"Julen peger på forskellen mellem religion og kristendom"

Vi giver gaver, fordi Gud gav sig selv. Vi nyder fællesskabet, fordi Gud forsonede os med sig selv. Vi hjælper de nødlidende, fordi Gud har givet os kraft og overskud til at være noget for andre, skriver præst og journalist Svend Løbner Foto: Foto: Leif Tuxen.

Religion er menneskers prisværdige stræben efter det guddommelige. Kristendom er en åbenbaring om Kristus, som kommer os i møde, når vi kommer til kort, skriver præst og journalist Svend Løbner

Er der nogen, der ved, hvordan Gud ser ud?
Nej, vel?

Og dog. Gud er en lille baby, født i en stald, lagt i en krybbe, tilbedt af hyrder og vismænd, en sagtmodig og mild mand, der underviser og udfrier mennesker, indtil han bliver dræbt, men opstår igen fordi han som verdens skaber og opretholder netop ikke kan dø.

Kristendommen fortsætter, hvor religionen slipper
Det er Gud. Og det ved vi fra julens budskab. Julen viser os forskellen på religion og kristendom. Eller rettere: kristendommen fortsætter, hvor religionen slipper. Eller endnu bedre: Hvor det religiøse menneske kommer til kort med sine anstrengelser, kommer Kristus det menneske i møde med sin nåde.

I religioner søger mennesker Gud. I kristendommen søger Gud mennesker.

I religioner ofrer mennesker til Gud. I kristendommen ofrer Gud sig for mennesker.

I religioner arbejder mennesker for at overholde Guds love. I kristendommen virker Gud i mennesker for, at hans vilje kan ske.

Nåden gør forskellen
Det er væsensforskellen mellem religion og kristendom. Derfor er det vigtigt at skelne mellem de to, så vi ikke blander religiøse præstationer ind i kristendommens nåde.

Religion kommer af det latinske ord "religare" og betyder "at knytte og binde sammen." Det handler om at få tilværelsen til at hænge sammen ved at give den mening. Hvor kommer vi fra? Hvorfor er vi her? Hvad sker der efter døden? Ja, hvem står bag alle naturkræfter?
Religiøse mennesker håber på noget større - noget eller nogen, der kan bringe orden i kaos.

Hvem skabte det hele?
Forestil dig, at du vågner op i Edens have uden at vide noget som helst om Gud og hans skaberværk. Fuglen synger, hunden gør, katten siger mjav og hanen siger kykkeliky.

Hvor kommer al den larm fra? Du kigger op mod himlen, hvor solen skinner, skyerne glider for, bliver mørkere, regnen drypper og pludselig skærer et lyn gennem mørket, hvorefter der lyder et kæmpe tordenbrag. Hallo, hvad sker der?

Du begynder at forestille dig en anden virkelighed bag skyer, sol og himmel. Tanken melder sig, at der må være en højeste personlighed, en Gud bag det hele. Himmelguden. Skaberguden.

Du ved ikke hvordan han ser ud om det er en han eller en hun, ja om det er en person i det hele taget. Der må bare være noget. Og dette noget er lunefuldt, utilregneligt, frygteligt. For indimellem skinner solen, og pludselig er der tordenvejr. Ikke underligt, at nordboerne troede på Odin og Thor!

Men så kommer Gud vandrende i Edens have. For det gjorde han ifølge Bibelen. Han kom og samtalede med Adam og Eva. Og en dag, han ikke kunne finde dem, kaldte han på dem, søgte dem og fandt dem bag nogle buske. De havde syndet, men Gud opsøgte dem, slagtede et dyr og klædte dem på til at leve uden for Paradiset i en barsk verden.

Religion er håb, som danner forestillinger i menneskers bevidsthed, forestillinger, som bliver til digte, salmer og profetier.

De ældgamle hinduistiske vedaer er et godt eksempel: Tordenguden Indra kommer til jord som ildguden Agni, der kaldes hans søn. Den store Brahma og livsgnisten Atman er to sider af samme sag. Håbet lever om en Gud, der kommer os ved. Religionen søger at knytte mennesker til Gud.

Gud kommer dig i møde
Men kristendom er mere. Det er en åbenbaring, hvor den levende Gud kommer dig i møde fysisk og konkret midt i historien gennem Jesu fødsel for at genoprette fællesskabet mellem Gud og mennesker.

Religiøse forestillinger fører til teologiske systemer, hvor mennesker skal ofre og opfylde alskens love for at nærme sig Gud. Islam er et godt eksempel på et gennemreguleret samfund, styret af Allah og hans vilje gennem sharialoven. Religare søger at binde at tvinge mennesker til Gud.

Kristendommens åbenbaring fører til en erkendelse, en tro på, at Gud ofrer sig for mennesker gennem Kristus, og at Kristus derigennem opfylder alle de love, der skal opfyldes. Samtidig giver han ved opstandelsen sin kraft videre til alle troende, så de af sig selv opfylder alle krævede love.

Himmeriget er kommet nær
Julen er vendepunktet, for her kommer Gud helt ned til mennesker i en grad, som aldrig er sket før. I Det Gamle Testamente møder vi en Gud, der ser menneskers elendighed, kalder til omvendelse, stiger ned for at gribe ind og bruger mennesker i sin tjeneste.

Men i Det Nye Testamente kommer han som aldrig før ned som et lille menneske. Han som skabte verden, blev selv undfanget og reduceret til en celle. Han, som selv opretholder alt, blev båret af Marias livmoder i ni måneder.

Det siger noget om kristendommens væsen, som gør, at den aldrig må forveksles med religion. Heller ikke i vores hverdag.
 
Det er ikke vores gudstjenester med salmer og prædikener og kaffeborde, der bringer Gud nær. Han er nær, hvor to eller tre er samlede i hans navn.

Det er ikke vores kristne værdier, gode gerninger og vestlige livsstil, der inviterer Gud til at bo i vore hjerter. Han bor i det høje og hellige, siger profeten, men han siger også, at han bor i den knuste, i den i ånden bøjede! Himmeriget er kommet nær! Salige er de fattige i ånden, thi Himmeriget er deres!

Det er julens budskab. Derfor fejrer vi jul. Derfor giver vi hinanden gaver. Derfor nyder vi familiens fællesskab. Og derfor hjælper vi de fattige og udstødte især i julen.

Vi giver gaver, fordi Gud gav sig selv. Vi nyder fællesskabet, fordi Gud forsonede os med sig selv. Vi hjælper de nødlidende, fordi Gud har givet os kraft og overskud til at være noget for andre.

Et overskud, der kommer af, at kristendommen møder menneskers religiøse søgen og gør alt det, vi mennesker ikke kan gøre af os selv.

"Jeg kommer til jer," sagde Jesus i Johannes-evangeliet kapitel 14, vers 18. Og det gør forskellen.

Svend Løbner er præst og journalist og leder af Kirkeligt Medieakademi