Er Helligånden vores "mere mellem himmel og jord"?

"Åndeligheden har selv de mest indædte ateister erkendt, at vi ikke kan komme udenom," skriver Charlotte Dyremose, cand.scient.pol. og tidligere kirkeordfører for De Konservative

”Jeg er sikker på, at der er mere mellem himmel og jord”. Hvem har ikke hørt en eller flere i omgangskredsen sige sådan, når samtalen falder på, hvad vi tror på. Selv de fleste af de mennesker, som til daglig ikke kalder sig selv for troende, giver typisk udtryk for, ja - at de tror! 

Det ”mere”, der er mellem himmel og jord, er, hvad vi netop har fejret i pinsen. Det er Helligånden, som er med os alle dage og har været det siden kirkens fødsel på den første pinse, hvor Helligånden kom til jorden. Og alligevel er pinsen nok den mest oversete og mindst forståede af vores tre store helligdage. 

Måske er vi blevet for rationelle? Men helt ærligt – jeg ser intet rationelt over jomfrufødslen. Og det er da heller ikke svært at forstå dem, som ikke kan tro på den. Alligevel betyder julen rigtig meget for rigtig mange. Og kirkerne er stuvende fulde.

Åndeligheden, derimod, den har selv de mest indædte ateister erkendt, at vi ikke kan komme udenom. Godt nok vil de have os alle sammen ud af Folkekirken. Men samtidig higer og søger de efter åndsfulde ritualer til livets store begivenheder. Og det seneste skud på stammen, er åndelige fællesskaber om ikke-tro. 

Helligånden er altså ganske let tilgængelig – og troen på den kræver tydeligvis ikke engang, at man er troende. 

Alligevel har Helligånden fået dårlig presse. Og man siger godt nok, at kært barn har mange navne. Men det ændrer ikke på, at de mange navne for åndelighed nok mest af alt bidrager til forvirringen. 

For trods pinsefisk og fine friluftsgudstjenster i pinsen, så har mange mennesker alt for svært ved at gøre åndsbegrebet håndgribeligt. Man higer og søger efter dette ”mere”, som er ”mellem himmel og jord”. Men det er efterhånden blevet et krav, at vi skal finde det selv, fremfor at bruge de redskaber og ritualer, som kirken har stillet til vores rådighed i tusinder af år. 

Mange kunne formentlig gøre sig selv en tjeneste ved at sætte navn på åndeligheden. For hermed kommer også erkendelsen af, at den ikke er noget fremmet, som svæver rundt mellem himmel og jord, men derimod noget ganske nærværende, som er hos her og nu og til enhver tid.

Når Helligånden bliver en følgesvend, bliver den straks mindre abstrakt. Med Helligånden i hånden giver det mening at bede, at lytte, at fordybe sig. Og ikke mindst bliver den naturlige menneskelige søgen langt mere meningsfuld og tilsvarende mindre ensom.

Charlotte Dyremose er cand.scient.pol., menighedsrådsformand og tidligere kirkeordfører for De Konservative. Hun skriver kommentaren på kristendom.dk.