Dyremose: En kristendom uden opstandelse er tom

Det er at gøre folk en bjørnetjeneste, når man som præst skaber usikkerhed om trosgrundlaget, uanset om det er med tvivl om opstandelsen eller åbenhed overfor reinkarnation, mener cand.scient.pol. Charlotte Dyremose

Uvidenheden blomstrer i en grad, så mange ikke aner, hvad de bekender sig til. En uvidenhed, som desværre understøttes af såkaldte ”rummelige” præster, som offentligt sår tvivl om opstandelsen, sagtens kan se, hvorfor man skal læse op fra Koranen til en kristen begravelse, eller som mener, at troen på reinkarnation kan forenes med kristen bekendelse.

Godt hjulpet på vej af mediernes sensationshunger og de allestedsnærværende nyhedsstrømme, bliver tvivlende folkekirkekristne gang på gang bekræftet i deres tvivl og mistro på grund af disse præster. Der skabes det indtryk, at ingen længere står fast på noget.

Den moderne dansker søger ikke kirken, hvis kendskabet til den fra medierne bliver et indtryk af ligegyldighed. Det kan virke imødekommende, men bliver i virkeligheden fremmedgørende, når folk får det indtryk, at alt er lige godt i folkekirken. De lades famlende tilbage uden den tro på opstandelsen, som kun kristendommen kan styrke dem i.

Det ville derfor være mere hjælpsomt og imødekommende, hvis disse ”rummelige” præster ville hjælpe kollegerne med en gedigen gang folkeoplysning. Så ville det stå langt mere klart, hvorfor kirken er et besøg værd.

De fleste mennesker tror nemlig på noget. Men udviklingen går mod nye strømninger: En slags feel good- mentalitet, som Lars Ahlin, lektor i religionsvidenskab, kalder det.

Men de færreste mindfuldness-dyrkende, selvrealiserende moderne mennesker med trang til feel good- religion ville formodentlig dyrke tanken om reinkarnation, hvis de forstod, hvad reinkarnationstanken reelt indebærer.

Det højeste mål inden for både hinduismen og buddhismen er at bryde ud af denne cyklus af evige genfødsler, samsara, ved at bringe sig selv i en karmafri tilstand. Det gælder altså om at nå et niveau, hvor man kan undgå genfødsel.

Kristendommens opstandelseshåb er derimod et budskab, som burde appellere til enhver med trang til feel good-religion. Påskens budskab er den eneste tro og det eneste håb, som kirkens præster bør forberede os på. Det budskab, som alle vi, der gik i kirke i påsken, fik lov at høre.

I USA florerer fra tid til anden en historie på de sociale medier, som ganske godt illustrerer påskens budskab:

En ung, livsglad og selskabelig kvinde skal dø og beder sin præst om et sidste besøg. De planlægger det praktiske i forbindelse med begravelsen. Og den unge kvinde beder om at blive begravet med en gaffel i hånden. Kvinden forklarer, at hun elsker fester og god mad. Og når man til et middagsselskab bliver bedt om at beholde sin gaffel, så ved man altid, at nu er der noget endnu bedre på vej ind på bordet. På samme måde ønsker hun, at de mennesker, som skal se hende i åben kiste til begravelsen, skal se hende være klar til, at der nu kommer noget endnu bedre.

Den unge kvinde har forstået påskens budskab. Hun ved, at fordi Jesus stod op fra de døde, skal vi opstå med ham på den sidste dag, hvor der venter noget endnu bedre.

Den unge kvinde elskede sit liv og de mennesker, hun delte det med. Men hun forstod også, at uden opstandelsen går vi glip af det bedste.

Hermed ikke sagt, at vi ligefrem skal se frem til vores død – det gjorde den unge kvinde heller ikke. Men vi skal turde tro på, at der venter noget bedre på den anden side. Det budskab skal stå tydeligt ikke bare i kirken, men også når kirkens folk står frem i medierne.

Det er at gøre folk en bjørnetjeneste, når man som præst skaber usikkerhed om trosgrundlaget, uanset om det er med koranvers i kirken, tvivl om opstandelsen eller åbenhed overfor reinkarnation. Uanset hvordan man smider opstandelsen på porten, gør man kristendommen tom.

Behold endelig gaflen – glædelig opstandelse.

Charlotte Dyremose er cand.scient.pol., menighedsrådsformand og tidligere kirkeordfører for De Konservative. Hun skriver kommentaren på kristendom.dk.