Studerende beder og hviler for lidt

Grundtvig kendte en kur, når sjælen bliver træt af at gruble. Det burde være en fælles prioritering blandt studerende at glæde sig over skaberværket en gang imellem, mener generalsekretær Robert Bladt

I år begynder over 150.000 unge på en gymnasial eller videregående uddannelse. De fleste her i slutningen af august og begyndelsen af september.

Der gøres meget på studiestederne for at introducere de studerende til fag, studiested og studiefællesskab. Alligevel er stress et stigende problem blandt studerende. Flere undersøgelser blandt studerende viser, at op mod 25 procent af de studerende ofte eller altid har udtalte symptomer på stress, og op mod halvdelen af de studerende har jævnligt udtalte symptomer på stress.

Der gættes meget på, hvad årsagen er til stress blandt studerende: Øget pres for at bestå eksaminer, flere undervisningstimer, færre undervisningstimer, for lidt motion, for meget motion, studiejobs, for store hold, sociale medier og brug af it.

Listen viser med al ønskelig tydelighed, at der er brug for at undersøge årsagerne til stress nærmere. For at gøre den undersøgelse så komplet som muligt er det vigtigt at få alle hypoteser med. Og her kommer mit bidrag til listen over årsager til stress: Studerende beder og hviler for lidt.

Før Facebook og fremdriftsreform var det tilladt at synge med på Grundtvigs sang ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”. Det liv er ifølge Grundtvig kendetegnet ved ”øjet, som det skabtes, himmelvendt” og ”med de dybe længsler vel bekendt.”

Her er det ikke et spørgsmål om at studere 30 timer (som er gennemsnit på humaniora) eller 40 timer (som er gennemsnit på de sundhedsvidenskabelige studier). Det er et spørgsmål om at blive synkron med sig selv som menneske i relation til sin skaber.

Det er i øvrigt tankevækkende, at humaniorastuderende ifølge undersøgelser oplever sig mere stressede end studerende på sundhedsvidenskabelige studier.

Grundtvig kender også til en kur, hvis sjælen bliver træt af at gruble. Det burde være et fælles vilkår for alle studerende. Når Grundtvigs sjæl blev af sin grublen træt, ”den hviled sig ved Fadervor at bede”. Her lægges støvet ”i sin skabers hånd”, og det er ifølge Grundtvig forudsætningen for, at ens liv kan blive jævnt, muntert, flittigt og virksomt.

Da jeg begyndte at læse teologi, fik vi besked på, at en teologistuderende skulle finde sin stamkirke og sit stamværtshus. Jeg ville bytte værtshuset ud med en café, men anyway.

Pointen med at have en stamkirke rummer megen visdom. Hvis vi blot opholder os ved det, der har betydning for skabelsesdimensionen i den kristne tro, så kan jævnlig kirkegang hjælpe en studerende med at holde en ugedag hellig, det vil i denne sammenhæng sige: at friholde én af ugens dage fra studier.

Den kristne skabelsesfortælling spejler troen på, at vi er skabt til at arbejde. Endda gerne knokle og blive trætte. Stress er sågar en sund reaktion fra kroppen, som gør os i stand til i en kortere periode at klare en ekstraordinær belastning - som eksempelvis en eksamen.

Men den kristne skabelsesfortælling lærer os samtidig, at vi er skabt til at leve i en balance mellem arbejde og hvile. Derfor foreskriver den det, en har kaldt 6+1-kuren. Seks dages arbejde, én dags hvile. Det er imidlertid ikke den studerende alene, som kan beslutte sig for at følge denne kur. Når gymnasielærere lægger lektier til mandag op på intranettet lørdag aften, gør man det vanskeligt, for ikke at sige umuligt, for studerende at få hvilen ind som en fast del af ugens rytme.

Den største hindring for at bede og hvile og derigennem finde frem til et liv i en sund balance er dog ikke lektier og gode vaner. Den største udfordring ligger for både studerende og alle vi andre i at finde vores identitet i det, som bøn og hvile er et udtryk for.

Vores problemer med stress rører efter min vurdering ved noget langt dybere end forholdet mellem de krav, vi bliver mødt af, og de ressourcer vi har til rådighed. Det handler også om vores identitet og selvforståelse.

Når jeg beder og hviler, accepterer jeg, at jeg er begrænset. Det er en bekendelse af, at jeg ikke er uundværlig. Det er den erkendelse, jeg kan få, når jeg vender mit blik mod det himmelske og forstår, at jeg er støv i skaberens hånd.

Det er blandt andet ud af den erkendelse, at bøn og hviledag springer. Min påstand er, at hvis jeg lader den identitet og selvforståelse bundfælde sig i min bevidsthed, kan jeg honorere ganske store krav uden at blive lagt ned af stress.

Robert Bladt er generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende og skriver kommentaren ved kristendom.dk.