Dyremose: Debat om juridisk abort hæver forældres rettigheder over barnets tarv

Det er ikke underligt, at voksnes nyvundne ret til at vælge børn både til og fra skaber et forbrugerorienteret syn på forældreskabet, mener debattør Charlotte Dyremose

Hvornår har forældre ret til børn? Hvornår har børn ret til forældre?

At debatten om juridisk abort overhovedet kan opstå viser, at forholdet mellem børn og forældre er blevet til et spørgsmål om forældrenes rettigheder frem for barnets tarv og rettigheder.

LÆS OGSÅ: Snydt til faderskab: Skal mænd kunne få juridisk abort?

Udviklingen er sket gradvist og som en utilsigtet konsekvens af moderne teknologi og andre hensyn. Først kom retten til abort. Så kom muligheden for kunstig befrugtning, som efterhånden har stillet alle i hvert fald kvinder i udsigt, at de har ret til at få børn.

Nu drøftes brugen af rugemødre for at imødese mænds tilsvarende ønske om retten til børn. Og senest opstår så som en naturlig forlængelse af alle voksnes nyvundne ret til børn også kravet om at få ret til at undgå at få børn uanset egne handlinger.

Et forbrugerorienteret syn på forældreskabet
Al udvikling skal ikke begrædes. Tværtimod. Selvom abort benyttes af alt for mange, er det i visse situationer ganske afgørende, at det svære valg om en abort er muligt tænk bare på det unge voldtægtsoffer for at sætte den sag på spidsen.

Det synes også ganske åbenlyst lykkeligt, at så mange gode forældrepar har fået mulighed for at få børn med hjælp fra sundhedsvæsenet. Den landevinding må ikke undervurderes.

Problemet opstår, når behandlingsformen tages ud af dens oprindelige ramme og pludselig også giver alle kvinder ret til at få børn på det offentliges regning. Så er det ikke underligt, at voksnes nyvundne ret til at vælge børn både til og fra skaber et forbrugerorienteret syn på forældreskabet.

Tilbage står vi med et samfund, hvor enhver efterhånden kan hævde retten til børn. Og desværre bliver det så også helt naturligt for folk også at kræve retten til at slippe for børnene.

Forældreskabet er taget helt ud af dets oprindelige rammer. Næste skridt kunne derfor lige så godt være kloning, så enlige kvinder helt slipper for sæddonorer og alene kan være biologisk ophav til deres børn eller gensplejsning, så 3, 4 eller 5 mennesker kan deles om at være et enkelt barns biologisk ophav.

Mulighederne er uendelige og grænsen afgøres derfor alene af vores etiske normer.

Derfor må der råbes vagt i gevær, når så mange mennesker tydeligt glemmer børnenes stemme.

Bør børn have ret til forældre
Vi bør helt grundlæggende have en etisk drøftelse af, om børn bør have ret til forældre? Ret til at kende deres biologiske ophav? Ret til at være udsprunget af to menneskers kærlighed til hinanden? Og ikke mindst ret til at blive set som mennesker og ikke som et forbrugsgode?

Det er trods alt børnene, der er den svage part. Godt nok har børn ikke historisk haft ret til hverken det gode liv eller forældre. Men det burde de have. Og hvis vores etiske normsæt på det her område skal passe til vores selvforståelse som et næstekærligt samfund med særlig omsorg for de svageste baseret på en stærk kristen tradition, så må vi også fremadrettet indrette både vores lovgivning og vores måde at handle på ud fra barnets interesser og barnets rettigheder og ikke de voksnes præmisser.

Børn har aldrig haft muligheden for at vælge
Det vil betyde begrænsninger i voksne ret til at vælge børn til og fra. Men sådan må det være. Børnene har aldrig haft muligheden for at vælge til og fra. Det må vi som samfund gøre for dem. Og vi skylder at tænke på dem mere end på os selv.

Så lad os først tage debatten om, hvad børn skal have ret til og krav på. Derefter må vi så overveje hvordan vi skal lovgive, og hvordan vi som mennesker skal handle for bedst at leve op til kriterierne om barnets tarv. Det bliver ikke let. Nogen voksne må lade deres egne ønsker og behov stå i baggrunden. Men sådan må det være, hvis den svage part skal komme først.

Hvorfor skal Etisk Råd debattere mænds ret til at frasige sig det barn, de var voksne nok til at bidrage til undfangelsen af? Hvorfor skal den etiske debat ikke gå på, hvordan vi får en tilstand, hvor udgangspunktet for vores måde at agere og tale på er barnets tarv og barnets rettigheder?

Charlotte Dyremose er cand.scient.pol., debattør og tidligere folketingsmedlem for Konservativt Folkeparti. Hun skriver kommentaren ved kristendom.dk.