Kristendommen kan blive et modtræk til tidens snusfornuft

Som biskop var han yderst betænksom over for os præster,skriver poul Joachim Stender om Jan Lindhardt.

Der skal være plads til den ufornuft, der får os til at tro på en Gud, vi ikke kan se. Den ufornuft det er at glemme sin sparsommelighed og give sig livet i vold. Den ufornuft der er i at se bjælken i sit eget øje og nøjes med at se splinten i sin brors øje, skriver sognepræst Poul Joachim Stender. Foto: Leif Tuxen.

Den egentlige terror kommer ikke fra islamisterne. Den kommer fra os selv. Det er ikke det kedsommelige, dårlige, slatne, ligegyldige, gudsløse liv, vi frygter. Vi frygter sygdom og død. Og netop denne frygt gør, at vi lader vort liv styre af snusfornuften, skriver sognepræst Poul Joachim Stender

Omskæring er ikke reserveret jødedommen og islam. I Etiopien, hvor nogle af de ældste kristne menigheder har deres rødder, nøjes de kristne ikke med at døbe deres børn. De omskærer også drengene. De fjerner simpelt hen et lille stykke af barnets forhud, som om de vil forkorte hans køn. Det bløder. Drengen skriger vildt. En gang i mellem kan der opstå komplikationer.

Jesus var heldig. Så vidt vi ved, gik det godt med den omskæring, han fik otte dage gammel. Men hvad var det, prædikenteksten sagde i søndags? Vi ser splinten i vor brors øje. Men ikke bjælken i vort eget øje.

Vore børn bliver ikke omskåret. Men vi sender dem i institution fra klokken syv om morgenen til klokken fem om eftermiddagen. Nogle gange står de kære små og græder ulykkeligt foran børnehavens dør, når vi forlader dem. Vi må spørge os selv, om børnene virkelig aldrig tager skade af al den tid, vi er borte fra dem.  

Den forbaskede terror. Fanatiske islamister, der kan finde på at angribe os når som helst og hvor som helst. Hvad var det der stod i søndagens tekst? Vi ser splinten i vor brors øje. Men vi ser ikke bjælken i vort eget øje.

Den egentlige terror kommer ikke fra islamisterne. Den kommer fra os selv. Et sted inde i vores hjerter er vi terroriseret af vores frygt for sygdom og død. Det er ikke det kedsommelige, dårlige, slatne, ligegyldige, gudsløse liv, vi frygter. Vi frygter sygdom og død. Og netop denne frygt gør, at vi lader vort liv styre af snusfornuften.

Angsten for frygtelige terrorangreb fra islamister har gjort, at vi står i lange køer, når vi skal ud at flyve. Vi tillader at vore efterretningstjenester holder øje med, hvad vi googler efter på internettet. Vi er parat til at give afkald på store dele af vor frihed for at forhindre eventuelle angreb. Men hvad var det, der stod i teksten i søndags? Vi ser splinten i vor brors øje. Men ikke bjælken i vort eget øje.

Den indre frygt for sygdom og død kujonerer os mere end frygten fra islamismens terrorangreb. En ting er sikkert. Vi dør under alle omstændigheder – uanset hvor asketiske og moralske vi er. I stedet for at lade vort liv bestemme af ønsket om så mange leveår som muligt, kunne vi ønske, at det der sker før vor død, kan kaldes et godt liv. Og her kommer kristendommen ind i billedet.

Kristendommen er alt andet end fornuftig. Kristendommen er et modtræk til det asketiske, moralske, frygtsomme samfund. Vi tror på at vores Gud, Jesus Kristus, opstod fra de døde påskemorgen for at give os et liv både før døden og efter døden. Vi bilder os ind, at troen er så stærk en magt, at vi får frimodighed til at leve livet uden frygt for sygdom og død.

I det gamle Testamente fremstod profeten Moses og trak sit folk ud af 400 års slaveri i Egypten. Lad mit folk gå, sagde han til den magtfulde Farao. Vi føler ikke i dag, at vi lever i trældom. Vi opfatter os selv som frie mennesker. Og alligevel er der en masse trældom i vort liv, fordi vi er slaver af vor frygt for sygdom og død. Slaver af vore penge. Slaver af klokken som vi hænger i fra morgen til aften. Slaver af vor fornuft, der snart har udkonkurreret ufornuften.

Mere end nogensinde før har vi brug for, at kristendommens herre og mester træder frem foran vore magthaverne, de politisk korrekte, der dikterer os vort liv, og siger: Lad mit folk gå. Eller træder frem foran os selv og siger: Lad dig gå. Der skal være fornuft i vor tilværelse. Men der skal også være plads til den ufornuft, der får os til at tro på en Gud, vi ikke kan se. Den ufornuft det er at spilde sine penge og tid på nydelser. Den ufornuft det er at glemme sin sparsommelighed og give sig livet i vold. Den ufornuft der er i at se bjælken i sit eget øje og nøjes med at se splinten i sin brors øje.

Poul Joachim Stender er sognepræst og skriver kommentaren ved kristendom.dk.