Sekulær humanisme er under pres i Europa

Den sekulære humanisme har trukket kristendommen ind under sine vinger ved at gøre næstekærligheden til et moralsk ideal, men denne form for humanisme er under pres, mener valgmenighedspræst Morten Kvist

Hvad vi er vidne til i denne tid og dybt forbundet med (jeg tænker ikke i første omgang på begivenhederne i Paris), er ikke alene store politiske og demografiske omvæltninger i Europa, forårsaget af de folkevandringer, hvis konsekvenser ingen kender udover, at de bliver meget omfattende. Vi står også – og nok så vigtigt – i en idémæssig opløsning; man fristes til at sige et sammenbrud, men det vil nok ikke vinde anerkendelse med så stærkt et udtryk.

Det drejer sig om den moderne humanisme eller den sekulære humanisme, det vil sige den humanisme, som er løsrevet fra kristendommen, en humanisme uden Gud, hvor mennesket er det højeste, som findes og altings mål.

Denne humanisme er meget udbredt, vel nok den mest almindelige åndsform i Europa, har dybe rødder i historien og mange kilder, både videnskabelige, filosofiske og poetiske kilder.

Til daglig flyder disse mange kilder sammen i udtrykket ’menneskelighed’. Menneskelighed er ofte det sidste argument i en diskussion, og skulle en politiker komme for skade at lægge afstand til ’menneskelighed’, kan han eller hun forvente en hård straf i vore dages gabestok, medierne. Det skete eksempelvis for Margrethe Vestager – berettiget eller ej, da hun brugte udtrykket: ”Sådan er det jo bare.” om noget, nogle (journalister og politikere) fandt umenneskeligt.

Den sekulære humanisme trækker gerne kristendommen ind und sine vinger. Det sker ved at gøre næstekærligheden til et moralsk ideal, en næstekærlighed uden Gud vel at mærke, uden at ville vide af, at næstekærligheden er en skabende magt, man ikke selv er herre over, og at den kan bringe den næstekærlige store vanskeligheder og lidelser. Den sekulære humanisme kender mest til begejstringen for barmhjertighed og glæden ved at forstå sig selv som et godt menneske.

Næstekærligheden uden Gud er blevet til rettigheder for alle, til åbne grænser, som helst skulle blive til åbne hjerter. Næstekærlighed uden Gud er blevet til uvilje mod at se kulturelle forskelle, tøven overfor at der overhovedet findes fjendskab i verden. Næstekærlighed uden Gud bliver et grænseløst, overspændt ideal, som bruges til at dømme og bedømme andre med. Næstekærligheden bliver et humanistisk instrument i stedet for en gave fra Gud, der i det skjulte former hjertet til gavn for næsten.

Det er denne sekulære humanisme, som er i opløsning. Under pres fra folkevandringerne kan den ikke længere leve op til sit ideal; den er endda meget langt fra det efter at have forsøgt sig med en hæsblæsende barmhjertighed, som luften nu synes at være gået ud af.

Den sekulære humanismes opløsning ses flere steder: I EU’s afmagt eller mangel på vilje til at beskytte de ydre grænser, det EU, som har den sekulære humanisme skrevet ind i sine traktater. Opløsningen ses i Sverige, som har opgivet idealet om at være en humanitær stormagt. Og opløsningen viser sig i, at vi ikke ved, hvad vi skal stille op med de mange parallelsamfund, der har sat sig fast i hele Europa.

Den sekulære humanisme forsvinder ikke fra den ene dag til den anden. Den er en del af os selv, men den har færre og færre svar at give på vore problemer. Den kan ikke anvise handlinger, og den kan ikke disciplinere os moralsk og frivilligt. Den mister kort sagt autoritet dag for dag; det er et åndeligt problem og måske et farligt problem. 

Det er i hvert fald en usikker situation at være i. Vi ved fra Det Nye Testamente, at når en ånd forsvinder og efterlader huset fejet og prydet, så kommer der syv nye ånder, som er værre end den første. Det er ikke bare noget Jesus finder på at sige, fordi det lyder godt. Jesu ord udtrykker en menneskelig erfaring, som der er talrige historiske belæg for.

Et menneske er aldrig uden ånd, og en kultur er det heller ikke. En kultur, der på én og samme tid kan udvikle sig og holde sammen på sig selv, vil altid have én ledende ånd.

Spørgsmålet bliver, hvad der kommer efter den sekulære humanismes langstrakte død?

Den berømte tyske forfatter Ernst Jünger sagde allerede lige efter første verdenskrigs blodbad, som han selv deltog i, at i det 22. århundrede ville guderne vende tilbage. Hvorfor det først skulle ske i det 22. århundrede, begrundede han ikke.

Det vigtige er imidlertid, at han talte om gudernes tilbagekomst: Kun en religion, kun en gud har den fornødne autoritet, som kan få mennesker til frivilligt at indordne sig under en moralsk disciplinering, kun en gud kan få mennesker til i fællesskab at udvikle og holde sammen på en kultur.

Kan kristendommen det? Hvis ikke, er vi på vej mod et religionsskifte, som ifølge kyndige folk tager cirka 200 år. Vi må som kristne aldrig opgive, at kristendommen skal den være den ledende religion.

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og skriver kommentaren på kristendom.dk.