"Etik kan ikke løsrives fra Bibelen"

Den kristne etik indebærer et nej til den nedværdigelse af mænds og kvinders seksualitet, skriver generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende Robert Bladt. Foto: Arkivfoto

Mange kristne er i dag fristet til at omtolke den kristne etik og løsrive den fra Bibelen. Man ønsker ikke, at etik skal stå i vejen for mødet mellem Kristus og det moderne menneske, skriver generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende Robert Bladt

Den kristne etik er enormt modkulturel i dag. Det var den også i antikken. Alligevel voksede kirken med mellem 30 og 40 % om året. Ikke kun på trods af, men også på grund af etikken. Kirken har brug for at opdage, at den kristne etik ikke er en hindring for evangeliet, men en af velsignelserne ved det.

Kristen etik siger nej til at gradbøje et menneskes værdi
Tag for eksempel den i antikken meget udbredte skik med udsatte børn. Skikken var så udbredt, at der var nogle, som levede af at indsamle udsatte børn, opfostre dem og derefter sælge dem som slaver.

I februar i år vakte det opsigt, at engelske mødre i en del tilfælde har fået abort, fordi de ikke ønskede en pige. Der blev talt om barnemord på grund af kønnet, og forargelsen var stor.

Det adskiller trods alt vores tid fra antikken, hvor kønnet bestemt kunne være en grund til udsættelse. Men det kunne dårlig økonomi, usikker familiesituation eller handicap også. Præcis som i dag, når det gælder provokeret abort.

Den kristne etik siger nej til at gradbøje et menneskes værdi. Hvad enten du er handicappet eller fuldt funktionsdygtig, syg eller rask, kvinde eller mand, ønsket eller uønsket, er din tilblivelse et udtryk for Guds vilje.

Dette var og er en del af det gode budskab. Den kristne etik er på dette område bedre og mere menneskelig end den hedenske. Ikke fordi kristne er bedre end andre, men fordi den kristne Gud har magt til at forandre og forvandle os til at ligne ham mere.

Kristen etik siger nej til porno og utroskab
Et andet eksempel: I antikken var det almindeligt anerkendt, at mænd måtte være deres hustruer utro. Også i dag er utroskab er på vej til at blive både almindeligt og anerkendt. Der findes datingsites for gifte og samlevende. Promiskuitet er udbredt og udstilles for åben skærm i diverse reality shows. Vi skelner dog ikke mellem kønnene som romerne. Eller gør vi?

Pornoficeringen foregår i høj grad på mændenes præmisser. På en del arbejdspladser er det anerkendt at hænge billeder af helt eller halvt afklædte kvinder på væggen uden hensyntagen til betydningen for kollegiale relationer eller kunderelationen.

Den kristne etik indebærer et nej til den nedværdigelse af mænds og kvinders seksualitet, som pornografien udtrykker, og et nej til at udfolde seksualiteten uden for den ramme, som sættes af ægteskab og gensidig troskab. Dette var og er en del af det gode budskab.

I antikken var konvertering til kristendommen forbundet med en etisk forvandling. I modsætning til, hvad man skulle tro, blev denne forvandling af samtiden anset for at være et bevis på den kristne Guds magt.

Vores samtid har brug for kristen etik
Antikkens mest fremtrædende læge, Galen, mente for eksempel, at de kristne byggede deres tro på "allegorier og mirakler," men de handlede ifølge Galen som filosoffer. Det var ment som en anerkendelse for seksuel afholdenhed, selvbeherskelse, mådehold med mad og drikke og ønske om retfærdighed.

Mange kristne er i dag fristet til at omtolke den kristne etik og løsrive den fra Bibelen. Man ønsker ikke, at etik skal stå i vejen for mødet mellem Kristus og det (post)moderne menneske.

Typisk bliver den store kulturelle og historiske kløft mellem de bibelske tekster og vores samtid brugt som argument for, at vi ikke kan overføre den bibelske etik om for eksempel sex og beskyttelse af de svageste til nutiden. Sandheden er, at den kristne etik er bedre end den hedenske. Og vores samtid trænger til den.

Robert Bladt er generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende