Næstekærlighed skal væk fra udlændingedebatten
Næstekærlighed kan aldrig blive til et politisk program, da næstekærlighed er et spørgsmål om den enkeltes samvittighed, mener politiker Marie Krarup
Er det næstekærlighed at lade grænserne være åbne for flygtninge fra Syrien? Er det næstekærligt at gå imod et forslag, der gør det sværere for asylansøgere at få familiesammenføring i Danmark?
Kravet om næstekærlighed er som bekendt kerneindholdet i kristendommen. Så hvis de nævnte forslag er næstekærlighed, ja, så er der efterhånden en del politiske partier, der er ukristelige - og deres medlemmer dårlige kristne.
Ingen universal opskrift på næstekærlighed
Heldigvis er det højst ukristeligt på den måde at sætte næstekærlighed på formel. Tænk, hvis det var så enkelt at stemple folk på den måde. Sådan efter en slags regel, der fortæller, hvad der er rigtig næstekærlighed, og hvad der ikke er. Så ville kristendommen ikke adskille sig særlig meget fra lovreligioner som jødedom og islam.
Men sådan er kristendommen ikke. Man kan ikke på nogen måde uddrage af evangeliet, hvad opskriften på næstekærlighed er. Det er nemlig en fordring til den enkelte om at sætte næsten højest i mødet med næsten.
Det kan naturligvis aldrig blive til et politisk program. For så er det jo ikke en tale til den enkelte. Så er det blevet en standardisering af det, der anses for det gode. Så ville vi have en ny form for opskrift på godt og ondt. Og en sådan ville ikke have noget med den personlige samvittighed at gøre. Så ville vi ikke have denne besværlige og anstrengende kristne frihed, der består i, at vi hele tiden selv skal tage stilling til, hvad der er rigtigt og forkert.
Jødedom og islam har afskaffet den tunge frihed og skabt lovreligioner, der er meget lettere at håndtere. For her er man enten på den rette eller den forkerte side af loven. Sådan er kristendommen ikke. Vi er hele tiden personligt forpligtet til at træffe valget om vores personlige handlinger, og vi er hele tiden forpligtet til at elske vores næste der, hvor vi er.
At tro, at et kryds i stemmeboksen eller efterlevelse af et bestemt politisk eller moralsk program gør os mere kristne end de andre eller giver os en plads i himlen, har ikke noget med evangeliet at gøre.
Der er masser af argumenter i debatten
Hvis man synes, det er bedst at gå ind for et forslag om, at det skal være lettere for asylansøgere at få familiesammenføring, så skal man altså bruge nogle andre argumenter. Det kan være, man mener, syriske flygtninge er en fordel for Danmark. Eller det kan være, man gerne vil have et godt forhold til andre lande, der ellers skulle tage disse flygtninge. Eller det kan være, man gerne vil fremstå som ædel og selvopofrende i den politiske debat.
Det kan være, man lider af et historisk skyldkompleks over at leve i et rigt og frit land, og derfor synes, vi skal have flere fattige udlændinge til Danmark. Det kan også være, man ikke bryder sig om den danske kultur og gerne vil have den ændret i retning af noget mere eksotisk.
Det kan også være, man mener, Danmark har så store ressourcer og sagtens kan huse flere. Og det kan være, man er sikker på, at de nye fremmede ikke kommer til at bo i ens egen baghave, og dermed ikke kommer til at være besvær for ens egen lille private verden. Derfor kan det være helt gratis at fremstå som god og kærlig.
Der kan være masser af argumenter, der kan bruges i debatten. Nogle er gode og nogle er dårlige. Men det med den kristne næstekærlighed er bare ubrugeligt. For der kan ikke gives standardsvar på kravet om næstekærlighed. Det er kun den enkelte og den enkeltes samvittighed, der må kæmpe for at leve op til kravet om næstekærlighed her og nu.
Marie Krarup er folketingsmedlem (DF) og skriverkommentarenved kristendom.dk.