Kommentaren

"Jeg længes efter en kirke, der tør være modkultur"

Protestantisk teologi handler i sin kerne om synd og nåde. Men der er ingen, der vil være syndere i dag. Så hellere tale om Gud på en anden måde: som den positive kærlighed. Er der en sammenhæng til positivismen? spørger sognepræst Carsten Haugaard Nielsen. Foto: Privatfoto

Er vores anerkendende kultur også et opgør med protestantismen? spørger sognepræst Carsten Haugaard Nielsen

Jeg hørte ordet positivitetsfascisme første gang i en radioudsendelse for nogen tid siden. Siden har ordet ikke kunnet slippet mig.

De diskuterede en ledelses-metode, der efterhånden er meget udbredt: den anerkendende ledelse. Den går kort sagt ud på, at lederens vigtigste opgave er at anerkende sine medarbejdere. Overalt i virksomheden indfører man den anerkendende kultur. Alle skal fokusere på det positive og ikke på det negative. På sejrene og ikke problemerne.

Læs også: Er vi bange for demokrati i kirkelige sammenhænge? 

”Det er jo positivitetsfascisme af værste skuffe,” sagde en af deltagerne i diskussionen. Og han udfoldede, hvad han mente: ”Med den anerkendende kultur på arbejdsmarkedet bliver man frarøvet at sige tingene, som de er. Problemer er ikke længere problemer, men udfordringer. Når en bliver fyret, må man ikke længere gå ned på det. Man skal se det positive i, at der nu åbnes nye muligheder. Det er kort sagt blevet til en kultur, hvor man overdriver det positive, så man undertrykker sandheden. Det bliver ganske enkelt ikke tilladt at komme med kritik.”

Sådan! Sikke en svada! At kalde det for fascisme er voldsomt. Til gengæld er budskabet klart: Den omsiggribende fokusering på det positive kan blive til en undertrykkelse af sandheden.

Udgangspunktet var ledelsesmetoder. Det kunne lige så godt have været psykologi. For bag den anerkendende ledelsesmetode står den såkaldte positive psykologi. Ifølge den har en positiv tilgang til tilværelsen en iboende kraft til at skabe mere positivitet. Ligesom det negative har en kraft til at skabe mere negativitet. Så hvorfor ikke fokusere på det, der peger opad?

Det lyder alt sammen rigtigt, og som noget vi kender fra hverdagen. Vi kan alle – i alt fald til en vis grad – vælge, om tilværelsen skal ses med positive eller negative briller. Om et glas er halvt fyldt eller halvt tomt. Problemet er bare at overdrives dette - bliver det en ideologi eller et livssyn, der skal frelse os - så bliver det en undertrykkende positivitetsfascisme.

Udgangspunktet var ledelsesmetoder. Baggrunden var psykologi. Og så spørger jeg – som teolog – har dette også et lag mere? Er det i kirken blevet til et opgør med protestantisk teologi? Protestantisk teologi handler i sin kerne om synd og nåde. Men der er ingen, der vil være syndere i dag. Så hellere tale om Gud på en anden måde: som den positive kærlighed. Er der en sammenhæng?

Og er den omsiggribende positivisme lige så stille blevet en del af ikke bare teologien, men af kulturen i kirken? Gudstjenesten skal gerne være opløftende, synes vi. På pastoralseminariet lærer de, at præsten skal smile. De alvorlige og tunge salmer undgår man mange steder. Brorson og Kingos alvor er yt, men man synger gerne Ingemanns lette og lyse salmer! Man skulle jo nødigt skræmme folk væk.

Og så vil vi helst høre en prædiken om, at Gud er god. Og at det nok skal gå til sidst. Jeg spørger: Hvad bliver der af talen om synd og dom? Om at vi ikke er, som vi skal være og skal tage vores kors op og følge Jesus? Og hvem taler stadig om Djævelen? Hvem tør nævne Helvede? En af kandidaterne til det netop afsluttede bispevalg gjorde det nærmest til sit varemærke at få Helvede afskaffet i folkekirken.

Læs også: Bispekandidatens vej ud af de folkekirkelige Helvede

Hvor vil jeg hen med det her? Jeg vil hen til at sige: Jeg længes efter en kirke, der vil bruge den kirkelige arv fra reformationen og tale om synd og nåde. Jeg længes efter en kirke, der tør sætte Kingos karske salmer på nummertavlen igen.

Jeg længes efter en kirke, der tør lade de prædikentekster stå, hvor Jesus råber af folk. Og så lade dem ruske i os. Jeg længes efter en kirke, der tør lade magtesløshed være magtesløshed og synd være synd og løgn være løgn og sandhed være sandhed. Efter en modig kirke, der tør være modkultur i det danske samfund. Og som ikke bare er rund som den midaldrende mandlige pastors mave eller den gravide kvindeliges ditto.

Og nej, jeg taler ikke for flere Helvedsprædikanter! Men jeg taler for, at det hele skal med. Og jeg spørger: Er vi også i folkekirken havnet i en teologisk og kirkelig positivitetsfascisme, der er mere undertrykkende end frigørende?

Carsten Haugaard Nielsen er sognepræst. Han skriver kommentaren ved kristendom.dk.