Vi har brug for politikere med visioner og globalt udsyn

Birger

Uanset den danske valgkamps forsøg på at glemme, står de store udfordringer i verden uforandret, hvad enten vi taler om krige, flygtningestrømme, skandaløs økonomisk ulighed, klimaudfordringer, med videre, mener Birger Nygaard, der er sekretariatschef ved Folkekirkens mellemkirkelige Råd. Foto: Privatfoto

Historiens store statsmænd har været i stand til at forklare folket, at evnen til at udsætte belønning er vigtigere end kravet om en sutteflaske her og nu. Det kræver tro og fremsyn, mener sekretariatschef Birger Nygaard

”Politiker” er det græske ord for en ”statsmand”. Men i ordet statsmand lægger vi på dansk mere end bare ”politiker”. Ifølge Ordbog over det danske Sprog er en statsmand en ”politiker eller statsleder, der især inden for udenrigspolitik fremstår som indsigtsfuld og handlekraftig, og som nyder respekt eller beundring hos sit lands befolkning”. 

Navnene Churchill, Kennedy og Mandela minder os om, hvor meget det betyder for et land og for historien, at der findes ægte statsmænd. Folketingsvalget er anledning til at vurdere og kritisere den politiske kultur, som i dag er blevet normen. Har den bidraget til at fremme statsmandsskab?

Vi har nu været vidne til endnu en valgkamp. Med den uendelige mængde af medier og TV-tid, der nu er til rådighed, skal det ikke undre os, at der er blevet rigelig tid til at sige meget dumt og til sædvanlig mudderkastning, mens vi som hårdt prøvede vælgere ihærdigt forsøger at lytte os ind til, om der siges noget substantielt, som eventuelt kunne påvirke, hvor krydset skal sættes. 

Det gøres ikke lettere af, at partiernes marketingsfolk undervejs fabrikerer nye stunts, som partierne håber får dagens overskrift i medierne, der som trofaste lænkehunde holder mikrofonen, uanset hvor langt ude opportunismen i forslagene måtte være.

Magten for enhver pris

Et folketingsvalg er en stor anledning til at fejre demokratiet og vælge ledere, som vi betror at agere talerør og beslutningstagere på fællesskabets vegne. Demokratiet forudsætter en høj grad af tillid til politikerne og deres evne til at forvalte magten. 

Det er demoraliserende, når partiers grundantagelser og oprindeligt velbegrundede forskelligheder udviskes og erstattes af ’whatever’, der måtte kunne bringe dem til regeringsmagten. Som en af partilederne sagde i valgkampen: ”Det handler om at have serveretten”. Magten for enhver pris.

LÆS OGSÅ: Ida Auken: Min tro hænger tæt sammen med min politik

Det er derfor relevant med besindelse på statsmands-begrebet. Det er udtryk for særlige forventninger til dem, der ønsker at være i toppen af politik. Det gælder personlig moralsk statur, viden, klogskab, handlekraft og lederskab. 

For Platon, der i dialogen ”Statsmanden” har givet os begrebet, er der en klar forventning til, at den ægte statsmand kan skønne, hvad der er det gode i en meget kompleks verden. Så meget, at han endda er i stand til at styre igennem farvand, der ikke er dækket ind af love og regler, men nyder godt af statsmandens evne til at foretage rigtige, retfærdige valg i de mange nye udfordringer, som man ikke har været udsat for tidligere.

I dag er vi sammenvævede i én verden 

Vi skal være varsomme med sammenligninger mellem Platons bystat og vores globaliserede verden. Men grundfordringerne til statsmanden er den samme dengang og nu, ligesom Platon anser evnerne til at lede en husholdning, en by og et land som værende af samme slags. 

Det ligger i vores nutidige statsmandsbegreb, at der er tale om en politiker, der har vision, format og gennemslagskraft, der rækker langt ud over landets grænser. Grundvilkåret i dag er, at der ikke længere findes afsondrede nationale løsninger. 

Vi er på utallige måder sammenvævet i én verden, hvis grundlæggende problemer kun kan løses af stater, kulturer, folk og økonomier i fællesskab. Derfor råber vores tids udfordringer med megafon på politikere, der er ægte statsmænd og –kvinder, som forstår, at der ikke findes nogen bæredygtig fremtid for Danmark eller Vesten, hvis den ikke er bæredygtig for hele kloden. Alt andet burde anses for kortsigtet politisk og samfundsmæssigt selvmål eller selvmord.

LÆS OGSÅ: 
Kristendom og politik i Danmark

Men paradoksalt nok oplever vi i disse år det modsatte: strømninger, der forsøger at nedprioritere realiteterne i vores omverden og lade som om, der skulle findes en særlig landspolitisk model, som ikke hænger nøje sammen med de store forandringer omkring os. 

Det har således i valgkampen været beskæmmende at se ledende politikere (= statsmænd) på rad krympe sig i forsøget på at tilpasse sig disse strømninger for der at hente nogle stemmer. Der er blevet taget sukkervarer frem fra den berømte gavebod med ubetydelige omrokeringer på finansloven. For at få råd til det er der bred tilslutning til ikke at vie de store globalpolitiske elefanter i stuen tilstrækkelig opmærksomhed. Det er småt med politisk, social og global vision for den verden, vi er så lille en del af. 

Hvilken afstand til en Churchill, der som en af sidste århundredes største statsmænd ved sin tiltræden lovede sine vælgere og sit folk blod, strid, sved og tårer. Ved at tale realistisk og sikkert i modsætning til alt, hvad den brede befolkning ønskede (hvem ønsker sig blod, sved og tårer?) viste han sig som en statsmand, fordi han tilstrækkeligt adresserede de ydre trusler, som var nødvendige at få løst for fred hjemme i England.

Udfordringerne er der stadig

Uanset den danske valgkamps forsøg på at glemme, står de store udfordringer i verden uforandret, hvad enten vi taler om krige, flygtningestrømme, skandaløs økonomisk ulighed, klimaudfordringer, med videre. 

LÆS OGSÅ: Verdens flygtningestrøm kalder på vores gæstfrihed

Vi byder velkommen til en ny regering, der nu får mulighed for at vise, hvad stof den er gjort af. Det er en grundlæggende kristen tankegang, at øvrigheden er indsat af Gud, skønt vi vælger den gennem vore valgsystemer. Må den nye regering kunne gribe denne dimension og den ydmyghed og forpligtelse, der følger heraf. 

Gud har – så vidt vi lige kan se – kun skabt én verden og én menneskehed. En statsmand har dette for øje og tager det som afsæt for det politiske arbejde. Netop derfor er den særlige ”danske realitetssans” ikke til nogen nytte.

Eftertiden anerkender statsmanden

Det er simpelthen ikke godt nok, at henvise til, at ”Danmark jo ikke kan løse alle verdens problemer, og derfor må vi være realistiske og. . .” Den ægte statsmand og -kvinde ænser ikke de nære realiteter, men taler håb ind omkring det, som er nødvendigt.

Dette kræver om noget tro. Et element og et sprog, som ikke er fremtrædende i en dansk valgkamp. Men de store ånder i historien har troet, inden de har set det. De har troet på, at det at færdes ret (retfærdighed), er vigtigere end det at skære nogle hjørner for at nå frem. 

Og de har været i stand til at forklare folket, at den voksnes evne til at udsætte belønning er et vigtigt skridt fremad i forhold til babyens krav om en sutteflaske her og nu. For mange har virkeligheden derfor været, at de først blev kaldt for statsmænd efter deres død. Det var først eftertiden der indså nødvendigheden af statsmandens fremsynethed. 

Håndbog for politikere kunne være Ny Testamentes Hebræerbrev, hvis kapitel 11 – troskapitlet – fortæller om vilkårene for den tids statsmænd og –kvinder. 

Fælles for dem alle var, at deres vision var for stor til at blive opfyldt i deres levetid. Men de holdt fast i den for at forme en verden, hvor der også skulle være plads for kommende generationer. Deres arv lever vi af den dag i dag.

Birger Nygaard er sekretariatschef ved Folkekirkens mellemkirkelige Råd.