidt og bredt også udenfor kirkens mure. Der står om Jesus, at han var fuld af nåde og sandhed. Kirken er kanal for disse værdier. Derfor bør den - og vi både hjælpe de børn og kvinder, som er ofre for 40 års abortlovgivning og sige sandheden om disse systematiske overgreb på befolkningen - uanset hvor upopulært det måtte være.

Det vil nemlig gå over i historien. Og måske rette op på kirkens eftermæle.

Svend Løbner er præst, journalist og direktør for Kirkeligt Medieakademi og skriver kommentaren på kristendom.dk.