Kommentaren

Stender: Stress er ikke et teknisk uheld

Velmenende mænd og kvinder vil nok lade mig vide, at jeg er en kynisk præst, der ikke viser forståelse for de udbrændte og stressede. Selvfølgelig gør jeg det, skriver sognepræst Poul Joachim Stender.

I dag er det, som om vi forventer at have en gigantisk kodimagnyl i blodet, der langsomt opløser sig. Al smerte er blevet et teknisk uheld, skriver sognepræst Poul Joachim Stender

 500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet, 300.000 danskere lider af alvorlig stress. Over otte procent tager antidepressiv medicin. Og alligevel betegnes vi som verdens lykkeligste folk.

Måske skyldes de vanvittige tal en vrangforestilling om lykken eller et lykkehysteri. En ide om at lykken er en rettighed. Mange er ulykkelige, fordi de tror, at de hele tiden skal være lykkelige. Folk bliver ikke kun syge af indre og ydre årsager. Folk bliver også syge af begreber.

Til mine landsmænd vil jeg derfor sige: ”Tag jer sammen”! Lad os danne en dansk ”tag-os-sammen-bevægelse” eller måske et dansk ”tag-dig-sammen-parti”.

På søndag spørger Jesus samtlige, der kommer i kirke: ”Vil du være rask”? Det er nemt at være udbrændt og stresset. Til gengæld er det krævende at være rask og tage livet som en gave og opgave.

LÆS OGSÅ: Syv ord fra Bibelen til den stressramte 
 
Velmenende mænd og kvinder vil nok lade mig vide, at jeg er en kynisk præst, der ikke viser forståelse for de udbrændte og stressede. Selvfølgelig gør jeg det.

Sygdom udløst af begreber er ligeså alvorlig som sygdom udløst af indre og ydre årsager. Men hvis vi skal undgå om få år at være 1.000.000 udbrændte, 600.000 alvorligt stressede og 16 procent på antidepressiv medicin, så overvej, Danmark, disse tre ting:

1) Lykken kan kildes. Der skal arbejdes med at være åben for den. Får man en chance, er der kun to muligheder. Enten tager man den, eller også tager man den ikke. Man skal være parat til at ville se lykken eller medgangen, når den er der. Eller sagt på en anden måde: Det gælder om at være parat, parat, parat.

2) Mere og mere kaffe, mere og mere mad, mere og mere tøj. Søren Kierkegaard har ret i, at man ikke kan maksimere sig ind i lykken. Vi skal have lært at skelne mellem, hvad der væsentligt, og hvad der ikke er væsentligt. Vi må ikke gøre det til en byrde, at vasketøjet ikke er blevet vasket. Vi må heller ikke gøre pengene til et kæmpe problem, som vi kredser om fra morgen til aften. Det er ikke væsentligt. Det væsentlige er tro, håb og kærlighed.

LÆS OGSÅ: Stress: Det gælder om at have kroppen på rette sted 

3) Det handler om at indoptage nederlag, smerte, modgang i sit liv i stedet for at udelukke det. Det ligger ikke i vor tolkning af tilværelsen, at den både rummer lyst og ulyst, nydelse og smerte, lys og mørke, lykke og ulykke. De gamle vidste det. Grækerne havde et begreb, der hed: Al med måde. Fik man syv minutter, hvor man af hele sit hjerte kunne sige: ”Jeg er lykkelig”, var det meget godt. Mange fik kun fire minutter. På et tempel i Delfi stod der: Kend dig selv. Det betød ikke, at man skulle granske sig selv og finde frem til sit indre jeg. Det betød, at man skulle erkende sig selv som et dødeligt væsen, der må slås med livet og døden. I Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente står der. En tid til danse, en tid til sørge, en tid til le, en tid til at græde, en tid til at leve, en tid til at dø. I dag er det, som om vi forventer at have en gigantisk kodimagnyl i blodet, der langsomt opløser sig. Al smerte er blevet et teknisk uheld.

Poul Joachim Stender er sognepræst og skriver kommentaren ved kristendom.dk