Jesus opfordrer os til at elske vores fjender

Det er ikke kristent konstant at være på vagt og kritisk over for andre grupper i samfundet, skriver provstipræst Asser Skude på månedsdagen for massakren i Norge

22. august: En måned efter massakren i Norge

Det giver ikke mening, når en person begår terror eller massedrab. Det er og bliver forkert, helt og aldeles ondt og uacceptabelt. Der findes ingen politisk eller religiøs overbevisning, som kunne være mere absurd, end hvis den skulle retfærdiggøre terror og massedrab.

Abraham Lincoln sagde, at den, som ikke under sin fjende retten til at leve, fortjener den heller ikke selv. Det betyder: Enhver som vil respektere sin modstander, må derfor ikke dræbe sin modstander, bare fordi han ikke mener det samme. Og Lincoln sagde også, at enhver, som vil respektere sin modstander, må endog kæmpe for hans ret til at mene det modsatte.

Nogle vil kalde dette rummelighed. At man under hinanden livet og retten til at mene, hvad man lyster. At mennesket ikke forfalder til laveste fællesnævner - og ender som en anden bøddel, der nedslagter dem, som mener anderledes.

Kristendommen giver plads til rummelighed
Min påstand er, at denne rummelighed også findes i kristendommen. Faktisk er det en forudsætning for at være tro mod det største bud af alle, at man ikke slår ihjel, men elsker sin næste.

Jesus opfordrer endda ligefrem til at bede for sine fjender - det kaldes fjendekærlighed. Fjendekærlighed er ikke det samme som naivitet. Det er heller ikke ensbetydende med at være ukritisk. Men hvorfor på forhånd stille sig kritisk over for det, som ikke ligner en selv?

Skulle et menneske forholde sig kritisk til alt fremmed, ville enhver udvikling gå i stå. Mennesker ville ikke kunne mødes tillidsfuldt og åbent. Men enhver skulle passe på sig og sit, for ingen havde ret til at mene deres eller orientere sig frit, og diskrimination ville nemt kunne finde sted, imod enhver med en anden baggrund og oprindelse, både religiøst, etnisk, socialt, politisk, eller seksuelt.

Tolerancen er truet
Skulle et menneske forholde sig kritisk til alt, hvad det møder på sin vej, ville der være nok at tage fat på. Kritisk overfor rødhårede, børn, cyklister, gamle, kritisk over for snart det ene, snart det andet.
Det er en form for paranoia konstant at være på vagt over for alt fremmed, som man møder på sin vej.

For mig at se er det ukærligt. Det er ikke en kristen kærlighedsgerning konstant at være på vagt over for visse grupper i samfundet, både politiske og religiøse - som eksisterer, forsamles og mødes inden for lovens rammer. Og for eksempel at bilde sig ind, at andre trossamfund har som mål at undergrave vores demokratiske værdier og system, lyder i mine ører absurd.

Hvem vil i ramme alvor opdrage sine børn eller kommende generationer til på forhånd at være kritisk over for dette eller hint? Så ville denne verdens børn få mere end blot almindeligt travlt. Og ville nogen overhovedet turde sende deres børn ud i samfundet for at møde fremmede og anderledes tænkende?

Det er ikke kristent konstant at være på vagt og kritisk over for andre grupper i samfundet. Det er snarere ukærligt og en mangel på samfundsånd. Det ligner snarere et uvæsen, som strider imod demokrati og tolerance. Et uvæsen, som baner vejen for forhånelse, forfølgelse og undertrykkelse af det, som er anderledes.

Asser Skude er provstipræst i Bispebjerg-Brønshøj Provsti og stifter af hjemløse-projektet "Gjaestebud"