Lad os skabe en stærk bevidsthed om Danmark som kristent

Jeg savner en debat om, hvad der kan gøres for at styrke og fremhæve vores egen kirke og kultur i stedet for at frygte andres, skriver teolog Ole Juul

Hvorfor slår debattører altid på andre i stedet for at skabe bevidsthed om egne værdier, spørger teolog Ole Juul.
 
Jeg har ikke så få gange siddet i en diskussion omkring kristendom og islam, hvor kritik af historiens eksempler på muslimers voldelige ekspansion er blevet affejet med bemærkninger om, at de kristne har været mindst ligeså aggressive i deres fremfærd. På samme måde er disse historiske eksempler blevet brugt på at vise, at islam ofte er en voldelig religion. 

I den første gruppes argument lyder det ofte: ”Tænk blot på korstogene”, hvor der så efterfølgende redegøres for en voldelig adfærd fra kristne korsfarere, der primært handlede om magtudøvelse, eventyr og ran. Og går man længere frem i historien, så er de muslimske maurere i Sydeuropa blevet betegnet som fredelige med en kultur, der var rigere end den kristne.

Sådan har den kulturradikale i bund og grund kristendomsfjendtlige diskurs været. 

Man skal ikke som kristen kritisere islam, for grundfortællingen i denne diskurs er, at kristne tidligere har vist voldelig og dybt kritisabel adfærd. En sådan forståelse af korstogene er tidligere blevet underbygget af historiske romaner af blandt andet Walter Scott, der i romanen ”Ivanhoe” tegnede et dystert billede af korstogene og korsfarerne, og i lange tider er korstogene blevet anset som imperialistiske krige, hvor ofrene har været muslimer.

Men nu er der så ved at fremstå en anderledes diskurs, godt hjulpet på vej af bogen: ”Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv” af forfatterne Michael Pihl og Jesper Rosenløv. Her får vi en ny og anderledes vinkel på korstogene, hvor grundfortællingen nu er, at Muhammeds efterkommere omkring det første årtusindskifte førte sig voldeligt frem i et krigerisk stormløb mod Vesten.

Det var nær lykkedes, og de kristne korsfarere gik derfor i modoffensiv i et forsøg på blandt andet at befri den hellige stad Jerusalem. Denne, for den kristne kulturs overlevelse nødvendige og heltemodige indsats, var ifølge forfatterne drevet af en kristen idealisme. Dette er bestemt nyt, når man sammenligner, hvad der ellers har været fremhævet af litteratur inden for området.

Det er interessant nok i sig selv, men det iøjnefaldende omkring udgivelsen er de anmeldelser og artikler – især i Berlingske Tidende og Jyllands-Posten og nu senest i Kristeligt Dagblad – der er kommet. Under andre omstændigheder ville anmeldelser af historiske værker have en mindre fremtrædende plads, end det er tilfældet i ovennævnte aviser. Men her har anmeldelserne fået en fremhævet plads, og anmelderne har benyttet sig af anledningen til for alvor at italesætte en ny diskurs i debatten omkring islam og kristendom.

Eller for at tale direkte: Man har fremhævet bogens historiske anliggende som eksempel på et andet argument: Nemlig en fortælling om islam som voldelig med med Islamisk Stat og Europas modstand mod samme som nutidens eksempel.

Hvad er diskurs, og hvad er virkelighed? Er virkeligheden i virkeligheden farvet og præget af diskursen? Det er et helt åbent spørgsmål, og jeg kender ikke selv svaret, men gør mig blot nogle iagttagelser og sonderinger.

Ét er tydeligt: Hvor man tidligere i diskussioner og debatter fra kulturradikalt hold med baggrund i den nye religion, menneskerettighederne, stædigt forsøgte at anerkende islam som en fredelig religion med en rig kultur, og hvor dette var mainstream og den korrekte politiske holdning, så er den fremherskende tendens nu en anden.

Godt hjulpet på vej af de skarpeste debattører og teologer indenfor tidehverv og det nationalkonservative Danmark fremsættes en fortælling om, at islam grundlæggende er voldelig, og at islamisk kultur er tilbagestående.

Blandt disse debattører lyder det, at man bør gøre, hvad der er muligt for at standse indvandringen af muslimer til Europa, og lader det sig ikke gøre med de retsregler, der er gældende, så må man i en højere sags tjeneste gradbøje reglerne og i nødsituationer gribe til udenomsparlamentariske metoder. 

Den af diskursen formede virkelighed efterlader en frygt for, at en indvandring i Danmark med islamisk fortegn har som sit endemål at gøre landet muslimsk og udskifte demokratiet med sharia-lovgivning. Ifølge denne nye, fremherskende diskurs bør man derfor lukke grænserne for yderligere tilstrømning af flygtninge og asylansøgere med muslimsk baggrund. 

Sådan er diskursen blevet, ja, og sådan er den politiske virkelighed i dagens Danmark.

Men i et land, hvor langt hovedparten er døbte og tilhører folkekirken og andre kristne kirkesamfund, savnes en debat om, hvad der kan gøres for at styrke og fremhæve vores egen kirke og kultur i stedet for at frygte andres.

Jeg savner en diskurs, der handler om at tage kristendommens missionsbefaling alvorligt, at vi som kristne i det direkte møde med flygtninge og asylansøgere uden misforstået hensyntagen er langt mere opsatte på at redegøre for kristendommens sandhed end på at argumentere mod andres løgne. Eller som det hedder et sted: ”Forband ikke mørket, men tænd et lys i stedet”

Naivt, måske nok, men jeg er sikker på, at en sådan diskurs ville kunne være med til at skabe en ny og stærk bevidsthed om Danmark som et kristent land. At det er virkeligheden. Hvis vi vil det!
 
Ole Juul er skribent, foredragsholder og tidligere sognepræst. Han skriver kommentaren ved kristendom.dk.