Dyremose: Hvordan bevarer vi kirken som en FOLKEkirke?

"Jeg er betænkelig ved oprettelsen af et råd, der kan tale på kirkens vegne," skriver medlem af Udvalg om Kirkestyring tidligere folketingsmedlem Charlotte Dyremose

Regeringen ønsker en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken. Derfor har den nedsat et udvalg, hvor vi sidder med et kommissorium, der blandt andet forudsætter, at vi overvejer oprettelsen af et nyt kirkeligt organ et kirkeråd eller en synode.

LÆS OGSÅ: Alle navne er på plads i nyt udvalg om kirkestyring

Der kan umiddelbart være gode grunde til at forbedre folkekirkens mulighed for at forholde sig til og træffe beslutning om sine egne forhold. Men det er ikke ligetil at se, hvorvidt og hvordan en kirke kan være en FOLKEkirke, hvis der oprettes et organ, der kan udtale sig og træffe beslutninger på vegne af hele kirken. Der ligger jo netop i ordet FOLKEkirke, at der er tale om en folkets kirke og derfor ikke en topstyret kirke, hvor et øverste råd sidder på magten.

Jeg er betænkelig ved at oprette et råd, der kan tale på kirkens vegne. Jeg er bange for at miste bredden i folkekirken, og jeg er bange for, at det vil skabe en politisering af kirken svarende til den, vi har set i f.eks. Sverige.

Men nu er der som sagt lagt op til, at vi skal gøre os nogle overvejelser. Og derfor håber jeg, at alle gode kræfter vil tænke med på det helt centrale dilemma:

Hvordan bevarer vi kirken som en FOLKEkirke, hvis noget eller nogen får ret til en mening på kirkens vegne?

På den ene side har folkekirken en række bekendelsesskrifter og er ifølge grundloven evangelisk luthersk. Derfor bliver folkekirken aldrig fuldstændig demokratisk. Et flertal kan nemlig ikke beslutte at ændre bekendelsesgrundlaget. På den anden side er folkekirken netop en FOLKEkirke og det vil derfor være imod folkekirkens væsen og i øvrigt i modstrid med den lutherske lære hvis et øverste råd alene kan træffe beslutninger og komme med udtalelser på kirkens vegne. Her må der nødvendigvis en demokratisk proces til i en FOLKEkirke.

LÆS OGSÅ: Reform af folkekirken bør finde sted inden for Grundlovens rammer

Skal der laves et øverste råd af en art, må det som en given ting sikres, at dette råd er solidt funderet hos kirkens medlemmer folket i kirken. Men hvordan sikres dette fundament bedst?

Kan en positivliste over, hvad rådet må beskæftige sig med, sikre, at rådet ikke udtaler sig politisk om alt muligt, personerne i rådet interesserer sig for?

Bør man evt. lægge initiativretten et andet sted end i rådet hos menighedsråd, stiftsråd eller andre således, at rådet kun kan tage sager op, som kirkens medlemmer i almindelighed er enige om, bør drøftes?

Kunne man forestille sig, at rådets beslutninger skal godkendes på et lavere niveau for at sikre, at beslutningerne er funderet i det kirkelige bagland?

Uanset om medlemmerne af det øverste råd er læg eller gejstlige vil det være oplagt for medierne at tage hele kirken til indtægt for rådets holdning. Og uanset hvordan vi afgrænser rådets beføjelser, er det naturligvis ikke muligt at styre mediernes og dermed befolkningens tolkning af rådets rolle. Det må vi også forholde os til.

Samtidig er det nødvendigt at finde balancen mellem på den ene side den demokratiske og folkelige forankring og på den anden side bekendelsesgrundlaget som kirkens fundament.

Hovedopgaven må være at sikre at folkekirken også i fremtiden er folkets kirke og derfor repræsenterer folket bredt. At dens beslutninger er baseret på en bred kirkelig opbakning, der rummer de forskellige kirkelige retninger såvel som politiske holdninger. Og ikke mindst, at den fortsat holder balancen mellem bekendelse og rummelighed.

Spørgsmålet er, om den nuværende (ordnede) anarkistiske styreform i virkeligheden sikrer folkekirkens balance og bredde bedre end et øverste råd kan gøre? Det er i hvert fald tilfældet, hvis rådet ender som en ukontrollerbar ensretning.

Charlotte Dyremose er tidligere folketingsmedlem og kommentarskribent ved kristendom.dk. Hun er også medlem af Kirkeministeriets udvalg, der skal arbejde frem imod en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken.