Fortiden er aldrig forbi

Hvad der én gang er kommet ind i historien, forsvinder aldrig. Det lærer vi ikke mindst i kristendommen, skriver valgmenighedspræst Morten Kvist

Nye tider, nye åndelige strømninger, nye intentioner viser sig altid i sproget som nye ord og vendinger, der vinder indpas. En dag opdager man, at et bestemt udtryk bruges af alle, og noget er forandret.

Jeg husker for eksempel, at man i 1970’erne pludselig begyndte at sige ’køre’ om alting. Man kørte ikke bare i køretøjer længere. Alting skulle køre.

Forretninger, foreninger, klubber og undervisning begyndte alt sammen at køre, og det var udtryk for, at der blev lagt ekstra vægt på selve dette at fungere og komme videre og mindre vægt på indholdet af en funktion.

Det markerede et betydeligt skift i tidsånden, som har holdt sig til i dag. Ordet ’ligesom’ fik også en storhedstid dengang. Det blev puttet ind alle vegne for at gøre sproget blødt, imødekommende, gummiagtigt og mindre forpligtende, så alting netop kunne ’køre’ bedre.

Fremadrettet og innovativ

 I dag er det helt andre ord, som betegner de seneste skift i tidsånden. At være 'fremadrettet' er et af de populære nypositive ord.

Bortset fra dets indlysende betydning, at man retter sin opmærksomhed mod det, som skal komme, betyder ordet også, at nu må vi virkelig se at komme videre, slippe fri af fortiden ved at glemme den. Alle fejl og uenigheder lægger vi bag os, for at være fremadrettede. Nu gælder det morgendagens udfordringer.

Læs også: Filosof: Nedprioritering af kristendom er leflen for tidsånden

Det er ikke i sig selv forkert, så sandt som tilgivelse og glemsel kan ligge tæt på hinanden, og så sandt som fejl ikke er noget at samle på.

Men fremadrettet betyder meget mere end det. Det bærer den anskuelse med sig, at fortiden er vi helt færdige med, eller vi bør se at blive det; den er alligevel forbi og kommer ikke igen. Fortiden er principielt uinteressant.

Det samme ligger i et andet nypositivt udtryk: 'innovativ'. Det betyder egentlig at forny eller forbedre, forynge kan det også betyde. Vi bruger ordet på næsten samme måde som kreativ, det vil sige opfindsomhed og idérigdom. Det kommer fra den højeffektive it-sektor, og herfra har det fundet ind i det almindelige sprog, som udtryk for noget absolut positivt. Innovation er noget af det fineste, som findes.

Tidsånden

Både innovation og fremadrettethed bærer imidlertid afslørende skyggesider med sig, som har meget stor betydning for vores fælles liv.

Det er historikeren Michael Böss’ fortjeneste at have samlet disse to ord og flere til underbegrebet funktionalisme (Det demente samfund af Michael Böss). Tidsånden er funktionalistisk. Det betyder: Det er vigtigere, at noget fungerer, end hvad det handler om. Det vigtigste er, at systemerne kører effektivt.

Læs også: Hadet er en ideologi i tidsånden

Drømmen for en moderne, administrerende bureaukrat kunne være at afskaffe borgerne, så proces og implementering ikke bliver forstyrret af levende mennesker. De har nemlig alle sammen en fortid, og skal der tages hensyn til den, bryder systemerne sammen. Så hellere afskaffe fortiden.

Men så afskaffer man frihed og menneskelighed, hvad enhver diktator er ganske på det rene med.

Fortid og kristendom

Sandheden er, at fortiden aldrig er forbi. Det lærer vi ikke mindst af kristendommen, mere præcist af inkarnationen, hvor Gud blev menneske. 
 
Hvad, der en gang er kommet ind i historien, forsvinder aldrig, og det kan også bringes til at virke igen. Derfor er det vigtigt at have et bevidst forhold til fortiden. 

Læs også: Kend din kirkehistorie: Vores kirketraditioner er bundet af tidsånden 
 
”Samfundet er ude i et frit fald… Der er ingen, der vil forsvare tradition, overlevering og stabile strukturer,” sagde tidligere gymnasierektor Asger Sørensen til Kristeligt Dagblad (14-11-14). Han har desværre helt ret. Men det skal ikke afholde os fra en modsigelse af tidsånden. 
 
Alene med en så simpel gerning som at modtage et Fadervor og give det videre til sine børn og andre har man bragt sig i et væsentligt forhold til fortiden. Det er slet ikke nok, men en begyndelse. 

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og skriver kommentaren på kristendom.dk