Kommentaren

Er robot-sex et symptom på, at vi tingsliggør hinanden?

Robot-sex forekommer mig at være et ekstremt eksempel på, at de personlige relationer nedvurderes. Men er det også et symptom på vores kultur? spørger generalsekretær Robert Bladt.

Mennesker - og særligt kvinder - dehumaniseres, de forvandles fra personer og gøres i stedet til ting, midler til opfyldelse af mit behov - for til sidst at blive erstattet af en ting, skriver generalsekretær Robert Bladt

”Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker.” Citatet stammer vist fra Victor Borge. Det er godt sagt. Det tilskynder mig til at finde det bedste frem i mig selv. Og lærer mig, at noget af det væsentligste ved det at være menneske er at forkorte afstanden til mit medmenneske.
 
Derfor står det også i skærende kontrast til en udtalelse fra David Levy, som ifølge videnskab.dk er en førende forsker inden for følelsesmæssige relationer mellem mennesker og maskiner. Levy forudser, at det i løbet af de næste 20 år vil blive almindeligt, at mennesker har sex med robotter.

Om dette ”fremskridt” siger han: ”Jeg er helt sikker på, at der vil være en stor efterspørgsel fra folk, der oplever et tomrum i deres liv, fordi de mangler nogen at elske, og ingen elsker dem. Derfor vil vi få en gladere verden, når der kommer sex-robotter. Alle de mennesker, som i øjeblikket har det frygteligt, vil pludselig have nogen at være sammen med. Jeg mener, det vil være en fantastisk ting at give menneskeheden.”

Læs også: Forsker: Sex med robotter bliver udbredt 
 
Hvis Levys profeti går i opfyldelse, vil vi opleve en kulmination af den udvikling, som særligt har taget fart efter pornografiens frigivelse. Man kunne kalde det afpersonalisering. Mennesker - og særligt kvinder - dehumaniseres, de forvandles fra personer og gøres i stedet til ting, midler til opfyldelse af mit behov - for til sidst at blive erstattet af en ting.
 
Er det kærlighed? Er det at ”have nogen at være sammen med”? Er det en gladere verden?

De personlige relationer nedvurderes

Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker - og det er en væsentlig bestemmelse ved det at være menneske, at vi arbejder på at forkorte afstanden mellem os.

Robot-sex forekommer mig at være et ekstremt eksempel på, at de personlige relationer nedvurderes. Men er det også et symptom på vores kultur?

Jeg har venner, på Facebook forstås, som er gift med hinanden, men taler sammen over Facebook. Jeg håber også, de gør det face to face uden book.
Jeg kender en lærer, som opgav folkeskolen. Han kunne simpelthen ikke trives med, at ”hans” elever ikke ville hilse på ham, når de mødtes uden for skoletiden.

Vi har gjort kommunerne store og taler om stordriftsfordele og opkvalificering. Samtidig bliver vi lidt mere borgere, klienter og brugere og lidt mindre medmennesker. Hvem taler om ”medmenneskefordele” eller ”op-personalisering”?

I ældreplejen er det pengene, der sætter en ramme for, hvilken hjælp man kan få. Og frivillighed skal reguleres, så den ikke overtager nogens arbejde. Uværdighed synes at være et spørgsmål om, hvor mange nullermænd, der hænger i gardinerne, og hvor ofte man kan få et bad.

Læs også: Tør du overlade plejen af din mor til en robot? 

Modreaktionen bliver, at man som ”borger” får ret til ”en ydelse” fra ”det offentlige”. Der er ikke mange ord i den sætning, som smager af personlig relation mellem to mennesker! Vi kan strække os til at tale om, at der er brug for flere varme hænder, men måske er der i virkeligheden brug for flere smil og varme hjerter?

For nylig var der en far, som med sorg fortalte mig om sin søn. Sønnen havde 1000+ venner på Facebook, men ingen at invitere til sin fødselsdag. Det er vel et udtryk for en devaluering af ordet ”ven”, som ikke står tilbage for at kalde en sex-robot for ”en fantastisk ting at give menneskeheden”.

At forkorte afstanden mellem mennesker

Hvad vil der ske, hvis vi begynder at se det som vores væsentligste opgave at forkorte afstanden mellem dig og mig? Vi vil nok opdage, at vi får brug for at afbureaukratisere og flytte ansvaret så langt ned mod hver enkelt af os som muligt.

Læs også: Menneskebarnet overlever på nærhed
 

Det er en vej, som vil kræve børns større engagement i deres aldrende forældre, naboers større ansvar for hinanden, mindre og mere lokale skoler med større forældreinddragelse. Måske også andre måder at bo sammen på og mere gensidigt forpligtende former for virksomhedsdrift. Men måske vil der også blive plads til flere smil - det er jo trods alt den korteste afstand mellem to mennesker.

Robert Bladt er generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende og skriver kommentaren ved kristendom.dk.