Kirken skal være midt i det levede liv - også på festivaler

Danske festivaler vil ikke have kirken med, fordi de godt kan skabe ”et rum fyldt af kærlighed” uden religion. Men kirken har så meget at byde på, som mennesker kan nyde godt af både i lokalsamfundet og på festival, mener Charlotte Dyremose

”Hvis folkekirken er så glad for festivaler, hvorfor laver man så ikke bare selv nogen?”

Spørgsmålet blev stillet i lørdagsavisen af talsmanden for smukfestivalen og hang i luften længe efter, jeg havde læst det. Det meste af dagen havde jeg stået i kirkens telt til den lokale høstfest sammen med præster og andre fra menighedsrådet.

Reaktionen på vores tilstedeværelse var overvældende positiv. Handelsforeningen udtrykte begejstring over vores tilstedeværelse som en naturlig del af lokalsamfundet. Og fra de forbipasserende mødte vi kun positive tilkendegivelser.

I ugen op til havde jeg godt nok noteret mig, at man i Fredensborg har besluttet at udelukke alle religiøse foreninger fra at leje sig ind i offentlige lokaler. Men jeg havde ikke forventet, at religionsforskrækkelsen skulle nå festivaler og byfester også.

Ligesom jeg hele dagen var blevet bekræftet i, at kirken er en naturlig del af mit lokalsamfund, så har Folkekirken altid haft til formål at være kirke dér, hvor folk er. Det ligger i den lutherske tro og den Grundtvigske tradition. Kirken er ikke for de få udvalgte. Kirken er for folket og skal være blandt folket.

Det ville derfor slet ikke give mening, hvis folkekirken lavede sin egen festival. Det giver derimod mening, at kirken er til stede, hvor folk er samlet, og liv leves.

Foreningsdanmark er – med sin oprindelse i de kirkelige bevægelser – en del af det kit, der binder os sammen. Det gælder også den lokale høstfest, hvor det store trækplaster, motionsløbet, arrangeres af håndboldklubben. Hvis ikke løbet lå under høstfesten ville det formentlig kun tiltrække håndboldklubbens medlemmer, og det ville dermed ikke bidrage til at binde lokalsamfundet sammen.

På samme måde giver kirkens tilstedeværelse mere mening i en sammenhæng, hvor også den kan bidrage til at binde os sammen.

Efter høstfesten går vi så hver til sit, og der er på helt bibelsk vis en tid til at gå i kirke, en tid til at spille håndbold og en tid til at gå i butikker.

Har vi så blandet religion, håndbold og indkøb sammen? Ja, for denne dag har vi. Men vi hviler på den lutherske tradition, så vi forstår at skelne tingene fra hinanden. Der går derfor intet af nogen af os, fordi vi står ved siden af hinanden til Høstfesten. Tværtimod bidrager vi alle til at skabe fællesskab og danne rammerne for det levede liv i vores by. Det liv som skal sikre, at der fortsat er butikker, sportsklubber og kulturtilbud i byen.

I årevis har Folkekirkens telt dannet rammen om et pusterum på Roskilde Festival, men nu skal det være slut, fordi festivalen skal ”nytænke og flytte sig”. Århus Festuge vil ikke ”reklamere for forkyndende arrangementer”, og Smukfest vil ikke have kirken med, fordi den godt kan skabe ”et rum fyldt af kærlighed” uden religion.

Jeg er overbevist om, at der både kan nytænkes og skabes kærlighed uden religion – ligesom der kan skabes byliv uden. Men hvorfor ikke tage imod kirkens generøse tilbud? Folkekirken har igennem århundreder skabt sammenhængskraft, gået nye veje (tænk bare på velfærdssamfund, sundhedsvæsen og skolevæsen) og prædiket kærlighed mellem mennesker. Kirken har så meget at byde på, som mennesker kan nyde godt af både i lokalsamfundet og på festival.

Her må Folkekirken træde i karakter i hver eneste by og insistere på at være med. Ikke bare for sin egen skyld, men også fordi Folkekirken kan bruge sin styrke som beskyttelse for andre, mindre trossamfund, som også risikerer at blive dømt ude, som vi ser det i Fredensborg og på Århus Festuge, hvor religionsforskrækkelsen har bredt sig.

Af Charlotte Dyremose, Folketingsmedlem og Menighedsrådsformand.