Kommentaren

Når skilsmissen kun er ét klik væk, mister vielsen sin betydning

Ja, vi lever i en individuel tid og ja, der er efterhånden et hav af andre muligheder, som familier kan organisere sig på. Men netop derfor er det vigtigere end nogensinde før, at vi synliggør ægteskabet som et klart udtryk for forpligtende kærlighed, mener frikirkepræst og journalist Mikael Wandt Laursen. Foto: Privatfoto.

Med den lette adgang til skilsmisse via nemID har vi mistet muligheden for at give et forpligtende kærlighedsløfte i Danmark. Uanset hvad vi siger og lover, så skal der kun et klik til at ændre det, mener frikirkepræst Mikael Wandt Laursen

Professor Brinkmanns opgør med instrumentaliseringen, hvor alt i samfundet blot er et middel til at opnå noget andet, bør få os til at afskaffe den lette adgang til skilsmisse. Den forpligtende kærlighed har en værdi i sig selv og skal ikke være let at slippe ud af.

Det er nu tre år siden, at det blev muligt for befolkningen med et klik og nemID at bryde det højtidelige løfte fra kirken om at holde sammen ”til døden os skiller ad”. Separationsperioden på et halvt år blev afskaffet. Men det, der ved først øjekast kunne virke som en afbureaukratisering og forenkling, medfører i det lange træk en underminering af ægteskabet, pligten i kærligheden og muligheden for at afgive løfter, der går udover ens egne impulser.

For at starte med det sidste først. Med den lette adgang til skilsmisse forsvandt muligheden for at give et forpligtende kærlighedsløfte i Danmark. Uanset hvad vi siger og lover, så skal der kun et klik til at ændre det. Dermed reducerede vi det bindende kærlighedsløfte til en personlig hensigtserklæring. Hensigtserklæringen kan stå ved magt, så længe jeg synes, at fordelene er større end ulemperne ved at binde mig til et andet menneske.

Dermed slører vi for dem, der skal giftes, at kærlighed indebærer en pligt, der går udover mine følelser, lykkeberegninger, og individuelle rettigheder. ”Til døden os skiller ad” indebærer, at jeg binder mig til et andet menneske i ”modgang og medgang”. Den andens rettigheder, følelser og lykkeberegninger bliver lige så meget mine.

Det er ikke let. Det er svært at blive ”eet” med et andet menneske, men det er en rejse, der er mulig. Den kræver ydmyghed, tålmodighed, mod og tilvalgt tillid, men sådan er kærligheden. Den, som vil udforske kærlighedens ukendte områder er nød til at acceptere pligten i at være bundet.

Inden jeg bliver skudt ned som værende generaliserende og glemme, at folk skam mener deres ”ja” i kirken og aldrig tager en skilsmisse let, især når børn er involveret, vil jeg gerne minde om, at ord kun har betydning for så vidt, at de indebærer konsekvenser. Når vi så højlydt bekender løftet i kirken, men konsekvensen for et brud, rent juridisk, nærmest er usynlig, så vil løftet med tiden blive udhulet og blive et skuespil, et historisk levn, tømt for indhold og pligt.

Separationsperioden indebar, at selve beslutningen om en skilsmisse først kunne træffes efter et halvt år, hvor følelser og tanker havde nået at falde til ro. Når jeg i min rådgivning som præst møder mennesker, der vil skilles, så anbefaler jeg dem altid separationsperioden, også for deres selvrespekts skyld. Et løfte er afgivet, og skal det endelig brydes, så skylder vi hinanden og os selv, at det sker på en måde, hvor alle andre muligheder er udtømt.

Men lovgivning gør en forskel i menneskers tankegang, og derfor kan vi ikke nøjes med en ”frivillig separationsperiode”. Hvis vi vil modvirke en instrumentalisering af ægteskabet som et individuelt lykkeprojekt, er vi nødt til lovgivningsmæssigt at synliggøre, at ægteskabet har som formål at gøre to mennesker til et. At kærlighed indebærer pligt. Hvis ikke det er tilfældet, så skal vi ikke kalde det for ægteskab, men afstøve det gamle begreb om ”registreret partnerskab.”

Ja, vi lever i en individuel tid og ja, der er efterhånden et hav af andre muligheder, som familier kan organisere sig på. Men netop derfor er det vigtigere end nogensinde før, at vi synliggør ægteskabet som et klart udtryk for forpligtende kærlighed.

Jeg tror, at Brinkmann har ret i, at ”nogle ting har værdi i sig selv”, og jeg mener, at den forpligtende kærlighedsrelation i form af ægteskabet er én af dem. Uden den vil vi være fortabt som mennesker, familier og samfund. Og forpligtende kærlighed skal i sagens natur være forpligtende. Langt ud over et klik.

Mikael Wandt Laursen er frikirkepræst , journalist og skriver kommentaren ved kristendom.dk.