Kommentaren

Dyremose: Vi har mistet sproget for døden

Døden er et livsvilkår. Det kan vi ikke ændre. Men vi kan blive fortrolige med det ved at turde søge svarene – ikke i os selv, men i bøn, tro og handling, mener cand.scient.pol. Charlotte Dyremose. Foto: RUNE JOHANSEN

Det gode og sunde liv dyrkes som aldrig før, og vi har mange selvrealiseringsprojekter. Men alt for mange glemmer at forholde sig til det eneste sikre i tilværelsen: Vi skal alle dø, skriver cand.scient.pol. Charlotte Dyremose

Vi danskere lider af kollektiv frygt for døden. Selv i folkekirken taler man helst ikke om døden undtagen i forbindelse med begravelser. Så kontant var budskabet i Religionsrapporten på P1 for et par uger siden.

Måske, der er noget om det. Vores moderne velfærdssamfund har travlt med at holde os raske og i live så længe som muligt. Det gode og sunde liv dyrkes som aldrig før, og vi har rigtig mange selvrealiseringsprojekter.

Men alt for mange glemmer at forholde sig til det eneste sikre i tilværelsen: Vi skal alle dø. Det er der ikke meget selvrealisering over – medmindre man opfinder sin egen form for reinkarnationstro, hvor det at blive genfødt kan føre til noget godt.

Men selvrealisering er hverken vejen til frelse eller lykke. Kim Larsen bekriver det så fremragende i Papirsklip: ”Livet er langt – lykken er kort. Salig er den, som tør give det bort”.

Når vi tør give os selv, får livet mere værdi. Der er stor glæde forbundet med at gøre godt for andre. Problemet er bare, at i en travl hverdag kan det være svært at huske midt i selvrealiseringsprojekterne.

Og med dødsangsten hængende over hovedet kan det også virke lige flot nok at skulle give livet bort. Men så dramatisk behøver det ikke at være.

Der er dem, som med åbne øjne risikerer livet for andre. Men man giver også noget af sit liv, når man bruger tid og kræfter på andre mennesker. Her ofrer vi en lille del af vores eget liv, mens vi sætter frø i verden omkring os.

Når vi ser menneskehedens milliarder af mennesker i sit hele, så synes vi som enkeltpersoner små og ubetydelige. Men når vi giver vores liv til at skabe mening og indhold i andres liv, så sætter vi frø. Og dermed får vi heldigvis uendelig betydning for vores nærmeste.

Vi kan sætte frø både med ord og handling. Nogle gange er det nemt. Det er ligetil at sige kærlige ord til den, man elsker. Andre gange er det svært. Enten ved vi ikke, hvordan vi skal gøre. Eller også overser vi, at andre har mere brug for vores tid, end vi selv har. Vi fejler gang på gang, når vi kommer til at sætte os selv først.

Måske det er derfor, at så mange frygter døden. Vores moderne samfund har vænnet os til det sikre og sunde liv, har givet plads til selvrealiseringen, men har samtidig blændet os, så vi ikke ser værdien af ikke at forvente, men at blive forventet af.

Midt i den trygge tilværelse og selvrealiseringsprojekterne mistes alt for ofte evnen til at så frø hos det døende menneske. Ikke ud af uvilje, men ud af uvidenhed og selvrealiseringstrang.

Måske frygten til sidst er så stor, at mange ikke engang tør opsøge svarene på livets største spørgsmål. I hvert fald ikke uden for sig selv. Men de findes faktisk.

Ifølge eksperterne i Religionsrapporten har kirken på Luthers tid – og også senere end det – haft et sprog og en tradition omkring døden, som var langt tydeligere, og som også smittede af på samfundet. I Luthers prædiken om beredelsen til at dø, anbefaler han, at vi, når vi venter på at dø, skal visualisere den korsfæstede frelser. Vi skal finde ro med fokus på frelseren – ikke på os selv. Vel en slags Christfulness i modsætning til den allesteds nærværende mindfulness. 

Det handler nemlig ikke om at se indad, men om at se udad. Ud mod Kristus og ud mod næsten.

Vi taler så meget om kultur- og dannelsestab som noget, der påvirker vores skoler og vores omgangsform. Men vi overser, at kultur- og dannelsestabet også påvirker menneskers forhold til døden og deres evne til at forberede sig på den.

Døden er et livsvilkår. Det kan vi ikke ændre. Men vi kan blive fortrolige med det ved at turde søge svarene – ikke i os selv, men i bøn, tro og handling.

Charlotte Dyremose er cand.scient.pol., menighedsrådsformand og tidligere folketingsmedlem (C). Hun skriver kommentaren på kristendom.dk.