Kommentaren

Folkekirkereform: Staten skal forblive under indflydelse af kristendommen

Reformer bør tage udgangspunkt i gældende sædvaner og med stor varsomhed, så det vil være muligt at skifte retning undervejs, efter hvad indhøstede erfaringer måtte tilsige, skriver valgmenighedspræst Morten Kvist

Der er flere gode grunde til at reformere folkekirkens styrelse, hvoraf det faldende medlemstal og afkristningen af Europa er de vigtigste, skriver valgmenighedspræst Morten Kvist

Der er en reform af folkekirkens styrelse på vej. Der er i princippet to steder at tænke reformen fra. Fra organisationen som sådan. Det er, hvad et udvalgsflertal foreslår (jf. Betænkning 1544). Eller man kan tage udgangspunkt i de enkelte sogne og menigheder. Det vil jeg gerne plædere for.

Der er flere gode grunde til at reformere folkekirkens styrelse, hvoraf det faldende medlemstal, især det faldende dåbstal, og afkristningen af Europa er de vigtigste.

For at kunne imødegå denne udvikling må folkekirken formentlig i stigende grad gøre opmærksom på sig selv som trossamfund og må indrette arbejdet herefter. Den kan ikke længere agere blot som en selvfølgelig del af det danske samfund.
 
Staten skal forblive under indflydelse af kristendommen 
Det kalder på andre organisationsformer med mere afstand til staten, men ikke sådanne, som har organisationen i centrum, men derimod selvforvaltning og samarbejde mellem de enkelte menigheder.
Samtidig er det i folkets og folkekirkens interesse, at staten forbliver under indflydelse af kristendommen. Dels for at bevare dens sekulære status, så forvaltningen ikke kan hvile på en guddommelig lov. Dels for til stadighed at gøre staten opmærksom på dens egen begrænsning. Staten kan til gengæld kræve visse regler overholdt for at understøtte og beskytte folkekirken.
 
Det forudsætter på én gang reformer og et forpligtet, lovfæstet forhold mellem stat og kirke.

Reformer bør tage udgangspunkt i gældende sædvaner og med stor varsomhed, så det vil være muligt at skifte retning undervejs, efter hvad indhøstede erfaringer måtte tilsige.
 
Folkekirken er ikke enhed, men flerhed 
Samtidig er det vigtigt at slå fast, at folkekirken ikke er en mere eller mindre strømlinet enhed, men en flerhed, der består af enkelte, principielt selvorganiserende menigheder. Enheden er alene enighed om evangeliets lære og bekendelsen af troen (Jf. Henrik Gade Jensens i KD d. 6-5-14).

Organisation og reformer må ikke være i modstrid hermed, hvilket meget nemt kan ske med etableringen af et Folkekirkens Fællesudvalg som foreslået er udvalgsflertallet. Det vil med en art demokratisk legitimitet, der kan sætte en teologisk legitimitet ud af kraft, let kunne tillægges eller måske endda tiltage sig definitionsretten over, hvad kirke og kristendom skal være i Danmark.

Jeg vil derfor henlede opmærksomheden på følgende i forbindelse med udarbejdelse af en reform:

1.
En reform skal bygges op omkring den selvforvaltende og samarbejdende menighed. Det er afgørende, at Folketinget og især Finansministeriet kommer overens med, at folkekirken ikke er et departement under staten på linje med andre, der kan administreres som sådan (forskellen på statskirke og folkekirke). De enkelte menigheder skal have frihed til selv at vælge økonomisk styring, budget, revision etc., og hvem de vil samarbejde med. Det vil medføre ændringer i provstiernes arbejde og status, herunder provstiernes indskrænkning til at varetage økonomisk koordinering.

Menighedsråd bør kunne vælges som til en forening med årlig generalforsamling, aflæggelse af beretning, valg m.v. Et sogn skal kunne vælge, om man vil benytte en sådan foreningsmodel eller den nugældende.

2.
En reform bør tage udgangspunkt i oprettelsen af et Folkekirkens Økonomiudvalg, som foreslået af Charlotte Dyremose, som er det mindst vidtgående af de tre fremlagte forslag. En lov om Folkekirkens Økonomiudvalg skal have begrænset varighed, således at den efter for eksempel fem år evalueres, og der tages stilling til, om udvalgets sammensætning og kompetence skal ændres.

Samtidig bliver det økonomiudvalgets ansvar på baggrund af princippet om så meget selvforvaltning som muligt og samarbejde mellem de enkelte menigheder, at der kan foreslås administrative forenklinger og afbureaukratisering, så byrden af udenværker for menigheder og præster lettes.

På denne måde vil reformer kunne indføres langsommere og med større folkelig forståelse, og det primære fokus vil være menighedernes ve og vel, ikke organisationens. Hidtil har der ikke været meget enighed om nødvendigheden af reformer og hvilke, hvorfor der er grund til at være forsigtig.

Med indførelsen af en stor reform som foreslået af udvalgets flertal vil det i lang tid fremover blive vanskeligt at lave ændringer. Det er lettere at ændre hen mod at være et udvalg med kompetence (Britta Schall Holbergs forslag)end fra at være det. Det er menighedernes og præsternes frihed, som står på spil, hvilket er nok en grund til at være forsigtig.

3.
Hver gang der oprettes et nyt administrativt led, bør der også nedlægges et. Stiftssamrådene og stiftsrådene kunne nedlægges, og hvis man ikke vil det, så et eller flere af de andre, otte administrative led.
 
4.
De ”frie folkekirkelige organisationer” (Betænkning s. 42) skal i givet fald ikke privilegeres med en ret til at udpege medlemmer af et evt. kommende Folkekirkens Fællesudvalg. Det vil hæmme nye organisationer og foreninger i at komme til. Der bør være lige mulighed for alle til at blive valgt.

Der skal tages skyldigt hensyn til valgmenighederne ved en reform. Valgmenighederne bør under alle omstændigheder have indflydelse på indre anliggender i modsætning til de frie kirkelige organisationer, fordi de netop er menigheder. I modsat fald risikerer valgmenighederne at blive udgrænset som en sekt.

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og kommentarskribent på kristendom.dk og religion.dk