"Folkeskolen bør undervise i religion, ikke kristendom"

Så længe fagets navn er kristendomskundskab, spærrer det for en almen forståelse for, at faget i dag ikke er et konfessionsbundet fag i skolen, skriver domprovst Poul Henning Bartholin 

Kristeligt Dagblad kunne for nogle få dage siden fortælle, at den nye regering agter at ændre faget kristendomskundskab i folkeskolen til religion.

Desuden ønsker regeringen at fjerne fritagelsesparagraffen og gøre deltagelse i faget obligatorisk for alle børn.

Kristendomsfaget befinder sig på en værdipolitisk slagmark
Tanken har allerede mødt skepsis og modstand, hvilket var forventeligt, fordi dette af modstandere ses som et værdipolitisk træk, der synes at indgå i en strategi mod kristendommen og folkekirken.

Kunne det tænkes, at der også var saglige, faglige grunde til en påtænkt ændring? Det kan nok ikke udelukkes. Tanken kunne være at rehabilitere faget, at tage det fra den værdipolitiske slagmark og gennem et nyt navn, en ny fagbeskrivelse og læseplan at give det den status i folkeskolen, som børn i dag og i de kommende år har brug for.

Så længe fagets navn er kristendomskundskab, spærrer det for en almen forståelse for, at faget i dag ikke er et konfessionsbundet fag i skolen. Det har det ikke været siden Folkeskoleloven af 1975, og det vil være ødelæggende for faget, for folkeskolen og i øvrigt også for folkekirken hvis det blev konfessionsbundet igen.

Ethvert barn bør lære, hvad religion er
I de seneste ti år har religion stået til diskussion i hele den vestlige verden. Lidt forenklet sagt har diskussionen drejet sig om at få religion skubbet ud af det offentlige rum. Det har både ateister og mennesker, som ser kritisk på islams plads og rolle i dag, været enige om.

Paradoksalt nok har religioner fået mere plads i offentligheden i kraft af denne diskussion. Heldigvis er den dagsorden ved at være udtømt. Nu er muligheden tilstede, hvor vi kan drøfte sagligt, hvad en religion er, hvad den gør i menneskers liv, dens rolle i samfundet, og hvordan vi skal håndtere religionerne i samfundet.

Der er ikke blevet færre religiøse mennesker af den førte diskussion. Mange flere er blevet opmærksomme på religionerne. De søger, og der eksperimenteres. Søgningen går tit de etablerede religioner forbi, de har jo på en måde også brændemærket sig selv i den uforsonlige debat, som har været ført.

En religion er et menings- og holdningssystem bygget op af myter, hellige tekster, ritualer, læresætninger, forestillinger om verdens tilblivelse og eventuelle undergang, menneskesyn, gudsopfattelser, samfundsforståelser, adfærdsregulerende opfattelser, hellige steder, ord, dage etc.

Alt sammen indgår de i et system, der kan anvendes af den enkelte til at fortolke, forstå og leve. Igennem religion søger mennesker at finde det egentlige eller autentiske liv og dermed mening og betydning i livet.

Det er af helt grundlæggende betydning, at ethvert barn i Danmark lærer, hvad en religion er, hvad den har af myter, fortællinger og tolkninger, som spiller en rolle i vores samfund. For religion og samfund spiller sammen. Religioner og fri religionsudøvelse er med til at binde et samfund sammen, fordi religioner er sociale og har en samlende kraft.

For at fremtidens borgere i Danmark skal have forudsætninger for at forstå hinandens vaner, kultur og menneskesyn, skal der undervises i religioner i folkeskolen. Både for børnenes, borgernes og samfundets skyld.

En læseplan for faget vil vide at vægte religionerne forskelligt. Kristendommen er på mange måder en afgørende nøgle til at forstå det danske samfund i dybden indtil sidste halvdel af det 20. århundrede. Derefter er det nødvendigt også at inddrage andre store monoteistiske og en række polyteistiske religioner.

Folkekirken bør kende sin besøgelsestid
Vi er nødt til at gøre os klart, at der ikke længere hos de fleste borgere er en selvfølgelig viden om, hvad kristendom egentlig er. Derfor skal folkeskolen undervise grundlæggende om de i vores sammenhæng vigtigste religioner.

Og da vi i Grundtvigs fædreland skelner mellem, hvad der er en skolesag og hvad der er en trossag, så er det ikke skolens opgave at undervise i eller tilskynde til tro.

Det er kirkernes og trossamfundenes opgave. I folkekirken er en ny bekendtgørelse om dåb, konfirmation og dåbsoplæring ved at blive udsendt efter er grundigt udvalgsarbejde.

Med den som basis ville det klæde folkekirken at kende sin besøgelsestid og tage alvorligt fat om de religionspædagogiske opgaver på alle niveauer. Det er lige før, det er for sent!

Poul Henning Bartholin
Domprovst i Aarhus-Samsø Provsti