Kan vi helt udelukke Gud?

Det lyder besnærende, når det siges, at folkeskolen skal tilstræbe at skabe et neutralt rum for læring. Men er det neutralt at forudsætte, at Gud ikke findes, spørger Robert Bladt, generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende (KFS)

Sandhed og konsekvens. Det kunne lyde som en klumme om en populær selskabsleg blandt betweenagers. Eller en reklame for Center for Voldtægtsofres dilemmaspil. Men den handler i stedet om konsekvensen af, at vi ikke længere tager Gud med i ligningen, når vi forsøger at finde sandheden om de store spørgsmål.

Det lyder besnærende, når det siges, at folkeskolen skal tilstræbe at skabe et neutralt rum for læring. Som en konsekvens kan man ikke inddrage elementer i skolen, som har at gøre med troen på Gud.

Morgensalmer, fadervor og et besøg i kirken ved højtiderne oplever kun en marginal del af folkeskolens elever. Og i biologiundervisningen anses det for indoktrinerende, hvis man opererer med muligheden af Gud som alle tings skaber.

LÆS OGSÅ: Fadervor i folkeskolen

I politik gælder den samme regel. Argumentation i byrådsalen og folketingssalen må gerne være personlig, engageret og indigneret, men den skal holde Gud uden for, ellers er den usaglig og annullerer sig selv som argument.

Men er det neutralt at forudsætte, at Gud ikke findes?

Hvad svarer vi på livets største spørgsmål?
Hvor kommer jeg fra? Hvad er meningen med mit liv? Hvordan bør jeg leve? Hvordan bliver min skæbne? Sådan lyder nogle af de store spørgsmål. Det er spørgsmål, som ikke kan skilles fra uddannelse, børneopdragelse, politik og en lang række andre områder. Og vores svar på dem afhænger i høj grad af, om vi tager Gud med i ligningen eller vi udelader ham.

LÆS OGSÅ:Filosof: Der bør være grænser for religiøs børneopdragelse

Forudsætter vi, at Gud ikke findes, er det svært at sige mere om mit ophav end at henvise til mine forældre og sammensætningen af deres gener. Jeg har i så fald værdi, fordi jeg har en værdi for dem, men at jeg skulle have værdi i kraft af mig selv kan være vanskeligt at se.
Alligevel behandler vi (heldigvis) alle børn i folkeskolen, som om de har værdi i sig selv og fortjener en god uddannelse.

Men det synes snarere at være en konsekvens af et menneskesyn, som forudsætter Gud, end af et menneskesyn, som udelukker Gud.

Hvor længe vil vi blive ved med at tage den konsekvens, hvis vi fortsætter med at holde Gud i skammekrogen?

Gud sendes på museum
Forudsætter vi (igen), at Gud ikke findes, er det svært at få plads til den idealistiske politiker. Jeg har (heldigvis) truffet adskillige politikere, som af et ærligt hjerte ønsker at gøre en positiv forskel for deres by, land og verden. For dem er lovgivningsarbejde og beslutninger ikke kun et spørgsmål om pragmatik. De har et begreb om, at nogle love og beslutninger er gode og skaber et bedre samfund end andre.

Men hvordan man kan have sådan et begreb om det gode, hvis Gud er sendt på museum, er det svært at forstå.

LÆS OGSÅ:Hvis bare ateisterne havde noget intelligent at sige om tro

At kvinder og mænd har lige værd, at diskrimination af etniske grupper er urimelig og at ejendomsretten skal respekteres (for at tage nogle få tilfældige eksempler), tager de fleste af os for givet.

En ordentlig politiker kan ikke bare lide disse moralske værdier, ligesom hun kan lide kaffe med mælk. De er langt mere grundlæggende. Men hvorfor må Gud så ikke nævnes som i det mindste én nærliggende forudsætning for, at vi i det hele taget har et begreb om det gode?

Vi er uforbederligt moralske
Forudsætter vi (endnu en gang), at Gud ikke findes, er det umådeligt vanskeligt at tale om skæbne i det hele taget. Med døden er det slut. Jeg er borte og vil ikke blive krævet til regnskab for den måde, jeg forvaltede mit liv på. Med det syn på livet burde vi alle leve et liv, hvor vores egen livslængde, livskvalitet og livsnydelse var det højeste mål.

LÆS OGSÅ: Religion er ikke afgørende for vores moral

Men mange af os er uforbederligt moralske. Vi opfører os, som om vi ikke kun skal stå til regnskab for hinanden, men også for en højere instans. Men vi kalder ham ikke Gud, og vi gør generelt meget lidt for at finde ud af, hvad han egentlig kræver af os.

Hvad er sandhed og hvad er konsekvens? Kan vi helt udelukke Gud, når vi vil svare på de store spørgsmål? Kvier vi os ved at erklære Gud for død, fordi han synes at give sig til kende bag de store spørgsmål?

Ja, hvordan har vi i det hele taget fundet på at stille dem?

Robert Bladt er generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende og skriver kommentaren for kristendom.dk.