"Det er ikke godt nyt, at regeringen knytter dansk identitet sammen med folkekirken"

Det er nyt, at national identitet knyttes sammen med folkekirken. Og det er ikke godt nyt! Ganske vist er folkekirken dansk, men den skal ikke spændes for en nationalpolitisk vogn, mener sognepræst Carsten Haugaard Nielsen

Det kom som en overraskelse, da den tidligere Venstre-regering i sit regeringsgrundlag ”Sammen for fremtiden” i juni 2015 skrev, at Danmark er et kristent land. Nu skriver den nye VLAK-regering det samme i sit grundlag ”For et friere, rigere og mere trygt Danmark”. Men hvad mener den med det?

Afsnittet om folkekirken indledes med følgende: ”Vi skal værne om vores nationale identitet og egenart”. Det er nyt, at national identitet knyttes sammen med folkekirken. Og det er ikke godt nyt! Ganske vist er folkekirken dansk. Men sammenknytningen af danskhed og folkekirke har en undertone, jeg ikke bryder mig om: at folkekirken spændes for en bestemt nationalpolitisk vogn. Fri os fra det!

Vi får dog mere at vide i regeringsgrundlaget om folkekirken: ”…den evangelisk-lutherske kirke indtager en særstatus som folkekirke. Denne særstatus vil regeringen bevare”.

Altså: regeringen er konservativ i den forstand, at den vil bevare folkekirkens særstatus. Så langt, så godt! Og så vil regeringen afprøve nye rammer for organisering af menighedsrådenes arbejde. Fint!

Afsnittet om folkekirken efterlader dog et ubesvaret spørgsmål: Hvad er regeringens kirkepolitik så egentlig? Skal kirkeministeriet blot gøre så lidt som muligt? Eller skal der tværtimod trækkes i arbejdstøjet, hvis folkekirken skal ”bevares”? Vi ved dog, at denne regering ønsker at effektivisere i det offentlige. Så meget, at en minister har fået et helt nyt ”ministerium for offentlig innovation”. Kommer det også til at få en rolle i folkekirken? Uha, fri os fra folk fra Finansministeriet her, vil nogen nok sige.

Jeg vil vove at sige: Folkekirken har – om noget – brug for innovation og effektivisering. Den slæber hele tiden efter udviklingen. Helt konkret hænger den stadig fast i en samfundsstruktur, der har rod i dengang alle danskere boede på landet. Der er brug for at bevare et værdigt kirkeliv på landet, naturligvis. Men vi skal have omfordelt midler til en forstærket indsats dér, hvor folk er, og hvor presset på medlemsprocent og dåbstal er, nemlig i byerne.

Der er også brug for en erkendelse af, at der er en række områder, hvor en fælles indsats for hele folkekirken er påkrævet, for eksempel folkekirkens arbejde med integration og en fælles kommunikationsindsats. Nogen skal have modet til at gå i gang med folkekirkelig innovation og modernisering, så folkekirken kommer på forkant med udviklingen. Bliver det denne regering?

Det kunne også være interessant at vide: Hvad betyder det for regeringens politik i øvrigt, at Danmark er et kristent land? Vil de kristne værdier ligge i bunden af denne regerings politik? For eksempel disse værdier: At det enkelte menneske er frit og har lige værd, at vi har omsorg for den fattige og fremmede og omsorg for den verden, Gud har skabt?

Der er en del i regeringsgrundlaget, der peger i den retning. Men disse værdier stiller også en række kritiske spørgsmål til regeringen: Er den vækstideologi og forbrugerisme, der præger regeringens program, forenelig med kristen omsorg for skaberværket? Og hvad med værdien ”omsorg for den fattige og fremmede”? Hvilken betydning har det for socialpolitikken og for udlændingepolitikken? Er det for eksempel den rette vej at stramme reglerne for familiesammenføring, som der peges på i det nye regeringsgrundlag?

Den nye kultur- og kirkeminister Mette Bock udtalte i forbindelse med sin udnævnelse, at hendes område er det nederste i hierarkiet på Christiansborg. Men netop derfor fundamentet! Lad os vente og se, hvor innovativ regeringen bliver på det kirkepolitiske område.

Carsten Haugaard Nielsen
Sognepræst og kommentarskribent ved kristendom.dk